Eidur Gudjohnsen træner i OB
Illustration
Superliga

Eidur Gudjohnsen træner i OB

Den tidligere Barcelona-spiller kan blive løsningen på OB's angrebsproblem.

OB jagter desperat en angriber denne sommer, og nu kan løsningen vise sig at være et markant islandsk navn. Der er tale om Eidur Gudjohnsen, der onsdag er med ved OB's træning i Ådalen. Det bekræfter den fynske klub overfor tipsbladet.dk.

35-årige Eidur Gudjohnsen har tidligere optrådt for store klubber som Chelsea og FC Barcelona, men har senest været på kontrakt i Club Brugge i Belgien. Her havde han kontraktudløb 30. juni, og han er derfor fri på markedet til at finde en ny klub. 

Eidur Gudjohnsen træner med i OB, fordi hans søn Svein Gudjohnsen er i Danmark med det islandske unglandshold, som er med i Nordic Open, der afvikles i Jylland og på Fyn. 

Det er ikke første gang, at Eidur Gudjohnsen spøger i en dansk klub. Tilbage i 2012 udtalte hans agent og far Arnor Gudjohnsen, at Eidur Gudjohnsen var åben over for et skifte til dansk fodbold, hvor FC København var interesseret.

- Alt er åbent for Eidur, og han vil ikke lukke nogen døre. En klub i Skandinavien kunne godt være interessant for ham nu. Han vil gerne til en klub, der spiller god fodbold, og det er jo ikke kun FC København, der gør det. Det er der mange klubber, der gør i Danmark, så det kunne være en mulighed, sagde han til tipsbladet.dk ved den lejlighed

OB har endnu ikke meldt ud, om træningen i Ådalen er med henblik på en kontrakt. Skulle det blive til en aftale, vil Eidur Gudjohnsen blive holdkammerat med landsmanden Ari Skulason. 

Tidligere på ugen udtalte OB's sportsdirektør Jesper Hansen, at fynboerne fortsat er på jagt efter en angriber, selvom man tidligere på ugen tilknyttede Mikkel Kirkeskov. 

- Nej, vi er ikke færdige med at handle. Købet af Kirkeskov er sådan lidt kommet ind fra siden, og ændrer ikke på, at vi stadig skal ud og styrke vores offensiv, sagde Jesper Hansen mandag

Spillere som Lyngbys Patrick Mortensen og HB Køges Jeppe Kjær er også sat i forbindelse med OB.