En hyldest til min første fodboldkærlighed

– Der vil kun være tre fantastiske kvinder i dit liv. De kommer som de store boksere – en gang hvert tiende år.

Citatet er fra filmen A Bronx Tale, hvor mafiabossen Sonny forklarer den unge knægt Calogero, at det er med at gribe muligheden, når den byder sig. At han skal søge sin lykke og lytte til sit hjerte.

Filmen fra 1993 foregår i New York-bydelen Bronx i 1960'erne og skildrer forbudt kærlighed i en raceopdelt bydel. Selv om den intet har med fodbold at gøre, satte ideen om tre fantastiske personer alligevel sig fast i mit sind, da jeg var yngre.

Jeg blev overbevist om, at jeg kun ville få tre af de helt store oplevelser i fodbold. Tre oplevelser, der ville være så vilde, at jeg ville føle samme glæde, når spillerne scorede, og samme smerte, når de ikke lykkedes på banen. Spillere, som jeg senere i livet ville huske tilbage på og fortælle mine nærmeste om. Dem, man skulle på stadion for at se. Mine tre store fodboldkærligheder.

Her er historien om min første fodboldkærlighed, og hvordan jeg tog mig mod til at fortælle ham min hemmelighed.

Tipsbladet sætter denne vinter fokus på de 12 Superliga-klubber og fire af de største 1. divisionsklubber og de bedste udlændinge, de har rådet over i Superliga-æraen. Vi har udtaget 11 udlændinge, der udgør klubbens bedste udenlandske spillere i historien, og i denne artikel taler vi med en af dem, der er på Silkeborgs hold. Klik her og læs mere om Silkeborg IF's hold.

Der var han så, den lille offensivspiller, der ikke var meget højere end mig. Mindre end alle de andre, men han havde alligevel havde den største aura om sig. Han lyste op.

Smilet var ægte, men det var genertheden også, da den unge ghaneser i sit lidt for store og mørke jakkesæt kom ud af omklædningsrummet på bagsiden af det gamle Silkeborg Stadion. Han havde lige spillet kamp. Et jakkesæt, der i hvert fald ikke var skræddersyet til personen, men som han nok var trukket i uden at brokke sig over størrelsen på jakkesættet. Sådan var han. Ydmyg og glad.

Han smilede og skrev autografer, da en lille mørkhåret, teenager lagde en hånd på hans skulder og sagde ordene ”du er virkelig god” på engelsk. ”Thank you. Thank you”, lød det simple svar, efterfulgt af et forsøg på et større smil. Så skrev han flere autografer.

Legenden Godwin
Godwin Attram var Silkeborg IF's sjette Superliga-udlænding i historien, da han ankom i februar 2000, og han er ubetinget den, der har sat det største aftryk på mig.

Når han var bedst, svævede han rundt banen og spillede på et niveau, andre kun kunne drømme om at nå. Det var uden besvær. Fantasifuldt. Og vigtigst af alt med ubetinget glæde over at spille fodbold.

Kurt Thyboe sagde engang, at hvis to boksere virkelig var i stødet, kunne de gå sammen en aften og skabe en Goya eller en Rembrandt i ringens midte, og sådan føltes det også, når Godwin Attram var bedst. Sådan husker jeg det. Når han lykkedes, var aktionerne til en plads i Louvre ved siden af Mona Lisa. Det er en overromatisering, men jeg står ved den.

Godwin Attram scorer mod Viborg FF.

Godwin Attram var min første store fodboldkærlighed. Ham, der satte sig spor i mig. Ham jeg ofte husker tilbage på. Og ham, jeg har kæmpet i en noget tid på at få kontakt til, og som jeg vil erklære min fodboldkærlighed til. For han var god. Jeg vil fortælle ham, at han var særlig. At han, som blot var en af 22 aktører, var den, jeg tænkte på og drømte om at spille som. At han fyldte mig med ubetinget glæde, og at jeg selv i de dårlige kampe kunne finde glæde i hans spil.

Da den dengang bare 19-årige Godwin Attram kom til Silkeborg IF på en lejeaftale, skete det i forlængelse af, at Silkeborg IF og PSV Eindhoven med Frank Arnesen i spidsen havde indgået et klubsamarbejde.

Det var i kølvandet på vilde år i hollandsk fodbold, hvor PSV blandt andet havde fundet og solgt spillere som Romario og Ronaldo videre til spansk fodbold. Og man håbede på, at Godwin Attram ville være den næste.

