Video : Tipsbladet
Superliga

Én sejr i 18 kampe: 'Han har stadig lang snor'

Med søndagens 2-0-nederlag til Sønderjyske må Lyngby Boldklub gå på vinterpause med seks point op til nedrykningsstregen, og i et interview med Tipsbladet vil klubbens fodboldchef Nicas Kjeldsen ikke lægge skjul på, at efterårssæsonen har været utilfredsstillende. Tiltroen til cheftræner Morten Karlsen er dog uændret, lyder den klare melding.

Én sejr i 18 kampe. 

Resultatmæssigt har det ikke været en god efterårssæson i Lyngby Boldklub, og i den nordsjællandske klub vil man heller ikke lægge skjul på, at det ikke er gået, som man havde håbet. 

- Nej, det har det da ikke. Vi er da ikke tilfredse. Vi ved jo godt, at vi skal slås for at være i den her række. Havde vi været lidt bedre på marginalerne og ligget lige over stregen, så havde vi været glade. Men nej, vi er da ikke tilfredse med pointhøsten, det er vi selvfølgelig ikke, siger Lyngby Boldklubs fodboldchef Nicas Kjeldsen til Tipsbladet. 

Hvad er det, der har manglet, udover at I næsten ikke har hentet nogle sejre?

- Der er jo mange ting. Hvis man skal sige det lidt forsimplet, så har vi jo lavet for få mål og for mange personlige fejl. Hvis man skal forsimple det sådan lidt i et svar, du kan bruge til noget, lyder det fra Nicas Kjeldsen, der ikke vil lægge skjul på, at situationen er bekymrende: 

- Ja, det er den. Vi havde en lang periode, hvor vi syntes, at vi var på vej i den rigtige retning. Og det synes vi stadigvæk, men det er klart, at du kan ikke være uheldig over tid. Så vi skal da bruge vinteren på at finde nogle flere procenter.

Det er fair at skyde på Karlsen, det er helt fair, men så skal man også skyde på mig og på spillerne og direktøren og så videre, ikke?

Nicas Kjeldsen
Fodboldchef, Lyngby Boldklub

Hvad giver dig troen på, at I er på vej i den rigtige retning?

- Det er hverdagen. Vi arbejder, som vi skal, med tingene, og vi har den fornemmelse i jargonen og i hverdagen og når vi kigger hinanden i øjnene, plus de ting, vi måler hinanden på. Der er stadig masser at hente, som vi bare skal have eksekveret på, men som ikke har været godt nok. Det ville være værre, hvis man ikke kunne se nogle ting, som vi kunne gøre bedre.

Efter søndagens 2-0-nederlag hjemme mod Sønderjyske slog Nicas Kjeldsen overfor Bold fast, at Morten Karlsen også er Lyngby-cheftræner til januar, selvom 'De Kongeblå' nu må holde jul med seks point op til nedrykningsstregen. Ifølge Nicas Kjeldsen er det på grund af det arbejde, der bliver lagt i hverdagen, at han ikke har valgt at trykke på knappen i forhold til at fyre træneren. 

- Ja, vi gør det sammen, det her. Vi er sammen den her gang. Det er fair at skyde på Karlsen, det er helt fair, men så skal man også skyde på mig og på spillerne og direktøren og så videre, ikke?

Hvad er det, du har set af positive ting fra Morten Karlsen, der giver dig tro på, at han er den rette til opgaven?

- Vi har jo prøvet lidt af hvert. Vi har både haft en vinter med en islandsk træner (Freyr Alexandersson, red.), hvor vi havde 16 point op til Horsens. Og sidste vinter, hvor vi havde seks point ned til stregen. I sidste ende bliver det jo afgjort på den sidste dag. Jeg prøver ikke at tegne et billede, der er for positivt, for vi har da gjort det svært for os selv ved at have seks point op til stregen før julepausen, siger Nicas Kjeldsen og fortsætter:

- Men vi synes, vi kan se, at vi arbejder den samme vej. Vi arbejder sammen og vi har den glød og den gnist og den proces, vi skal have. Ligesom vi kunne dengang, da vi ikke overvejede at fyre Freyr den vinter. Og som vi ikke kunne se sidste vinter, da vi havde Magne (Hoseth, red.). Der kunne vi se noget andet, og så handlede vi.

