Ekstatisk AGF-boss: Det Vilde Vesten er åbent igen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ekstatisk AGF-boss: Det Vilde Vesten er åbent igen

AGF-træner David Nielsen glæder sig til, at Superligaen vender tilbage.

Transfervinduet lukker på mandag, og dagen efter er Superligaen tilbage. AGF får fornøjelsen af at komme i kamp allerede tirsdag, når holdet møder Vejle Boldklub på udebane.

Det glæder David Nielsen sig til. Efter fire testkampe i løbet af januar er der snart point på spil igen, og om en håndfuld måneder ved vi, hvem der bliver dansk mester, og hvem der rykker ned.

- Jeg glæder mig bare, til vi skal i gang med at spille om tre point. Det bliver fedt. Det bliver lige så vildt som altid. Det Vilde Vesten er åbent igen, siger AGF's cheftræner til Tipsbladet.

Onsdag var AGF-træneren en tur i hovedstaden med sit mandskab, der mødte FC København i en testkamp af tre gange 45 minutter. Århusianerne blev skilt ad og tabte 1-6 mod en vanskelig modstander, og vanskelige modstandere har været et tema for AGF i opstarten. Foruden FCK har holdet mødt Viborg FF, FC Midtjylland og Brøndby IF.

- Vi har fået det maksimale ud af det. Vi var heldige at få nogle gode modstandere, så vi kunne blive trukket op i gear. Det var det, det hele handlede om. Det er vi lykkedes med, og det er jeg rigtig glad for, siger David Nielsen og tilføjer:

- Vi ved, hvordan vi skal spille. Nu handler det bare om at bringe kvaliteten ind og sørge for, at vi er skarpe. Vi ved, der er flere relationelle ting, vi skal gøre bedre rent offensivt. Men lige nu er vi godt tilfredse. Det har handlet om at gøre spillerne fysisk klar til det her.

- Det vigtigste er, at alle forstår grundprincipperne. Det har været fokus. Det er ikke sådan, at vi har fundet en ny bog frem og skal bygge et ekstra lag på. Vi skal bevare det, vi er. Det har vi mere end rigeligt at gøre med.

Du kan læse en reportage fra onsdagens testkamp mellem FC København og AGF i Tipsbladet, som er på gaden i dag, fredag. I avisen får du også et stort interview med Brøndbys Morten Frendrup, et blik på FC Midtjyllands historik som tophold ved vinterpausen, en status på hvor meget spilletid de unge talenter får i Superliga-klubberne - og meget, meget mere. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet.

Du kan også få et abonnement på fredagsavisen - læs mere her.