Emil Larsen ude i otte uger med knæskade
Illustration
Superliga

Emil Larsen ude i otte uger med knæskade

Emil Larsen går glip af OB's første kampe i forårssæsonen efter en operation i knæet. 

OB må undvære klubbens største profil i begyndelsen af forårsæsonen, idet offensivspilleren Emil Larsen kommer til at sidde ude i omkring otte uger efter en operation i højre knæ. 

Emil Larsen har siden lørdag været ude af OB’s træning på grund af et vrid i knæet, og det har nu vist sig, at menisken er blevet beskadiget, så en operation har været nødvendig. Derfor har spilleren været gennem en operation hos specialisten Uffe Jørgensen. 

- Der er tale om en menisklæsion i knæet, og det er i og for sig en ganske normal skade, som kunne ramme enhver spiller. Vi har derfor opereret menisken, og vi har i samme forbindelse konstateret, at knæet i øvrigt ser fint ud, siger specialist Uffe Jørgensen.

Hvis genoptræningen går som planlagt, kan det forventes, at Emil Larsen er tilbage for fulde omdrejninger om otte uger.

Netop Emil Larsens højre knæ blev genstand for stor opmærksomhed i sommer, da et forestående klubskifte til Brøndby gik i vasken oven på et lægetjek. Brøndby fremhævede siden hen risikoen for en knæskade som årsagen til, at man ikke ville skrive kontrakt med spilleren. 

Efterfølgende spillede Emil Larsen en forrygende efterårssæson for OB, hvor han fik fuld spilletid i samtlige minutter og kom med på landsholdet.