Dybt uenig med Solbakken: Det vil jeg gerne udstede et dementi på
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Dybt uenig med Solbakken: Det vil jeg gerne udstede et dementi på

Niels-Christian Holmstrøm har arbejdet tæt sammen med Ståle Solbakken i mange år, og han har siddet i FC Københavns bestyrelse. Dele af de ting, Solbakken kritiserer FCK for, falder Holmstrøm for brystet.

Ståle Solbakken langede kraftigt ud efter FC Københavns bestyrelse, da Onside bragte et stort interview med nordmanden søndag aften.

Denne bestyrelse var Niels-Christian Holmstrøm en del af indtil for halvandet år siden.

Han lyttede interesseret med, da Ståle Solbakken for første gang udtalte sig om sin fyring i FC København. 

- Jeg var meget berørt af det interview - eller det var jo nærmere en to timer lang enetale. Enhver kan se, at Ståle var dybt rystet, og det er meget muligt, at den måde, han har fået overbragt beskeden på, ikke er forløbet, som han havde håbet på. Det kan vi godt blive enige om. Jeg havde da håbet på en klar og tydelig afsked og en hyldest, siger Niels-Christian Holmstrøm i Købmændenes Klub på Dplay og fastslår samtidig:

Læs også:Langer ud efter FCK-ledelsen: Med dette setup er dominansen i fare

- Men noget af det, han siger, gør mig irriteret.

Han angriber især Ståle Solbakkens kritik af bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment. En bestyrelse, han beskylder for at mangle "hjerne og hjerte" og ikke mindst fodboldforstand.

- Hvis der er nogen, der som repræsentant for bestyrelsen har haft fodboldfaglige diskussioner med Ståle Solbakken gennem årene, så er det da mig. Jeg har været med til træninger og på træningslejre. Vi har haft utallige diskussioner om ting og sager. Så jeg synes, det er ærgerligt, at det fremstilles som, at Ståle Solbakken har været ene mand på broen, lyder det fra Holmstrøm.

Han kan ikke genkende Ståle Solbakkens billede af, at bestyrelsen går meget mere op i Lalandia end i FC København.  

Læs også:Uenig med Solbakken: FCK's spillerkøb er til en middelkarakter

- Tænk, hvis diverse bestyrelsesmedlemmer rendte rundt ude på træningsbanen og blandede sig eller kommenterede på kampene og præstationerne efter hver kamp. Da jeg var sportslig leder på vegne af bestyrelsen og sparringspartner med Ståle Solbakken, udtalte jeg mig jo aldrig nogensinde om holdet eller spillernes præstationer. Det var hans arbejde, siger Holmstrøm og fortsætter:

- Efterfølgende kunne der så finde adskillige og meget lange diskussioner om dette og hint sted, og det hører jo med. Du må gerne være som fem strittende fingre indadtil, men udadtil er du som en knyttet næve. Og den respekt har Ståle Solbakken altid fået. Derfor er jeg også irriteret og ked af det over, at han giver udtryk for, at bestyrelsen hverken har blandet sig eller interesseret sig for, hvad der foregår. Den del af det vil jeg gerne udstede et dementi på.

FC København har ikke ønsket at kommentere på den kritik, Ståle Solbakken rejste i det lange interview søndag aften. 

Læs også:- Hvis nogen tror, vi beklager Zanka-interviewet, tager de helt fejl

Læs også:Ny nedtur for FCK: Historisk overhaling af FC Midtjylland

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 9. spillerunde