Video : Tipsbladet
Superliga

Eksperter: Juventus gambler med eksperimentet Pirlo

Det er ansættelsen af en fortælling, når Juventus har valgt Andrea Pirlo som træner, mener Morten Bruun. Jens Bangsbo vurderer, at Pirlo vil få lang snor.

Flere storklubber har succes med at ansætte tidligere klublegender som cheftrænere.

De bedste eksempler i nyere tid er Zinedine Zidane i Real Madrid og Pep Guardiola i Barcelona, mens Chelsea, Manchester United og Arsenal har ansat henholdsvis Frank Lampard, Ole Gunnar Solskjær og Mikel Arteta.

Juventus, der indleder Serie A-sæsonen søndag, satser på sin tidligere storspiller Andrea Pirlo, som uden trænererfaring overtager sædet efter fyrede Maurizio Sarri.

Morten Bruun, der er ekspert hos Discovery, har lagt mærke til tendensen i moderne topfodbold.

- Man ansætter en fortælling om den klub, hvor den person har spillet en meget stor rolle som spiller. Og alt andet lige er det et signal, som alle, der holder med den klub, kan lide.

- Der er ingen i Juventus, der vil tænke om personen Andrea Pirlo, at det var godt nok vanvittigt at ansætte ham, siger Morten Bruun.

Alligevel er ansættelsen af Pirlo, som blot nåede ni dage som træner for Juventus' U23-hold, mere vovet end nogle af de øvrige legender, som blev cheftrænere med mere erfaring.

- Juventus gambler på selve trænerdelen. Om Pirlo er en god træner, ved vi ikke noget om. Umiddelbart er det den største gambling af de her personer, siger Morten Bruun.

Han peger på, at der er forskel på at have været ansat en uge som U23-træner og på Zidane og Guardiola, som trods alt havde trænet et B-hold i henholdsvis Real Madrid og Barcelona.

Tålmodigheden med Pirlo vil derfor være større, vurderer Morten Bruun.

- Jeg tror, at snoren er markant længere. Der vil være større tålmodighed med Pirlo. Hvem er lige den første fan, der skal pifte af ham?

- Hvis man er en dygtig leder og har en bred trænerstab, behøver man måske ikke så meget faglighed. Hvis ellers man har personlighed til at brænde igennem over for spillere og offentlighed, siger Morten Bruun.

Han prøvede noget tilsvarende i sin karriere, da han uden erfaring blev ansat som træner i Silkeborg, hvor han spillede i årene 1988-2001.

Han mærkede forskellen fra sin legendestatus i Silkeborg til en anderledes uropræget trænertid i Sønderjyske.

- Jeg har haft to trænerjob, og i det ene følte jeg nærmest, at jeg havde ubegrænset kredit. I det andet følte jeg, at jeg havde meget begrænset kredit.

- Jeg var i hvert fald ikke nogen klublegende i Sønderjyske. Jeg følte ubetinget, at jeg havde langt større kredit i spillertruppen i Silkeborg.

- Du kender kommandovejene i klubben, og du ved, hvem du skal gå til i bestyrelsen, hvis du skal have ændret nogle ting. Du ved også, hvem du ikke skal gå til, husker Bruun.

Jens Bangsbo, der tidligere har været assistenttræner i Juventus og i dag er teknisk træner på deltid i Atalanta, vurderer, at Pirlo bliver respekteret i omklædningsrummet i Juventus

- Han er en ung træner, som ikke har nogen som helst erfaring, og derfor vil alle bakke op omkring ham.

- Han vil ikke få udfordringer med spillere, der kunne finde på at skeje ud, for systemet i Juventus er, at man indordner sig.

- Han kan få udfordringer, hvis det ikke fungerer, så vil man kunne stille spørgsmål ved hans trænerevner. Men han vil ikke have problemer med at styre gruppen, vurderer Bangsbo.

I sine mange år i italiensk fodbold har Bangsbo flere gang mødt og talt med Pirlo.

- Han er en ekstremt venlig person, meget vellidt i de omgivelser, han er i. Han optræder altid eksemplarisk, som han også gjorde på fodboldbanen, siger Bangsbo.

Ifølge idrætsprofessoren ved alle i Juventus, at det er et eksperiment, man er gået ind i med Pirlo.

Derfor vil han blive støttet ekstra meget af rutinerede og tidligere holdkammerater som Gianluigi Buffon, Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini.

- Han har nogle erfarne rotter i sine gamle medspillere i Buffon, Bonucci og Chiellini, og de har styr på omklædningsrummet og vil hjælpe og støtte Pirlo hele vejen igennem.

- Men hvis resultaterne ikke kommer, så vil man skulle handle på det på et tidspunkt, siger Bangsbo.

Juventus åbner sin Serie A-sæson hjemme mod Sampdoria søndag aften klokken 20.45.

/ritzau/