Når Superliga-holdene endelig kan spille kampe igen, bliver de presset af tiden, for de skal nå at afvikle 12 spillerunder i løbet af sommeren. Men de nuværende planer om kun at give holdene 10-14 dage med rigtig fodboldtræning inden kampene duer ikke, siger idrætsforsker til Jyllands-Posten.
Lige nu håber Divisionsforeningen, som står for driften af Superligaen, at holdene kan spille kampe fra slutningen af maj. Det afhænger dog af, at det kan gøres forsvarligt i samråd med myndighederne.
Men står det til Lars Bojsen Michalsik, der er idrætsforsker, og som har skrevet sin ph.d.-afhandling om de fysiske krav i eliteboldspil, er det ikke nok med to ugers forberedelse.
Læs også:Silkeborg holder spillerne på træningsbanen: Vi tror på vores chance
- Det undrer mig, at man kan operere ud fra en plan om kun to ugers opstartstræning. Det er ikke i nærheden af at være rimeligt og forsvarligt ud fra et fysiologisk synspunkt. Spillerne træner væsentligt mindre og med mindre intensitet, så det er uforsvarligt over for spillernes helbred, siger han til Jyllands-Posten.
Avisen har dog også talt med Thue Kvorning, sportsfysiolog hos Team Danmark, som kalder det "et udmærket kompromis". Han tilføjer dog, at hvis man udelukkende skulle tilgode se spillernes fysisk, er to uger i underkanten.
Læs også:Superliga-keeper om uvant coronapause: Det mentale er det sværeste
Også spillernes egen fagforening, Spillerforeningen, er kritisk over for planen om de to ugers træning.
- Spillerne ved godt, at det er en anderledes situation, hvor man skal få tingene til at virke. Men som udgangspunkt hører jeg fra spillerne, at man ønsker en opstartstræning, der er så lang som mulig i forhold til, at vi har at gøre med spillere, der ikke har haft den sædvanlige fodboldtræning i op til to måneder. Ti til 14 dage er måske lige i den korte ende, vil jeg sige, sagde chef for spillerrådgivning, Thomas Lindrup, til tipsbladet.dk, tidligere på ugen.
Nogle af Superliga-klubberne træner også nu på græs, men i små grupper og uden nærkontakt. Der skal således altid være mindst to meters mellemrum.
Læs også:Corona-krise: Pengestærk by giver AGF transfermuskler
Læs også:FCN tilbage på træningsbanen: Det er næsten som at være på fodboldskole igen
Læs også:Superliga-træner frygter for skader: De tackler jo ikke nogen