I anden halvdel af august stod det klart, at Olympique Lyon meget gerne ville have Ernest Nuamah fra FC Nordsjælland.
Cirka 10 dage før transferdeadline stod det klart, at ghaneseren ville havne i den franske storklub for et rekordbeløb, men hvad ingen uden for en snæver kreds vidste før rygter sivede ud om aftenen 29. august, var, at Nuamah 30. august ville skifte til Lyon med belgiske Molenbeek som mellemstation.
Medier i Frankrig, Belgien og Danmark og mange parter i fodboldverdenen studsede meget over skiftet, der på papiret opfylder flere kriterier på FIFA's beskrivelse af en såkaldt bridge transfer, en spillerhandel mellem to klubber via en tredje klub, der er udtrykkeligt forbudt.
Ligner omgåelse
Om der er tale om en bridge transfer er op til FIFA og de nationale fodboldmyndigheder i Danmark, Belgien og Frankrig at undersøge og afgøre.
Lyons ejer John Textor har i et åbent brev sagt, at handlen er sket i fuld overensstemmelse med franske regler, og Molenbeek vil blive holdt skadesfri, da Nuamah efter sin lejeaftale fra Molenbeek til Lyon i denne sæson er sikret et permanent skifte til Lyon næste sommer via en købsforpligtelse som Lyon har påtaget sig.
Tipsbladet har vendt sagen med en ekspert i sportsjura, og der er flere elementer, der bør bekymre de involverede parter.
"Hvis Lyon også allerede nu havde et forbud mod at indgå transfers i 2024, ville deres købspligt med Molenbeek være ulovlig. Det lugter af, at der har siddet jurister og set på, hvornår man kan få ham ind på en transfer. Man skal være varsom med at sige, at det er en omgåelse af reglerne, hvis de franske myndigheder har accepteret, at han måtte komme ind på en lejeaftale," siger Jens Evald, der er professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, til Tipsbladet.
"Men det har nogle karakteristika, der får det til at ligne en omgåelse. Det største problem kan vise sig at være, at Lyon har forpligtet sig til et køb i næste sæson, og det kræver jo så, at man får løst de økonomiske problemer, der førte til forbuddet mod at indgå transfers her i 2023, og at klubben ikke igen bliver ramt af et lignende forbud i 2024. Det er en potentiel bombe, der ligger og lurer i Lyon, og det virker risikabelt, at man ikke som i andre virksomheder først løser problemerne, før man giver sig til at indgå dyre aftaler," siger Jens Evald.
Lyons økonomiske problemer
At Lyon ikke kunne hente Ernest Nuamah direkte men måtte have ham solgt til Molenbeek og omgående lejet til Lyon hænger sammen med, at den franske licensmyndighed havde lagt kraftige restriktioner på Lyons transferaktiviteter denne sommer.
Det har John Textor været ekstremt utilfreds med, mens den franske licensmyndighed DNCG omvendt truede Lyon med tvangsnedrykning til Ligue 2 tilbage i juli før sæsonstarten i fransk fodbold.
"Som nævnt synes jeg, det har nogle karakteristika, der minder om en omgåelse, og at man løber en risiko ved at forpligte sig til et dyrt køb i 2024, uden at der er nogen garanti for, at de økonomiske problemer i klubben er løst. Hvad sker der, hvis de franske myndigheder vælger at forlænge restriktionerne på Lyons transfers, hvordan har Lyon så tænkt sig at opfylde købsforpligtelsen overfor Molenbeek," spørger Jens Evald.
Hvad med Molenbeek?
I Belgien har transferen også vakt opsigt.
I første omgang lod det ifølge Tipsbladets oplysninger til, at John Textor ville foretage transferen via Molenbeek uden at oplyse offentligheden om manøvren.
Det havde utvivlsomt givet endnu mere opmærksomhed, når den konstruktion var kommet offentligheden for øre.
Men Molenbeeks position er også værd at overveje, mener Jens Evald.
Klubben rykkede denne sommer op i bedste række i Belgien, og med tanke på, at klubbens hidtidige transferrekord var på omkring tre millioner euro, lidt over 20 millioner kroner, sat en måned før Nuamah-transferen, virker en transfer til omkring 200 millioner kroner ekstremt dyr.
Også i Belgien har den 'hemmelige' transfer, Molenbeeks ledelse ikke offentligt har udtalt sig om, vakt stor opsigt i medier og blandt andre klubber, og et af de spørgsmål, man i fodboldverdenen ifølge Jens Evald bør stille sig selv, er hvordan prisen hænger sammen med de licenskrav, Molenbeek selv skal leve op til i Belgien.
"En anden interessant historie er, hvordan Molenbeek som oprykker i Belgien har råd til at købe Ernest Nuamah. John Textor har råd, men hvordan kan Molenbeek fremvise et regnskab, der bliver godkendt i forhold til licensreglerne i Belgien, når man har betalt omkring 200 millioner kroner for Ernest Nuamah," spørger Jens Evald.
Olympique Lyon har fået en svær begyndelse på sæsonen og ligger nummer 16 ud af 18 i Ligue 1.
Cheftræner Laurent Blanc blev fyret for en uge siden og er erstattet af den tidligere Lyon-spiller og italienske landsholdsspiller Fabio Grosso.