Ekspert om FCK's rekordindkøb: Han har været smertefuldt ordinær
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ekspert om FCK's rekordindkøb: Han har været smertefuldt ordinær

Pep Biel har indtil videre været en stor skuffelse i FC København, og fodboldekspert Morten Bruun lægger heller ikke skjul på, at spanieren har skuffet ham enormt indtil videre.

FC København hentede i sommerens transfervindue den 23-årige spanier Pep Biel i Real Zaragoza for et beløb, der kan ende på over 37 millioner kroner, hvis diverse klausuler bliver indfriet undervejs. Et historisk stort indkøb i FC København og i dansk fodbold.

Og foreløbig har Pep Biel overhovedet ikke givet smæk for skillingen.

Spanieren jagter fortsat sit første mål for FC København, og mange vil mene, at han også jagter sin første gode præstation. Det var især bemærkelsesværdigt, da FCK-manager Ståle Solbakken helt så bort fra Pep Biel i truppen til topkampen mod FC Midtjylland den 22. september. 

Det studsede Morten Bruun, der er fodboldkommentator hos Discovery Networks, også over, og han er én i rækken af personer, der mildt sagt ikke er imponeret over det spanske storindkøb.

- Når jeg kigger på hans CV, må jeg konstatere, at FCK må have set noget, der ikke står på hans CV. Jeg har i hvert fald ikke kunnet få øje på noget, der overbeviser mig om, at han skulle være så mange penge værd. Man håbede jo lidt, at han ville komme som en usleben diamant, men sådan har det bestemt ikke set ud indtil videre. Han har været smertefuldt ordinær, siger Morten Bruun til tipsbladet.dk.

Læs også:Bendtner nærmer sig startplads: Banker på til mere spilletid

Spiller ikke på favoritpositionen i FC København
Tipsbladet bragte fredag et stort interview med Pep Biel, og her gav spanieren selv sit syn på, hvorfor starten i FC København har været vanskelig. Det var især værd at bemærke, at Pep Biel gav udtryk for, at Ståle Solbakken ikke bruger ham på sin favoritposition som 10'er.

- Jeg er en offensiv spiller, der har det bedst i mellemrummet. Som mediapunta kan jeg lægge den sidste aflevering. Og så kan jeg også godt selv komme i feltet og blive farlig og har et godt spark.

- Jeg har også spillet en del på højrekanten før, men så har det altid været meningen, at jeg kan trække ind centralt og lade backen sikre bredden. Det er meget nyt for mig, at jeg nu har så mange defensive pligter, når jeg spiller højre midtbane i FCK. Det har jeg ikke været vant til før. Så det kræver noget af mig at lære det, og at jeg både skal være i stand til at forsvare og angribe, lød det fra Pep Biel.

Den udtalelse studsede Morten Bruun også over, da han læste interviewet.

- Da jeg læste det, rystede jeg på hovedet af både den ene og den anden. Hvis ét hold spiller uden 10'er, så er det da FC København. Undtagelsen er selvfølgelig, hvis der er tale om en helt ekstraordinært god spiller, som man så med Jesper Grønkjær, men jeg kan ikke se, at der er en eller anden stor 10'er-plan med Pep Biel i FCK. Jeg forstod ikke rigtigt den udtalelse, men det må være et forsøg på at købe sig tid, lyder det fra Morten Bruun.

Læs også:Optakt: Malmö FF - FC København

Både FCK og Pep Biel har slået på tromme for, at spanieren skal bruge tid på at vænne sig til de helt nye omgivelser og et nyt sprog i et fremmed land, og det argument køber Morten Bruun delvist.

Han fastslår imidlertid, at det også er en plade, der passer FCK godt i situationen.

- Det kan være en omvæltning at komme fra Spanien til Danmark, og det er jo også rigtigt nok, at de fleste udenlandske spillere er bedre efter et halvt år, end efter 14 dage, men det er altså ikke alle spillere, der behøver denne tilpasning. Det er en måde at købe sig tid på, når man giver udtryk for sådan noget, og det har jo også været den markant dårligste historie for FC København i denne sæson, siger Morten Bruun.

Morten Bruun skal torsdag aften kommentere opgøret mellem Malmö FF og FC København, og her er Pep Biel udtaget til truppen. Bruun lægger dog ikke skjul på, at han ikke har mange noter nedskrevet om spanieren. 

- Han har ikke fyldt meget i mine forberedelser til denne kamp, for jeg tror ikke, han bliver en del af den. Han er jo ikke en nøglespiller i FC København overhovedet, lyder det fra Morten Bruun.

Der er kickoff mellem Malmö FF og FC København klokken 21.00. 

Læs også:Malmö-dansker vil udfordre FCK's magtposition

Læs også:FC København-stjernens svære start: Alt gik galt - jeg følte mig skyldig

Læs også:Både Stage og Fischer er med i truppen til Malmö-kampen