Video : Tipsbladet
Superliga

Erfaren teenager: Mikkel Damsgaard ligger højt på velanset liste

Den danske offensivspiller Mikkel Damsgaard er at finde i top 10 over de mest erfarne teenagere i Europa.

Når man er ung, handler det om at gribe chancen, hvis man får den, og det må man i den grad sige, at Mikkel Damsgaard fra FC Nordsjælland gjorde, da han fik chancen.

Han var bare 17 år, da han fik Superliga-debut, og siden er han blevet fast mand på Farum-hold og kan nu fremvise hele 60 Superliga-kampe på cv'et.

Den erfaring er yderst værdifuld - både i forhold til udvikling og til et fremtidig salg. Man er ganske enkelt mere værd, når man som meget ung har spillet mange kampe.

Og at Damsgaard har meget erfaring som teenager, viser en opgørelse fra det analytiske site Football Observatory også.

Listen har man lavet for at finde ud af, hvilke teenagere der har mest erfaring i Europa.

Den toppes af Jadon Sancho, der ligesom Mikkel Damsgaard er fra år 2000, efterfulgt af Ryan Sessegnon fra Tottenham og Kik Pierie fra Ajax.

Danske Mikkel Damsgaard kommer ind på syvendepladsen, hvilket må siges at være imponerende. Imponerende er det også, at han ville ligge nummer to på listen, hvis man fjerner de fem største fodboldlande.

Kigger man kun på spillere fra 2001 og frem, er der to danskere på listen. Her ligger FC Nordsjællands Jacob Steen Christensen som nummer syv, mens Frederik Winther fra Lyngby er nummer 33.