AC Horsens cheftræner Jonas Dal er med sin entré i klubben denne sommer igen en del af Superligaen.
Han har tidligere stået i spidsen for Hobro og Esbjerg i landets bedste række, hvorefter han har været cheftræner i Kjellerup og FC Fredericia. Nu er han tilbage i landets bedste række, og ifølge Horsens-træneren er det med nye aspekter.
- Jeg har haft muligheden for at prøve mange ting af uden det enorme pres fra Superligaen. Det gør ikke så meget, at man taber to kampe i 2. division. Det er kun os i Kjellerup, der lægger mærke til det.
- Det har lært mig meget om at spille fodbold og har gjort mig til en bedre leder, fortæller Jonas Dal.
Trænerens seneste superligajob i Esbjerg har også givet ham oplevelser, som styrker ham i rollen som dugfrisk træner i Horsens. I Esbjerg blev han fyret efter lidt mere end et halvt år i spidsen for klubben.
- I forhold til den tid er jeg kommet hertil med en holdning om, at jeg skal stikke fingeren i jorden og se, hvor jeg er landet. Jeg skal ikke tage alt det fra Horsens ud, som er her i forvejen.
- I Esbjerg var jeg måske lidt hurtig på aftrækkeren i forhold til at komme med mange idéer og en stor tro på at overføre alle de ting, som jeg havde gjort rigtigt i Hobro, siger han.
Samtidigt roser Jonas Dal fundamentet i AC Horsens.
- Flere mennesker har bygget på i flere år. Ungdomsafdelingen skal for eksempel løfte os de kommende sæsoner. Der kommer noget rigtigt spændende derfra, lyder der fra ham.
AC Horsens har dog fået en hård start på sæsonen. Efter mandagens nederlag på Aalborg Portland Park har østjyderne endnu ikke scoret et mål i den nye sæson og har tabt de to første kampe.
AaB vandt mandagens kamp med 1-0 på mål af Tom van Weert.
/ritzau/