Samarbejdet skabte aldrig for alvor de ønskede synergier mellem den hollandske og danske klub, og i dag huskes det måske nok mest af alt for en træningskamp i foråret 2002, hvor Ruud van Nistelrooy smadrede korsbåndet mod SIF, så hans skifte til Manchester United blev udsat og først kom på plads et år senere.

Men det gav altså Silkeborg lidt af en juvel, for den lille ghanesiske dribler var på mange måder en berigelse for fodbolden i Silkeborg.

Lejeaftalen kom også efter en meget svær tid for Godwin Attram. Det fortæller den nu 41-årige ghaneser i dag til Tipsbladet.

– Jeg kom til PSV som et stort talent, scoutet af Piet de Visser. De havde fået nys om, at jeg var et ghanesisk talent, de skulle se nærmere på. Og så hentede de mig til Holland. Da jeg kom til PSV, var der mange store stjerner i klubben. Jaap Stam, Phillip Cocu, Mark van Bommel og Ruud van Nistelrooy. Og de havde en karriereplan klar for mig: ”Godwin, du kan gøre som Ronaldo, du kan komme til Real Madrid eller Barcelona”. Det var deres vision for mig, siger Godwin Attram.

Men vejen til førsteholdsfodbold var besværlig for den lille ghaneser, der efter et par år i klubben rejste hjem for at spille et ungdoms-VM med Ghana. Efterfølgende fik han afslag på at komme tilbage til Holland. Han kunne ikke få opholdstilladelse og måtte tilbringe et år i Ghana med selvtræning og et sølle håb om at få karrieren tilbage på skinner.

Så traf man en beslutning om at lade det 19-årige stortalent komme ud og få noget spilletid. Sådan endte Godwin Attram i Silkeborg.

– Jeg pakkede tasken og kan bare huske, at det var iskoldt i Danmark. Da jeg kom, spillede førsteholdet kamp, så jeg trænede med andetholdet, men allerede dagen efter trænede jeg med førsteholdet og Benny Johansen. Jeg kan huske, at nogle var overrasket over, hvor fit jeg var, for jeg havde ikke spillet i et helt år. Men jeg havde trænet alt det, jeg kunne. Så skrev jeg under på lejeaftalen.

Når han ser tilbage i dag, var Silkeborg IF, tiden i Danmark og de 31 Superliga-kampe, der kastede fem scoringer af sig, nogle af højdepunkterne i karrieren.

– Jeg elsker virkelig Danmark. Det er et meget, meget smukt land, og jeg kan huske, at klubben var meget professionel, og der var gode spillere. Jeg var eneste udlænding i klubben, men de behandlede mig godt.

– At spille med Morten Bruun, der er en stor legende, var også en oplevelse. Og så må jeg ikke glemme mr. (Peder) Kristensen (Silkeborgs daværende direktør, red.), der gav mig lov til at bo i hans hus. Jeg havde alt. Og jeg lærte meget i Silkeborg. Det gav mig den rette mentalitet. Jeg sætter meget pris på mine dage i Danmark, fortæller Godwin Attram.

Han husker, at der var klare forskelle i måden, han plejede at spille på, og det var et kulturchok med det fysisk og taktiske spil.

– Det var meget taktisk. Jeg var jo en teknisk spiller, så når jeg var på bolden, var der ikke mange, der kunne tage den fra mig. Jeg ved, jeg var en rigtig god spiller, og jeg gav fansene, hvad de ville have. Jeg kunne godt lide at danse, når jeg scorede eller lagde op til et mål. Man skal huske at være glad, fodbold er også følelser, og det gælder om at udtrykke sig. Det kunne jeg godt lide. Og det ved jeg også, at fansene kunne. 

– Men Benny Johansen var en hård træner. Jeg kan huske, at vi efter træning skulle sprinte 50 meter fra den ene side til den anden, og så var der 45 sekunders pause, inden vi skulle sprinte igen. Efter hver træning!

Livet i Danmark
Ghaneseren spillede forårssæsonen i Silkeborg IF, og så forlængede man lejeaftalen i sommeren 2000 med et år. Godwin Attram var som noget af det sidste med til at vinde pokalturneringen med 4-1 over AB. En kamp, han dog ikke kom ind i. I øvrigt SIF's til dato eneste sejr i turneringen.

Siden fulgte Morten Bruuns testimonialkamp, som også endte med at blive Godwin Attrams sidste optræden i Silkeborg-trøjen.

