JYSK PARK (Tipsbladet)
Silkeborg - Brøndby 0-2 (0-2)
0-1 Nicolai Vallys (18.)
0-2 Filip Bundgaard (21.)
Kampens bedste
Silkeborg
Er der én mand, som i hvert fald ikke er gået på sommerferie, selv om Silkeborg dårligt har så meget andet end æren at spille for, er det Tonni Adamsen, som skinnede ligeså meget igennem på hjemmeholdet som den pokal, klubben netop har vundet. Driblingerne var i Michael Laudrup-særklasse, så han i en og samme sekvens kom forbi både Josip Radosevic og Daniel Wass, og afslutningerne var der også saft og kraft i. Men ikke nok.
Brøndby
Et øjeblik fattede man det bare ikke. Hvorfor satte han ikke bare en afslutning på lige foran kassen? Men Yuito Suzuki havde selvfølgelig set holdkammeraten Filip Bundgaard i øjenkrogen, og kort efter stod der 2-0, så kampen var afgjort med kun 21 minutters spil. Samtidig fik japaneren tilføjet nogle millioner kroner til sin i forvejen høje pris. Et rekordsalg lurer for de blågule, hvis han fortsætter den form, som han har vist i dette forår. Og måske et sæt guldmedaljer.
Kampens værste
Nok var Sebastian Sebulonsen god - og spillede en af sine bedste kampe i Brøndby-trøjen - men Andreas Poulsen fik ham også til at ligne Lionel Messi i de gode gamle Barcelona-dage. Venstrebacken blev kørt rundt på røv og albuer, og i pausen fik Kent Nielsen nok og trak i håndbremsen med en udskiftning.
Kampens detalje
Der var ikke meget kamp om de tre point, for da først Vallys og Bundgaard havde bragt gæsterne foran med to mål, fik Brøndby med en solid midtbane i Daniel Wass og Josip Radosevic stækket alt, hvad der kunne ligne farlige angreb fra hjemmeholdet, men ikke desto mindre var der en vanvittig fest for de mange mennesker, der var trådt op på det udsolgte stadion JYSK Park. Brøndby fik nemlig et udvidet fanafsnit, og der blev leveret en utrolig stemning for de sommerglade og vindende gæster fra Vestegnen.