Andreas Bjelland har gjort det, Robert Skov har gjort det, og nu er 28-årige Erik Sviatchenko den tredje til at udføre bedriften: At blive kåret til Efterårets og Forårets Profil i én og samme sæson.
I december valgte de 14 Superliga-trænere ham til Efterårets Profil, og syv måneder senere har de så fulgt op ved også at gøre Erik Sviatchenko til Forårets Profil i Tipsbladets traditionsrige kåring. FC Midtjylland-stopperen fik 42 ud af 65 mulige point og vandt foran AGF's Patrick Mortensen, som på andenpladsen scorede 30 point.
- Det er klart den fedeste anerkendelse, man kan få fra sine kolleger. Her er det jo trænerne, der har stemt. Det værdsætter jeg enormt meget; at være øverst på skamlen såvel som i efteråret. Det betyder jo også, at jeg har leveret på et stabilt, højt niveau sammen med mine holdkammerater, og det betyder enormt meget, siger Erik Sviatchenko, der fik de maksimale fem point af syv af Superligaens 14 trænere.
Læs også:Besøgte FC Midtjylland: EfB snupper stort talent i New Zealand
Randers-træner Thomas Thomasberg var én af dem, der gav Erik Sviatchenko fem point.
- Jeg synes, Erik Sviatchenko er hele essensen og grundlaget for, at FC Midtjylland er blevet mester. Han er fortællingen om alt det, som Midtjylland går og laver. En solid defensiv, et godt udtryk. Han er ikke den bedste fodboldspiller på holdet, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han er en samlingsfigur på og uden for banen. Han er bare en kæmpe leder, siger Thomas Thomasberg.
FC Midtjyllands anfører toppede også listen hos AaB-træner Jacob Friis.
Læs også:FCM vil sende midtbanespiller fra klubbens overskudslager videre
- Han er en fantastisk dygtig forsvarer, der er fysisk stærk og klog i sin positionering. Han er fornuftig og rolig med bolden, han er hovedstødsstærk, og han scorer mål. Der er i det hele taget en masse plusser, og så er han bare pisse-irriterende at spille imod med sin vinderattitude og sin styrke, siger Jacob Friis.
FC Midtjylland havde tre spillere i kåringens top fem. Frank Onyeka blev nummer tre og Alexander Scholz femmer. AGF's Casper Højer Nielsen blev nummer fire.
Se alle stemmer og Forårets Hold og læs et stort interview med Erik Sviatchenko i Tipsbladet, der er på gaden fredag.
Læs også:FC Midtjylland vil af med hjemvendt angriber
Læs også:Brøndby-boss om Ante Erceg: Ikke realistisk at købe ham ud af aftalen
Læs også:Disciplinærinstans afviser klage over Corlu-udvisning