Som den eneste udlænding i SIF-truppen på daværende tidspunkt havde det været nemt for Godwin Attram at lade sig påvirke af alle kulturforskellene, men i stedet valgte han det positive. Selv om der var  forskelle.

For eksempel drak han ikke alkohol. Og  SIF's daværende direktør, der altså havde Attram boende, havde tidligere jokende fortalt til B.T., at man bare skulle stille en kasse øl ned til Godwin Attram, hvis man ville være sikker på, at de ikke blev drukket.

– Ja, det er sandt. Han sagde også altid til mig: ”Godwin, skal du ikke ud og have noget at drikke?”, men jeg svarede altid nej. Det var ikke for mig, og det er det stadig den dag i dag ikke.

– Nogle gange sagde mr. Kristensen også til mig ”Godwin, du er altid på sofaen, kom nu ud lidt”. Men jeg var ikke så glad for at gå ud. Efter træning havde jeg det bedst indendørs. I weekenden tog jeg nogle gange til Ikast. Jeg blev venner med Razak Pimpong, der også var kommet frem i Great Olympics, og jeg hyggede mig meget med ham.

– Han var som min lillebror, og vi havde et fantastisk forhold, da vi var i Danmark. Som tiden går, mister man nogle gange kontakten, og sådan var det også med ham. Men jeg tænker, at han finder mig, hvis han kommer til Ghana. Vi havde det godt sammen, siger Godwin Attram, der ikke har været tilbage i Danmark siden opholdet i Silkeborg.

– Jeg håber på snart på at komme på besøg igen i Danmark. Det er 20 år siden! Jeg havde mit livs eventyr i Danmark.

Holdkammeraterne fra dengang har han også mistet kontakten med, men han husker dem. Peter Lassen var den sjove, og Godwin Attram griner længe, da han hører Lassens navn. Og så spørger han til angriberen, der kom til Bolton. ”Tømrer! Ja. Nå, han ejer en pub.”

Noget af det, Attram er ærgerlig over i dag, er, at han mistede kontakten med de gamle holdkammerater, for han følte sig godt tilpas i deres selskab. Og han håber på at få etableret en ny kontakt til sin gamle klub og venner.

En kærlighedserkæring
Den ghanesiske dribler nåede aldrig til Real Madrid eller Barcelona, men han skabte sig også et godt navn efter Silkeborg IF. Det blev til lidt færre landskampe, end han havde håbet på – ni i alt – men han fik en fin karriere efterfølgende i Nordafrika og Mellemøsten, inden karrieren sluttede i Great Olympics fra hjembyen Accra i Ghana, hvor han også bor i dag. Efter SIF-tiden fik han ikke opholdstilladelse i Holland, og så blev beslutningen om at forlade Europa taget.

At få fat på Godwin Attram var ikke nemt, men det lykkedes at få et telefonnummer fra det ghanesiske fodboldforbunds pressechef, Henry Asante-Twum. Han havde talt med Attram og fortalt, at en dansk journalist havde kontaktet ham. Og Attram ville altså gerne fortælle sin historie.

– Jeg var meget overrasket, da jeg hørte, at en dansk journalist ville tale med mig. Jeg var i Schweiz hos FC Basel med en af mine akademister. ”Oh wow”, sagde jeg. Det var dejligt for mig at høre, at nogle i Danmark husker mig. Jeg var beæret over, at du, mr. Jensen, ville tale med mig.

Jeg kan sige med sikkerhed, Godwin, at æren er min. Du var og er min første fodboldkærlighed. Det var som poesi, når du spillede. Du udtrykte dig selv, som ingen andre udtrykte sig i Silkeborg. Det var kunst og poesi på samme tid. Som et smukt og abstrakt maleri. Jeg har drømt om at lave et interview med dig i mange år. Du satte et stort aftryk på mig, og jeg gik  glad hjem fra dine fodboldkampe. Jeg var 15-16 år og ville spille som dig. Drible som dig. Være som dig. Du udtrykte dig på en måde, jeg har den største respekt for.

– Thank you very much, thank you very much.

Jeg savner virkelig også at se highlights af dig fra Danmark. Dem kan jeg desværre ikke finde noget sted, men det var en nydelse at se dig spille fodbold, og jeg ville ønske, at næste generation også kunne se det.

