Video : Tipsbladet
Superliga

- Det drøfter jeg med Silkeborg - ikke Tipsbladet

Viaplay kommer ikke til at vise kampen mellem Holbæk og Silkeborg, og det er der heller ikke andre, der kommer til. Silkeborg respekterer beslutningen, og håber, at det resulterer i flere tilskuere på stadion.

Det var nok ikke mange, der havde forventet, at pokalkampen mellem Holbæk B&I og Silkeborg IF ville blive så varm en kartoffel.

Kampen blev tidligere på ugen rykket fra Holbæk til Silkeborg efter en gensidig aftale mellem klubberne, hvilket i går fik den konsekvens, at Viaplay ikke længere ville vise kampen.

- I fredags lagde vi sidste hånd på kampprogrammet til tv-kampene, og da vi så mødte ind mandag, var Holbæks kamp flyttet til Silkeborg. Vi vurderer, at der går så meget ud af den sportslige værdi af den kamp, at vi ikke synes, vi skal vise den på tv. Vi har trukket os og så prioriterer vores kræfter anderledes, udtalte Kim Mikkelsen, der er Senior Vice President Sports til Viaplay Sport News om beslutningen.

Tipsbladet har fået bekræftet fra Divisionsforeningen, at kampen ikke bliver streamet på PokalTV, da Viaplay stadigvæk har rettighederne til kampen, men ikke vælger at bruge dem.

Det betyder som udgangspunkt også, at Silkeborg heller ikke selv må streame opgøret, hvis det var noget, man skulle have lyst til.

I den sammenhæng har Tipsbladet kontaktet Viaplay for at høre, om de kunne være villige til at videregive rettighederne til klubberne selv.

- Jeg har ikke hørt fra Silkeborg omkring dette, hvis jeg får en henvendelse, drøfter jeg det med Silkeborg og ikke med Tipsbladet, skriver Kim Mikkelsen i en mail til Tipsbladet. 

Silkeborg respekterer beslutningen
Tipsbladet talte tidligere på dagen med Silkeborg IF's direktør Kent Madsen om, hvad de tænkte, da de så Viaplays udmelding i går.

- Vi respekterer 100 procent, at Viaplay bestemmer hvilke pokalkampe de ønsker at sende, lyder det fra Kent Madsen.

Hvad tænker du om, at Viaplay i sidste runde sendte kampe fra MCH Arena og Ceres Park, hvor hjemmeholdene var udehold?

- Jeg har set, at Kim Mikkelsen i går udtalte, at det skulle de måske ikke have gjort. I mit stille sind kunne jeg godt forstille mig, at havde det været en af de største klubber, er det ikke sikkert, at de havde truffet den her beslutning, men vi respekterer deres vurdering.

- Vi kender godt vores position hos rettighedshaveren. Vi er en lille klub, det overrasker ikke os, at de træffer beslutninger af den her karakter. Det er, som det er. De driver en forretning, hvor det handler om at have flest mulige seere, og vi kommer fra et lille område, så det må vi leve med.

Overvejelser om at flytte kampen
Beslutningen har efterladt mange seere i det uvisse. Det var nemlig Viaplay, der havde fastlagt kamptidspunktet til at være tirsdag den 29. oktober klokken 20.00, men det tidspunkt er ikke det optimale for dem, der gerne vil opleve kampen på Jysk Park.

Derfor har der mellem klubberne været dialog om at flytte kampen til et mere spiseligt tidspunkt.

- Det har været en overvejelse at flytte kampen. Vi talte med Holbæk om det i går, at vi gerne ville flytte kampen til om onsdagen og et tidligere klokkeslæt, men det ønskede Holbæk ikke. Vi kan ikke spille opgøret tidligere tirsdag, fordi der skal afvikles et sponsorarrangement for byens dygtige håndboldklub hos os.

- På en hverdagsaften, der kan det godt være, at vi ser flere tilskuere på stadion med en lille fremrykning, men børnefamilierne ser vi generelt ikke til de her aftenkampe, men det er klart, at hvis man tager den lange tur fra Holbæk, og vi ender i forlænget spilletid, så er man først hjemme midt om natten. Så jeg kan godt forstå, hvis det holder nogle hjemme.

Selvom det ikke bliver den sjoveste tur på en tirsdag aften for Holbæks fans, så håber Kent Madsen, at det i stedet kan have en positiv effekt på de lokale tilhængere, at kampen ikke kan ses på TV.

- Jeg tror, at det kan stimulere interessen for kampen, at den ikke bliver sendt på tv. Det kan betyde, at der er flere, som kommer på stadion, når man ikke kan sætte sig i sin varme sofa med en kop kaffe og se den.

Dermed skal man tage turen på Jysk Park, hvis man ønsker at se opgøret.