Kamil WIlczek, Ronnie Schwartz eller Patrick Mortensen.
En af de tre angribere bliver efter alt at dømme Superligaens topscorer i denne sæson, men i skrivende stund er det helt lige mellem de tre, der alle har scoret 17 mål.
Både Ronnie Schwartz og Patrick Mortensen har dog to kampe yderligere til at score flere mål, men hvis ingen af de to formår at få netmaskerne til at blafre, vil alle tre altså slutte på 17 scoringer. Og i så fald vil Kamil Wilczek ende som Superliga-topscorer for sæsonen 2019/20.
Hvis en eller flere spillere deler førstepladsen på topscorerlisten efter sidste spillerunde, vil det nemlig være den spiller, der har scoret flest mål per kamp, som vinder titlen. Det oplyser Superligaen på Twitter.
Og det er altså den nu tidligere Brøndby-bomber. Kamil Wilczek har således kun brugt 18 kampe på at score sine 17 mål, hvilket svarer til 0,94 mål per kamp. Det er et bedre målsnit end Mortensens 0,53 mål per kamp (17 mål på 32 kampe) og Schwartz’ 0,52 mål per kamp (17 mål på 33 kampe).
At Patrick Mortensen har spillet én kamp færre end Ronnie Schwartz i sæsonens løb, kan derfor også ende som en fordel for AGF’eren, hvis de begge slutter med eksempelvis 18 scoringer. Til gengæld har Schwartz faktisk spillet færre minutter end Mortensen i denne sæson indtil nu ifølge Superligaens hjemmeside.
Som bekendt har både Ronnie Schwartz og Patrick Mortensen dog yderligere to kampe til at sparke sig alene i front og sikre topscorertitlen. Schwartz og FC Midtjylland skal møde Brøndby og AaB, mens Mortensen og AGF skal møde FC Nordsjælland og Brøndby.
Top 5 på topscorerlisten:
1. Kamil Wilczek, 17 mål (0,94 per kamp)*
2. Patrick Mortensen, 17 mål (0,53 per kamp)
3. Ronnie Schwartz, 17 mål (0,52 per kamp)
4. Sander Svendsen, 12 mål (0,41 per kamp)
5. Mohammed Kudus, 11 mål (0,44 per kamp*
*Spiller ikke flere kampe i Superligaen i denne sæson.
Læs også:AC Horsens tager afsked med trio
Læs også:Tim Sparv stopper i FC Midtjylland
Læs også:Luijckx trænede i sommerhus med van der Vaart: En gylden tid
Læs også:Det lærte vi af Superligaen: En skam de vilde dramaer forsvinder