Dreyer vil tage guldet fra FCK i næste runde: Det bliver super fedt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Dreyer vil tage guldet fra FCK i næste runde: Det bliver super fedt

Anders Dreyer og holdkammeraterne i FC Midtjylland ser frem til opgøret mod FC København i næste runde. Efter søndagens sejr kan Ulvene nemlig selv afgøre mesterskabskampen i Herning.

Det var ikke kønt, men som så ofte før i denne sæson hentede FC Midtjylland de tre point, da de søndag besejrede FC Nordsjælland med 1-0 i Farum. 

Resultatet bringer FC Midtjylland 14 point foran FC København, der møder AGF søndag aften, og Ulvene kan derfor formentligt også stille og roligt begynde at lugte guldet. 

Faktisk kan midtjyderne selv afgøre sagerne på torsdag, når netop FC København kommer på besøg i Herning. 

- Det bliver super fedt. Der er noget som vi spillere og alle andre nede i omklædningsrummet ser frem til. Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at spille sådan en kamp. Nu skal vi hjem og se på FCK igen, og så må vi se, om vi ikke kan tage dem, sagde offensivprofilen Anders Dreyer efter FCN-kampen til TV3 Max.

Han mener, at det vil gøre det ekstra specielt at tage mesterskabet fra de nærmeste konkurrenter i en direkte duel.

- Det er dem, der ligger lige bagved os, og vi kan tage guldet. Det er også på hjemmebane, og så forhåbentligt også med lidt flere tilskuere på MCH Arena. Det ser vi meget frem til, lød det fra Dreyer.

Anders Dreyer var selv stærkt involveret i FC Midtjyllands ene scoring søndag. Målet faldt således efter et frispark fra netop Dreyer, der blev rettet gevaldigt af undervejs og efterlod FCN-målmand Peter Vindahl Jensen chanceløs i målet.