Med blot en uge til at Frankrigs bedste fodboldrække, Ligue 1, tager hul på en ny sæson, er Nice og Kasper Dolberg ved at pudse formen af.
Derfor spillede holdet lørdag aften træningskamp mod ligarivalerne fra Rennes, og her scorede danske Kasper Dolberg to gange for Nice.
Efter at Nice var kommet bagud i det 36. minut, udlignede Kasper Dolberg til 1-1 kort før pausen, mens midtbanespilleren Kephren Thuram bragte Nice foran to minutter efter.
I anden halvleg gjorde 22-årige Dolberg sig igen bemærket, da han udbyggede hjemmeholdets føring til 3-1 på et straffespark.
Rennes-spilleren Martin Terrier nåede at pynte på resultatet med få minutter tilbage af anden halvleg, og således endte kampen 3-2.
Fransk fodbold afblæste sæsonen på grund af den igangværende coronapandemi, og klubberne har i stedet arrangeret testkampe for at forberede sig til næste sæson.
Lørdagens kamp blev spillet for et begrænset antal tilskuere.
Nice og Kasper Dolberg åbner indleder den nye sæson 23. august, når holdet hjemme møder Lens.
/ritzau/