27 år er ingen alder i de fleste sammenhænge i livet.
Mange studerer, er i et af deres første jobs eller tumler med, hvilken retning, de skal vælge i livet, mens børn, karriere, boliglån, pension og alt det jazz stadig stadig er en fjern tanke for mange.
Men FC Nordsjælland er ikke en fodboldklub, som fodboldklubber er flest.
Marcus Ingvartsens angrebskolleger på førsteholdet er alle mellem 18 og 22 år, og i hele truppen har angriberen kun en håndfuld kolleger, der er gamle nok til at have stemt ved et tidligere Folketingsvalg end det for et år siden.
FCN har år efter år den laveste gennemsnitsalder i Superligaen og en af de laveste i Europa med denne sæson som undtagelse, hvor man er usædvanlig højt oppe med et gennemsnit omkring 24 år, hvilket gør Viborg FF's startopstilling nogle måneder yngre.
Alle de unge holdkammerater er selvfølgelig noget, Marcus Ingvartsen var klar over, da han valgte at skifte til FC Nordsjælland på det, der ifølge Tipsbladets oplysninger er en toårig kontrakt. Ja, det var faktisk en del af tilvalget for landsholdskandidaten, der kunne være endt alle mulige andre steder men valgte returen til FCN, hvor han blev Superliga-topscorer i sæsonen 2016/17 før sit skifte til Genk i Belgien.
”Niveauet i truppen er så sindssygt højt. Da jeg var her som ungdomsspiller og ung Superliga-spiller, var der måske en-to gode spillere per årgang. Nogle gange var det ét stort talent for hver to årgange. I dag er der så mange helt unge spillere, der er klar til at tage skridtet, og spillere fra U/19, der er med på træningslejren og gør det flot,” siger Marcus Ingvartsen.
Han er hentet tilbage til FCN for at være profil og for at lære fra sig.
I et interview med Tipsbladet i juni (læs mere her) var Ingvartsen en af de spillere, FC Nordsjællands sportsdirektør Jan Laursen nævnte som en drømmespiller at hente hjem på et tidspunkt, og det er ikke skældud og skideballer, der er de vigtige værktøjer for angriberen,
”Jeg føler mig godt tilpas i den rolle. Jeg ser mig selv som en leder, der leder gennem sit eksempel og den professionalisme, jeg har uden for banen. De ting, jeg gør, kan jeg forhåbentlig give lidt videre af og hjælpe andre,” siger Marcus Ingvartsen.
”På banen kommunikerer jeg meget med spillerne omkring mig og støtter ledergruppen med Kian som anfører og Jeppe Tverskov, der også er kommet ind på holdet, som giver noget stabilitet på midtbanen, og som også en en god og stærk person og figur at have på holdet. Jeg synes, vi har en virkelig stærk gruppe, hvor vi har en god blanding af nogle lidt ældre spillere som mig og så nogle vanvittigt store og dygtige talenter, som der er rigtig mange af her.”
En verden til forskel fra 2017
At Marcus Ingvartsen endte i FC Nordsjælland var en overraskelse af de større.
Angriberen havde scoret rigeligt til, at han kunne have fortsat i en anden udenlandsk klub, og selvom Mainz er en af de mindste klubber i Bundesligaen, skal man ikke undervurdere en klub med flere tilskuere på hjemmebane end noget Superliga-hold og et budget, der i hvert fald er på samme størrelse som FC Københavns.
Som Tipsbladet før har beskrevet, ligger det i kortene, at moderorganisationen Right To Dream og ejerne Mansour Group har præsenteret en mulighed for Marcus Ingvartsen i form af et skifte til det nye MLS-hold San Diego FC i 2025, hvor organisationens nye klub debuterer i den bedste række i USA.
Men som en kilde beskriver det for Tipsbladet, er det jo ikke nødvendigvis det, der sker, hvis Marcus Ingvartsen brænder Superligaen og FC Nordsjælland af og scorer et hav af mål (Ingvartsen har scoret 11 mål i 20 kampe før torsdag aftens kamp mod Spartak Trnava efter dette blads deadline).
Det ved Marcus Ingvartsen heller ikke, da han sidder med Tipsbladet en regntung efterårsdag efter en afsluttende taktisk træning dagen før en kamp og et hurtigt besøg i styrketræningscenteret til de øvelser, han selv har tilrettelagt.
Men han ved, at der er en verden til forskel på de muligheder og ressourcer, der var i FC Nordsjælland ved hans farvel i 2017, og det FCN, han vendte tilbage til i juli.
”Der sker meget, og det er også alt det, der sker rundt om i organisationen, der tiltaler mig,” siger Marcus Ingvartsen.
”Jeg søgte noget andet i sommer, og jeg havde heller ikke regnet med, at jeg skulle vende hjem mod Danmark. Men da Nordsjælland kom på banen og kom med et mere konkret forslag, kunne jeg mærke, at de havde nogle andre ambitioner, at jeg sidst var her. Man tør have højere mål og at tale offentligt om det. Det gælder både her på Superliga-holdet og i forhold til akademierne ude i verden. Organisationen er vokset helt gigantisk, siden jeg sidst var her.”