– Tiden er jo anderledes nu i forhold til dengang. Måske var det også lidt problemet for mig, for jeg skabte mig et navn i Danmark, og måske burde jeg have nået endnu mere. Og spillet flere kampe for ”Black Stars”. Man kan jo ikke finde highlights i dag, og der var ingen sociale medier dengang. Det er ikke som nu. Jeg gider dog ikke sociale medier, og det er kun mit akademi, der har sociale kontoer. Men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan vise mine akademidrenge, at jeg spillede og leverede i Danmark. Jeg ville gerne vise dem, hvordan jeg spillede dengang, og at jeg var god.

Det var altid en fornøjelse at se dig spille, men nogle gange tænker jeg, at det måske kunne være blevet til mere med karrieren.

– Man ved aldrig, hvad der kunne være sket. Jeg ved, at jeg var kommet på et noget højere niveau, hvis jeg havde haft muligheden for at være i PSV og træne med de mange gode spillere. For jeg havde mentaliteten til det. Det var også derfor, at PSV tog sig så godt af mig og betalte mig løn, selv om jeg var et helt år i Ghana. De vidste, jeg kunne nå noget stort i fremtiden. Jeg tror jo meget på gud, og at det er gud, der skaber ens skæbne. Og gud har bragt mig til, hvor jeg er i dag. Det er jeg taknemmelig for. Og jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der har hjulpet mig i fodbolden.

Fortryder du noget i din fodbold?

– Jeg har aldrig sagt, at jeg fortryder noget. I fodbold handler det om at skabe sig et navn, og det handlede for mig om at blive noget. Jeg har ingen fortrydelser, for jeg kom til Mellemøsten og blev et stort navn. Jeg arbejder stadig i fodbold, og jeg er en god træner i dag. Jeg får gode spillere til Europa. Jeg føler mig opfyldt af guds nåde for, at jeg var i stand til at arbejde i fodbolden. Mit navn er Godwin, og det betyder jo gud vinder.

At hylde sine helte
I dag bor og arbejder Godwin Atrram i Ghanas hovedstad Accra. Han driver fodboldakademiet Attram De Visser Soccer Academy, hvor håbet er at hjælpe unge og håbefulde spillere med at udleve fodbolddrømmen. Og rundt om den bane, han har fået bygget til akademiet i Accra, er der udsmykning fra Godwin Attrams egen karrieren. Syn for sagen. Billeder fra tiden i Silkeborg og flere af de andre steder, Godwin Attram spillede sin karriere. Foruden akademiarbejdet er han også fortsat en del af trænerstaben i det ghanesiske fodboldforbund.

– Der hænger blandt andet et billede fra dengang, hvor jeg blev man of the match mod AB og scorede mit første mål for Silkeborg.

– Det er vigtigt for mig at vise de unge mennesker, at de kan få succes, og at tingene kan lade sig gøre. Det lykkedes for mig, og det vil jeg gerne vise dem. De skal arbejde hårdt, og så kan det lykkes, siger Godwin Attram, der i fremtiden drømmer om en trænerkarriere i udlandet.

Lykkedes gjorde Godwin Attram i Danmark. Måske fik han ikke sat det kæmpe aftryk, talentet viste prøver på, men han formåede at præge nogle af os, der fulgte ham og SIF tæt. Måske var det en stor fordel, at han spillede på et tidspunkt, hvor ikke alle aktioner blev lagt ud på sociale medier eller gemt på videoklip. For så er det nemmere at glemme det dårlige og dyrke det smukke og det unikke. Det, der skaber vores helte. Det, der gjorde Godwin Attram til min helt.

Det var mig, der dengang for lidt mere end 20 år siden lagde hånden på Godwin Attrams skulder og sagde ”you're really good.” Det mente jeg. Og det mener jeg også den dag i dag.

Og derfor talte jeg med Godwin Attram for at hylde ham. For at fortælle ham, at han gav mig store oplevelser. Fordi vi skal sige hylde dem, der har gjort noget særligt. Dem, der er vores helte. Dem vi elsker.

Tak, Godwin Attram.

Godwin Attram har til Tipsbladet sendt dette billede fra banen på Attram De Visser Soccer Academy i Accra, Ghana. Rundt om banen hænger der billeder, primært fra Attrams egen karriere. De billeder skal motivere håbefulde akademister og inspirere. Det er muligt at opnå drømmen, hvis man arbejder hårdt. Det er Godwin Attrams egen karriere et bevis på. Billedet på billedet er taget, efter Godwin Attram blev matchvinder i opgøret mod AB i 2000. Det var hans første mål for SIF. Målet kan du se i videoen øverst til denne artikel.