Ebbe Sand stikker til Sverige: Vi er længere fremme
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ebbe Sand stikker til Sverige: Vi er længere fremme

Et usammenspillet og urutineret landshold leverede en overbevisende præstation mod Sverige, mener trænervikar.

Hele otte danske fik debut for fodboldlandsholdet onsdag aften i 2-0-sejren over Sverige efter en coronapræget optakt til kampen, og debutanterne satte et solidt og overbevisende aftryk.

Det siger vikarierende landstræner Ebbe Sand på et pressemøde efter kampen.

- Det var en imponerende og meget overbevisende præstation set over hele linjen. Det var virkelig imponerende vores optakt taget i betragtning, flere af spillerne mødte først ind her klokken 16 på kampdagen.

- Jeg tager også hatten af for alle vores debutanter. Der var en fantastisk stemning i omklædningsrummet efter kampen, og der var flere debutanter end normalt, siger Ebbe Sand.

- Det var en mulighed for at se nærmere på spillere, som på sigt står på spring til A-landsholdet, og flere af dem gik ind og greb chancen, tilføjer han.

Mest iøjnefaldende var Jens Jønsson på den defensive midtbane, siger vikarlandstræneren. Han fremhæver dog også andre lovende debutanter.

- Oliver Christensen gjorde det også godt i en svær situation som ny og ung målmand. Vi havde også en debuterende målscorer (Alexander Bah, red.), og Mikkel Damsgaard gjorde det rigtig godt. I det hele taget var debutanterne fremragende, siger Ebbe Sand.

Til gengæld var han ikke imponeret af den modstand, som Danmark var oppe imod. Svenske stod langt tilbage og satsede kun på kontraangreb, og den taktik kastede nærmest ingen chancer af sig.

- Kampen viser, at vi spillemæssigt er længere fremme i vores udvikling. Vi spiller en mere attraktiv form for fodbold. Det er også imponerende at se den bredde, vi har. At spillerne kan gå ud og levere med den opladning til deres første A-landskamp, viser, at der er krummer i det her hold.

- Det var relativt nemt for os at spille os ud af Sveriges pres, hvis vi skal være positive og kalde det for et pres. De spillede ikke på den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Den eneste måde, de kunne gøre ondt på os, var på omstillinger, og det fik vi lukket godt af for, siger Ebbe Sand.

Han glæder også over, at sejren kraftigt øger muligheden for, at Danmark er i det øverste seedningslag, når der er lodtrækning til den kommende VM-kvalifikation.

Søndag skal Danmark møde Island i Nations League i Parken, mens det onsdag i næste uge gælder Belgien på udebane.

/ritzau/