Video : Tipsbladet
Superliga

Ekspert i tvivl om Sisto: Er hans hoved det rigtige sted?

Pione Sisto kan blive Superligaens bedste spiller, hvis han får arbejdet med det mentale, mener ekspert.

Pione Sisto er mandag blevet præsenteret som ny spiller i FC Midtjylland.

Umiddelbart ligner det et scoop af de forsvarende danske mestre at have hentet den 25-årige fløjspiller hjem til Danmark, mener fodboldekspert hos Discovery Networks Mikkel Bischoff.

- Man må sige, at Pione Sisto er et kæmpe indkøb, også hvis man ser på det historisk i Superligaen. Hvis han spiller op til sit bedste, er han Superligaens bedste spiller, siger han.

Han sætter dog spørgsmålstegn ved, om Sisto er, hvor han skal være mentalt.

- Jeg tænker ikke, han er en dårligere spiller end tidligere. Det er mere, om hans hoved er det rigtige sted, og om han er rådgivet af de rigtige mennesker.

- Jeg kan godt tvivle på, om han har truffet for mange forkerte beslutninger, til, at han mentalt kommer op på samme niveau, som han var på tidligere, siger Mikkel Bischoff.

Han nævner blandt andet episoden i starten af coronakrisen, hvor Pione Sisto kørte hjem til Danmark uden at have fået lov til det af sin spanske klub, Celta Vigo.

I maj sagde Pione Sisto i et stort interview med Politiken, at han til VM i 2018 ikke havde været glad, men snarere deprimeret.

- Det viser en spiller, som mentalt har haft svært ved at håndtere presset og folks forventninger. Og som bliver påvirket af det inde på banen også.

- Men det var en god ting, han åbnede op om det. Det kan måske hjælpe ham med at komme over det, vurderer Mikkel Bischoff.

Med hensyn til Sistos unge alder, ser fodboldeksperten ingen problemer ved, at Sisto allerede er vendt hjem til Danmark igen.

-Det er en udmærket alder. Han kan blive solgt til udlandet efter en eller to gode sæsoner uden at være for gammel, siger han.

Mikkel Bischoff tror dog, der kan gå op mod et halvt år, før man kommer til at se Pione Sisto i allerhøjeste gear.

- Jeg tror ikke, han er i startopstillingen, når ligaen starter, men det betyder ikke, at han ikke kan lave et indhop på 30-45 minutter, siger han.

Skulle Pione Sisto finde sit tidligere topniveau, kan det meget vel betyde et comeback til landsholdet også.

- Jeg tror, han vil passe rigtig godt ind i Hjulmands måde at spille fodbold på.

- Han er en anden type, end de fløjspillere vi har lige nu. Hvis han kommer op i højeste gear, tror jeg, at han er meget interessant for landsholdet, siger Mikkel Bischoff.

Danskeren har skrevet under på en fire-årig kontrakt og får nummer syv hos de danske mestre.

/ritzau/