Video : Tipsbladet
Superliga

Ekspert: Derfor bruger FCK så mange flere millioner på agenter

FC København betaler markant flere penge til agenter end de øvrige danske klubber. Det er helt naturligt, når man som FCK har skruet op for forbruget, lyder det fra fodboldøkonom.

FC Midtjylland er på vej mod det danske mesterskab, og det er et signal om, at ulvene på den hjemlige scene rykker tættere og tættere på FC København i den interne magtkamp i toppen af dansk fodbold.

På ét punkt er FC København dog i en liga fuldstændig for sig - når det handler om honorarer til agenter.

Tidligere på ugen offentliggjorde DBU tallene for 2019, og de viste, at FC København sidste år betalte 34,3 millioner kroner til agenter, og det er hele 27,5 millioner kroner mere end FC Midtjylland på andenpladsen. I 2018 var forskellen på FC København og de øvrige klubber i Superligaen også meget markant.

Jesper Jørgensen, der er fodboldøkonom og partner i Deloitte, kan sagtens se meningen med de mange millioner, FCK bruger på spillernes repræsentanter.

Læs også:FC København forgylder agenter: Har betalt mere end 30 millioner

- Når FC København bruger mange penge på agenter, hænger det sammen med den hylde, de handler spillere på, og det gælder både køb og salg. FC København handler i den dyrere ende af markedet, og det gør det bare dyrere i honorarer til agenter, der jo er provisionslønnede. Når FC København har skruet forbruget op på et niveau, der begynder at ligne det i nogle af de lidt større ligaer end Superligaen, følger det bare med, at man bruger flere penge på agenter, siger Jesper Jørgensen til tipsbladet.dk.

Han fastslår, at selv om agenter ofte lever en tilværelse væk fra rampelyset, er de helt afgørende for FC København og andre klubber.

- Man skal ikke tage fejl af, at agenterne i høj grad tjener deres penge, når spillere bliver handlet. Og det er et konkurrenceparameter for klubberne at have et godt netværk blandt agenterne. De fungerer ofte som klubbernes forlængede arme, hvad end der skal købes eller sælges, og de fungerer som et supplement til scoutingnetværket, siger Jesper Jørgensen og tilføjer:

- Agenterne giver klubberne adgang til spillere og markeder, og man skal ikke forestille sig, at klubberne bare kan gå udenom agenterne og handle direkte med klubber, hvor de ikke kender lederne i forvejen. Sådan fungerer det bare ikke, og selvom klubberne somme tider er irriterede over at skulle bruge penge på agenter, er det en naturlig del af transfersystemet, sådan som klubberne selv har været med til at udforme det.

Læs også:Medier: Tidligere Rosenborg-spiller er på vej til AGF

I 2019 lød de samlede udbetalte honorarer til fodboldagenter fra danske klubber og deres spillere på godt 75 millioner kroner. Det er en stigning på 13,4 procent i forhold til 2018, hvor det samlede beløb var godt 66 millioner.

Læs også:Stor Brøndby-bét: Hedlund og Mraz må ikke spille i denne uge

Læs også:Thorup og Gent vil ikke spille mod Genk på grund af smittet Onuachu

Læs også:Kenneth Andersen kan blive dansk mester: Jeg føler, jeg har en aktie