Video : Tipsbladet
Superliga

Ekspert: Roony-skade giver næppe økonomisk tab

Ifølge sportsøkonom får Roony Bardghjis alvorlige knæskade næppe en stor økonomisk betydning for FC København.

Roony Bardghji står overfor en lang skadespause, efter at det unge FC København-stortalent pådrog sig en alvorlig knæskade under torsdagens træning. 

De flotte præstationer især i efteråret har medført stor interesse fra udenlandske storklubber, men i den næste lange periode står den nu desværre i stedet på genoptræning for den 18-årige svensker. 

Udover de personlige konsekvenser for Roony Bardghji er den alvorlige skade selvsagt også en streg i regningen for FC København, idet mestrene nu ikke kan sælge den eftertragtede kantspiller for et stort beløb til sommer. 

Men en decideret økonomisk katastrofe er der næppe tale om for FC København. Sådan lyder vurderingen fra Jesper Jørgensen, der er sportsøkonom ved Deloitte, da Tipsbladet beder ham vurdere, hvor stort et økonomisk tab, som FC København kan ende med som konsekvens af Roony Bardghjis skade. 

- Ikke noget. Det er jo bare et spørgsmål om, hvorvidt han bliver solgt det ene eller det andet år. Det er selvfølgelig sagt under forudsætning af, at han kommer tilbage til det niveau, han er på, og at hans kontrakt ikke udløber i 2025, for så kan han jo smutte gratis. Såvidt jeg kan huske, udløber den i 2025. Det er den risiko, der er i det. Hvis han kommer tilbage på det samme niveau, så er det bare en forskydning af, hvornår pengene falder på ham, siger Jesper Jørgensen til Tipsbladet. 

Roony Bardghjis kontrakt udløber ved udgangen af 2025, så det kan vel godt sætte FC København i en sårbar position, hvis han først kommer tilbage et halvt år før kontraktudløb?

- Jo, det kan du sige, men det ville ikke undre mig, hvis der kommer en kontraktforlængelse under skadesperioden. For han skal trods alt også genoptræne og komme i form igen, så jeg tror ikke, at det vil være i hans interesse at sidde og vente. 

-  Så tror jeg ikke, at han får meget opbakning fra FCK til at blive klar igen (hvis han ikke forlænger, red.). Det tror jeg, at de har en fælles interesse i. Det duer jo heller ikke at starte i en ny klub efter en alvorlig skade. Det vil være et stort sats, både for ham personligt og for den klub, uanset hvor rask han så måtte være den dag, han rejser, hvis han ikke har fået kamptræning inden da. 

- Det er selvfølgelig brandærgerligt, hvis man nu kunne have skudt have ham af til sommer, men det må de så vente et år eller to med, siger Jesper Jørgensen. 

Så den korte konklusion er, at det næppe bliver til et større økonomisk tab for FC København?

- Nej, nej. Så skal det være fordi, at han slet ikke kommer tilbage til sit gamle niveau igen efterfølgende. Men han er jo stadig ung og frisk. Han er jo ikke fysisk slidt, som han kunne være, hvis han var 10 år ældre, og hvor det kunne være sværere at komme tilbage igen, lyder det afslutningsvist fra FC København. 

Roony Bardghji har i denne sæson scoret 10 mål i 36 kampe for FC København.