Video : Tipsbladet
Superliga

Én ting gider Neestrup ikke kommentere mere i 2024

Jacob Neestrup gider ikke kommentere fravalgte spillere mere i 2024, slår han fast.

FREDERIKSBERG (Tipsbladet): Et af forårets store emner i FC København har ikke så meget handlet om spillet på banen, men snarere om dem, der ser kampene fra bænken. Nemlig spillerne, der ikke spiller.

Først var det Roony Bardghji, der blev et samtaleemne, fordi han ikke fik spilletid i en håndfuld kampe. Senest har det været Jordan Larsson, der var helt ude af FC Københavns trup til søndagens kamp mod Lyngby Boldklub.

Nu sætter Jacob Neestrup foden ned. Han gider ikke kommentere det emne længere.

- Jeg har ikke flere kommentarer i 2024 til spillere, der ikke spiller i FC København. Det bliver overdramatiseret på et niveau, hvor jeg ikke kan kommentere det, svarer Jacob Neestrup til Tipsbladet og den fremmødte presse efter onsdagens træning på et spørgsmål om førnævnte Jordan Larsson.

- Ugen inden er det Roony. Ugen efter er det Jordan. I Silkeborg bliver jeg spurgt efter en 3-0-sejr, hvorfor [Khouma] Babacar ikke spiller, og om vores angriberproblemer, selvom vi er det mest scorende hold i halvandet år og i 2024.

- Jeg kan ikke stå og kommentere på det hver uge. Svaret er, at jeg stiller med de bedste spillere og dem, jeg mener er de rigtige på dagen. Der vil blive valgt spillere til og fra hver evig eneste gang - ligesom i alle andre klubber, vi rigtig gerne vil sammenligne os med.

- Vi har lige spillet mod en klub (Manchester City, red.), hvor Grealish og Doku var på bænken. Præmissen er den samme.

Artiklen fortsætter efter billedet... 

Jacob Neestrup. Foto: IMAGO

FC København-træneren fortæller også, at han vil være undrende, hvis gode spillere ikke er utilfredse med ikke at spille, og at det ikke er nogen nem lederopgave at skulle vælge og fravælge hver uge.

- Det siger sig selv, at det er en svær opgave. Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for at få alle spillere til at se meningen og formålet, og hvad vi spiller for.

- Ellers må jeg bare sige, at det er topprofessionelle fodboldspillere. Rigtig mange af dem har også fået meget fra FC København gennem mange år og elsker FC København og har et stort klubhjerte. Jeg ser spillere, der gør det bedste, de har lært, hver dag, siger Jacob Neestrup.

Jacob Neestrup og FC København møder i weekenden OB i den sidste runde af grundspillet.