Endelig: OB får topmoderne træningsfaciliteter
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Endelig: OB får topmoderne træningsfaciliteter

Håndværkerne kan snart indtage Ådalen og gå i gang med at forbedre faciliteterne for Superliga-klubben OB.

Med sin placering i den fyske Ådal råder OB måske over de smukkeste omgivelser i Superligaen, når det gælder klubbens træningsanlæg, men fynboerne råder med sikkerhed også over de mest umoderne og nedslidte faciliteter. 

Nu bliver der langt om længe gjort noget ved det problem.

Efter mange års tilløb meddeler OB fredag eftermiddag, at der er et nyt Superliga-hus på vej i Ådalen, som gør, at klubben fra 2020 vil råde over topmoderne faciliteter med blandt andre kontorer, omklædningsrum, fitness-lokale og taktikrum.

Alt sammen bliver fordelt på 817 m2 og to etager.

- Det nye superligahus har længe været en strategisk prioritet, og jeg tror, at jeg har arbejdet med opførelsen igennem de seneste fire år. Selve placeringen af superligahuset har været et af de store spørgsmål, men efter afklaringen med kommunen om etablering af nye kunstbaner i Ådalen og græsbaner på Falen har der ikke været tvivl om, hvor vi skal være. Det er derfor dejligt, at vi nu endelig kan præsentere planerne for det kommende hjem for Odenses superligatrup. Vi er nødt til at investere i fremtiden, og derfor har det også været nødvendigt at investere i nye faciliteter, siger sportsdirektør Jesper Hansen og fortsætter:

- Med gode faciliteter og omgivelser i dagligdagen forbedres spillernes mulighed for at præstere kamp efter kamp. Det bliver et fantastisk anlæg placeret som en perle centralt i byen. Her fastholder vi klubkulturen med amatørafdelingen, hvor hjertet virkelig banker for klubben. Herfra skal der lyde en stor ros til OB’s amatørafdeling, da projektet kun er lykkedes grundet et godt samarbejde med dem.

Fra sommeren 2020 vil OB også få råderet over yderligere to baner ved Røde Stjerne, så klubben i alt har fem baner til rådighed.