Hvor længe kan det her holde, når I ikke får resultaterne?

- Så længe vi synes, at det er en opadgående kurve. Det er jo en svær verden, det her, for i går (søndag, red.) var en våd klud i hovedet. En dårlig kamp. Men hvis jeg måtte fjerne den, så føler vi, at det er en opadgående kurve. Og så længe, det er det, så har vi lang snor. Når vi ser, at det går den forkerte vej, så har vi ikke ret lang snor, siger Nicas Kjeldsen. 

Så Morten Karlsen har stadig lang snor?

- Ja.

Lyngby tabte søndag med 2-0 til Sønderjyske på hjemmebane. Foto: Alamy

Tandløs offensiv
En væsentlig del af forklaringen på Lyngbys svære efterår skal nok findes i holdets offensiv, der ikke har været specielt farlig. 12 mål i 17 Superliga-kampe er det blevet til, og på den måde er det også oplagt at spørge Nicas Kjeldsen, om fodboldchefen selv er lykkedes i forhold til at finde en fuldgod erstatning for islandske Andri Gudjohnsen, der i sidste sæson scorede 13 mål i Superligaen for Lyngby, inden han i sommer blev solgt til belgiske Gent. 

- Det er det samme svar. Vi gør det sammen, det her. Jeg tror også, at jeg sagde det i sommer, at det ikke er muligt at erstatte Andri én til én. Jeg tror ikke, at Lyngby har haft en topscorer i Superligaen siden Miklos Molnar (i 1997, red.) - jeg ved godt, at Andri blev nummer to. Men den type har vi jo ikke, og den type finder vi ikke igen de næste par år. Sådan vil det være en gang imellem. Det er holdet, der skal lykkes med at score mål, siger Nicas Kjeldsen og fortsætter:

- Det forsimplede svar er jo, at vi scorer for få mål og laver for mange personlige fejl, men der er jo mange underliggende parametre, der ligger til grund for det, men det bliver måske bare lidt for langt.

Jeg prøver ikke at tegne et billede, der er for positivt, for vi har da gjort det svært for os selv ved at have seks point op til stregen før julepausen

Nicas Kjeldsen
Fodboldchef, Lyngby Boldklub

Lyngby havde søndag muligheden for at spille sig op på den rigtige side af nedrykningsstregen, da Morten Karlsens mandskab fik besøg af nedrykningsrivalen i Sønderjyske, men det endte med et skuffende 2-0-nederlag, der i stedet øgede afstanden op til stregen. I forlængelse af den kamp er det nærliggende at tænke, at sådan et resultat kan få en indvirkning på Lyngbys transferplaner til januar. 

- Det er en dårlig dag at svare på. Det er koldt, det regner og vi har lige tabt, ikke? Men nej, det gør det ikke. Vi har jo det budget, vi nu har. Det er sjovt nok også nummer 11. En ting er økonomien, men du skal jo også sælge et projekt til en spiller.

- Vi kommer til at være aktive på det her marked, hvis vi kan hive nogle spillere ind, der hæver kvaliteten i vores trup, og ellers gør vi ikke. Vi har masser af spillere, der har noget at gå på, i forhold til at ramme deres niveau. Det tror jeg er vigtigere end bare at hente noget ind til bredden. Men hvis vi får en mulighed for at hente noget kvalitet ind, vi ikke har, så er vi da også klar, lyder det fra Nicas Kjeldsen. 

Lyngby hentede sidste vinter David Jensen, der startede som førstemålmand, men i denne sæson er det Jonas Krumrey og især Jannich Storch, der har vogtet buret for Lyngby. 

- Det skal jo ikke handle om David isoleret set. Det skal handle om vores målmandsteam, og der er det da rigtigt, at der har vi nok én for meget, der gerne vil stå hver weekend, lyder det afslutningsvist fra Nicas Kjeldsen, der ikke vil afvise, at der kan komme en afgang på den position til januar. 

Lyngbys eneste sejr i denne sæson kom i hjemmekampen mod Vejle Boldklub i august, hvor man vandt 1-0. 

Derudover røg Morten Karlsens tropper også ud af DBU Pokalen i september, da man tabte med 4-1 til 2. divisionsklubben BK Frem.