”Faciliteterne her er blevet rigtig gode, specielt nede under os her i vores styrketræningscenter, der er blevet overtaget 100 procent af klubben. Det er kommet virkelig mange folk til at tage sig af alle detaljer. Tingene er kommet op på et meget højt niveau, mindst lige så højt og i nogle tilfælde højere, end hvad jeg har oplevet i udlandet,” siger Marcus Ingvartsen.
”Vi går så meget i detaljer her. Tag for eksempel kosten i den her periode, hvor vi har mange kampe. Der strækker klubben og folkene sig langt for, at det bliver så let som muligt for os at tage de gode beslutninger om kosten. Det er både lige efter kampene og på dage som den her med træning. Vi kan få alle de statistikker og analyser, vi vil. Der er tænkt på det hele, og de her ting, der ser små ud, betyder faktisk vanvittigt meget,” siger Marcus Ingvartsen.
Gyldne ambitioner
FC Nordsjælland var før sæsonen og de første to måneder soleklar kandidat til at udfordre FC København om det danske mesterskab, som man også gjorde i foråret.
Det er stilnet lidt i takt med FC Midtjyllands og Brøndbys gode resultater og FC Nordsjællands problemer med at score og vinde nok i Superligaen i september og oktober, paradoksalt nok samtidig med, at man har scoret flittigt i Conference League og pokalturneringen.
Men FC Nordsjælland skal regnes til kandidaterne til de absolutte topplaceringer, og da meget gerne en portion guld, mener Marcus Ingvartsen.
”Jeg skal helt klart ikke melde noget som helst ned. Jeg synes absolut, at vi skal have ambitioner om at ligge i helt i toppen og kæmpe med FCK og hvem der ellers kommer til at ligge deroppe. Det har vi klart kvaliteterne til at tro på. Vi har mange kampe i et tæt program mindst frem til jul, men jeg er sikker på, vi holder os til i toppen frem mod juleferien. Så får vi se til næste år, hvor der også kommer mange indbyrdes kampe, der kan rykke billedet meget den ene eller anden vej,” siger Marcus Ingvartsen, der ikke synes, han er gået langt ned i niveau ved at tage tilbage til Superligaen.
”Jeg synes, at flere hold især her i de seneste uger, har budt sig til i Superligaen. Der var et par klubber som Brøndby og FC Midtjylland, der måske havde nogle korte perioder med problemer i starten. De er kommet virkelig flot efter det. Vi fik en flot start, hvorefter vi har kæmpet med at få point nok i efteråret. Det tegner til at blive en ekstremt spændende top i ligaen.”
”I Bundesligaen har de en masse topspillere men også en anden måde at spille. Det er meget frem og tilbage, mange omstillinger på omstillinger, og det er en anderledes type fodbold end her i Danmark, hvor spillet typisk er mere taktisk og bliver spillet ud fra en blok. Det gør Superligaen jævnbyrdig. Der er ikke bare et walkover-kampe, og det er spændende at være del af. Det er et andet mindset her i FC Nordsjælland, hvor forventningen er, at vi skal spille i toppen af Superligaen. Det tiltalte mig, sammen med muligheden for at spille Conference League-gruppespil, som vi lykkedes med at komme i,” siger Marcus Ingvartsen.
FC København er klar mesterskabsfavorit, også for Marcus Ingvartsen, selvom afstanden til forfølgerne ikke er specielt stor. Men derfor skal FCN stadig tro på sig selv, mener angriberen.
”De har hele setuppet og de spillere, de har. De spiller Champions League og har bare noget mere bredde at skyde med end alle os andre. Men vi håber selvfølgelig, vi kan ligge deroppe med vores stil. Det er helt klart ambitionen,” siger Marcus Ingvartsen.
”Vi handlede rigtig godt ind til sidst i transfervinduet. Jeg synes virkelig vi har en spændende trup, og der er virkelig meget kvalitet i truppen og da ikke mindst i Schjelderup og 'Chrille' [Christian Rasmussen], der kom til lige før deadline og har rigtig meget talent og kvalitet.”
Skal have gang i scoringerne
Når det er sagt, skal FC Nordsjælland have målscoringen i omdrejninger igen.
Syv point i syv Superliga-kampe i september og oktober blev det til, og kun seks scoringer.
At det så er gået godt i Europa og pokalen, og at man vandt, med fodboldens smalleste sejr på 1-0, i sidste weekend mod Vejle, fortæller for Marcus Ingvartsen, at der er håb forude.
”Jeg havde lidt problemer efter den ankelskade, jeg fik i Conference League. Det var i kampen ude mod Steaua Bukarest, hvor jeg rullede rundt på min højre ankel. Det tog noget arbejde at komme oven på igen. Jeg brugte tiden så fornuftigt som muligt i vores tætte kampprogram, så jeg kunne spille kampene, selvom anklen ikke var 100 procent. Men her i de sidste uger, især efter landsholdspausen, er jeg kommet oven på igen,” siger Ingvartsen, der fik scoret et par ligamål i slutningen af oktober efter en glohed start i juli og august.
