Et flot fodboldår er slut for AGF.
2020 bød på klubbens første superligamedaljer siden 1997, og søndag sluttede aarhusianerne af med at tage sin tredje sejr i træk i landets bedste fodboldrække.
AaB blev på Ceres Park i Aarhus fejet af banen med en overbevisende præstation af AGF, som vandt 3-0.
Cheftræner David Nielsen var efter kampen klar med store roser.
- Det var fantastisk. Det var det, det handlede om for os: Vi skulle bare ud og tømme, alt hvad vi havde i os. Den måde, vi kører på fysisk og har en stærkt holdmentalitet, var en fornøjelse.
- Man kunne godt have frygtet, at vi var lidt trætte her til sidst (på året, red), men så finder vi årets bedste fodboldkamp frem til allersidst, så det var dejligt, siger David Nielsen til AGFTV.
Anderledes slukøret var AaB-backen Kristoffer Pallesen efter nederlaget.
Nordjyderne slutter året af med kun at have vundet en enkelt af deres sidste fem kampe i Superligaen og får dermed lidt at tænke over hen over vinterpausen.
- Man plejer jo at sige, når man laver sådan noget lort her, at der kommer en kamp til i weekenden, men det kan man ikke ligefrem sige, at der gør.
- Så den kommer til at sidde i os i et godt stykke tid, nok også hen over den 24., som ellers burde være en glædens dag, så den gør indtryk, siger Pallesen til Canal 9.
/ritzau/