Det var en noget decimeret trup, Esbjergs cheftræner havde til rådighed under torsdagens træning.
Til jv.dk fortæller Lars Olsen, at hans trup er hårdt ramt af skader, og den seneste på listen er U19-landsholdsspilleren Jonas Mortensen, der stødte hovedet sammen med en modstander i onsdagens landskamp mod Spanien, der endte 1-1.
Den unge back beskrives som 'mere end tvivlsom' til lørdagens vigtige hjemmebaneopgør.
Foruden Jonas Mortensen er Daniel Anyembe, Mathias Kristensen, Pyry Soiri og ikke mindst Søren Reese definitivt ude, og det var da også en frustreret Lars Olsen, der satte ord på situationen:
- Havde det bare været overbelastningsskader, kunne vi tage vores forholdsregler, men alle vores skader er slagskader, der kommer ud af ingen ting, og som vi intet kan gøre noget for at forhindre, sagde han til jv.dk.
De mange skader betyder også, at det er svært for esbjergenserne at træne 11 mod 11. Alligevel er Lars Olsen fortrøstningsfuld forud for lørdagens kamp. Det forventes, at Franz Brorsson erstatter Søren Reese, ligesom at Yuri Yakovenko er tilbage efter endt karantæne.