”Jeg tror, at alle vi angribere gerne vil lave mange mål. Og når så brænder nogle af de store chancer, som jeg har gjort, herunder på straffe, så bliver man sådan lidt…selvfølgelig irriterer det mig. Vi fortsætter med at arbejde på detaljerne, få trænet alt det, vi skal have trænet på den tid, vi har. Det synes jeg, vi er gode til at blive ved med.”
”I starten af sæsonen gik nærmest alt ind, der havde vi et virkelig godt flow. Nu kæmper vi lidt mere med tingene, men jeg synes, at vi er på rette vej. Og det er også stærkt, at vi har mange forskellige målscorere. Midtbanespillerne og forsvarsspillerne byder sig også til og får scoret nogle mål, og det er stort plus, ligesom vi er blevet gode på de offensive dødbolde.”
”Vi har en helt klar stil og struktur i vores spil. Jeg synes specielt, det gælder vores defensiv, fordi vi kontrollerer kampen så meget med bolden. Vi er svære at score mod. Så har vi i Superligaen i især de seneste uger haft en række kampe, hvor vi meget gerne skulle have scoret flere mål. Men overordnet har vi holdt til at nå langt i alle tre turneringer, inklusiv at spille med i toppen af Superligaen,” siger Marcus Ingvartsen.
Det er især de lavtstående forsvar med mange mand bag bolden, der har voldt FCN problemer, hvilket man skal have løst.
”Det er en vigtig forskel på at spille i Europa og i Superligaen. For et par uger siden havde vi besøg af Ludogorets, der er blevet mester 12 år i træk i Bulgarien, og har spillet europæisk nærmest hver sæson. Når de kommer her, er det nok med forventningen om at få point, og at de skal ud og spille deres eget spil, som de plejer at gøre. De endte med at give os mere plads, end vi har haft i mange af vores Superliga-kampe. For der er modstandernes indstilling ofte lidt anderledes,” siger Marcus Ingvartsen.
”Det er især det, vi har arbejdet hårdt med, at bryde de her dybe og tætte forsvar ned, og så ikke mindst at få scoret. Vi har haft et par kampe, hvor vi kom til at spille for meget på siderne af og foran modstandernes blok. Det gælder ikke mindst mod Hvidovre og Vejle. Og så var der i de selvsamme kampe også store chancer og muligheder, vi bare skulle have scoret på.”
Intet galt med FCM
Det bliver interessant at se, hvordan søndagens modstander FC Midtjylland håndterer FCN på midtjydernes hjemmebane i Herning.
Midtjyderne har i udstrakt grad overladt bolden til modstanderne i Superliga-sæsonen, hvor kun Randers, Lyngby og Vejle har haft bolden mindre.
Det er en vigtig del af forklaringen, at FCM ofte er kommet foran i kampene bortset fra en dårlig periode i august, og FC Nordsjællands spillere kan være forvisset om, at de også bliver udfordret på dødbolde af de stærke midtjyske spillere, et område hvor FCN selv er blevet bedre i denne sæson.
Og så er det også Marcus Ingvartsen første retur til Herning, siden han skifte tilbage til FC Nordsjælland i juli.
Længe var FC Midtjylland på banen, ja i flere måneder forsøgte man at overtale Ingvartsen til et skifte.
Ifølge Tipsbladets oplysninger skete det blandt andet ved at invitere angriberen inden for på FCM's nye træningsanlæg i Ikast og et privat møde med erhvervsmanden og milliardæren Anders Holch Povlsen, der i august gik fra at eje cirka en fjerdedel af FCM til at eje 95 procent af klubben ved at købe Matthew Benham ud.
FC Midtjylland lever såmænd nok med at have hentet målmageren Cho Gue-sung fra den sydkoreanske liga og landshold i stedet, og der er ikke nogen dårlig stemning, slår Marcus Ingvartsen fast.
”Jeg kunne se, at det var et seriøst projekt, og med ham [Anders Holch Povlsen] ombord kommer der også nogle penge i det. Det bliver spændende at følge,” siger Marcus Ingvartsen.
”Jeg havde nogle snakke med dem i sommer, hvor jeg fik en fornemmelse af den rejse, de ville på som klub, og som de også har fuld gang i for at hive sig selv op på næste niveau som klub. De har brugt mange penge på det her flotte anlæg, de har fået, og de har brugt mange penge på nye spillere.”
”Som sagt havde vi flere snakke, og det var gode snakke. Men da FC Nordsjælland kom på banen, var jeg rimelig sikker i min beslutning og havde en god mavefornemmelse, samtidig med at vi fik gjort det hele på en god måde i forhold til FC Midtjylland. Det var absolut intet galt, jeg valgte bare noget andet,” siger Marcus Ingvartsen, der venter en hård kamp.
”Jeg synes, de har set bedre ud, end da vi mødte dem i sommer. De har fået et par ekstra spillere ind og ser gode ud. Jeg kan fornemme, de har bygget en stærk kultur op, og de står et godt sted i forhold til tilskuere med klar fremgang. Det var sjovt og fedt for mig personligt at spille mod dem sidst, og jeg glæder mig også til kampen i Herning.”

Umuligt – Parken sendt i chok

Suzuki blæser derudad: Kræver mere af sig selv

Forbandelsen brudt: Magten er skiftet

Salah fortsætter sit show i ny City-nedtur

FCK rykker fra guldrival

Flyvende på Treo og adrenalin: Nu kører vi!

Irriteret AaB-boss: Vi er for søde

AGF’er ‘snydt’ af holdkammerat: Nej, nej, nej!

Helt ufatteligt – han sælger sit hold

Chokerer alle! Følger du med, Neestrup?

Sådan besejrede FCK FC Midtjylland i Parken

Derfor starter FC Midtjylland-stjerne ude mod FCK

Storklub lurer på FC Nordsjælland-spiller

Købt dyrt – nu er han færdig i FC Barcelona

Mange ændringer: Sådan starter FCK og FCM

AaB ydmyget: ‘Har italesat det hver eneste dag!’

FCN udnytter sønderjyders sløje defensiv

Mortensen når milepæl i AGF’s åbningsfest mod AaB

I det her tempo bliver han solgt for 25 mio!

Her er de 12 spillerbudgetter i 1. Division

Sådan gik det, da Brøndby delte mod Vejle

FC København – FC Midtjylland

Bombe: Brøndby har 41-årig på mål mod Vejle

Sådan gik det, da AGF tævede AaB

Sådan gik det, da Nordsjælland slog Sønderjyske

– Det er nok mere i FCK-lejren, der er bekymringer

Her er opstillingerne til 14-kampene i Superligaen

Officielt: Nu får legenden chancen

Vejle Boldklub – Brøndby IF

Stor FCM-profil klarmeldt til brag mod FCK

Siet fra til AGF’s kamptrup

Brøndby-profil: ‘Han er et våben’

Mikkel Damsgaard ustoppelig: ‘En magiker’

FC Nordsjælland – Sønderjyske

FCM-chef reagerer på FCK-melding: Har en pointe

Brøndby-problemer: Målmand er skadet

Danskere kan blive holdkammerat med De Bruyne

AGF – AaB

Dansker kørt væk i ambulance

FCK-boss: Har kostet stort tocifret millionbeløb

Mikael Uhre bomber videre i USA

Dagens Spilforslag: Grus i målmaskiner i München

Barcelona slår bundhold

Var Superliga-profil – i dag bomber han som amatør

Superliga-veterans opråb: Godt med ældre spillere

Roser Brøndby-spiller: Jeg elsker hans intensitet

Disse Superliga-klubber er til salg

Nej, nej, nej! Dansker dropper i Chelsea-nedtur

Kæk Delaney: Neestrup kan gemmes i vasketøjskurv

Storroser Dorgu og sviner Højlund: Han er håbløs!

Jakob Michelsen ser FC Midtjylland-angriber an

Arsenal skuffede gevaldigt mod West Ham

‘Jeg vil bare blive verdens bedste målmand’

Kurs mod Europa-eventyr: Bo H. vandt igen!

‘Grimme billeder’: Skadet Noah Sahsah båret ud