Divisionsforeningen om mulig regelændring: Lyder som noget, vi skal diskutere
Store europæiske fodboldklubber laver blandt andet en forretning ud af at udleje spillere, og det er noget af det, som det internationale fodboldforbund FIFA vil til livs. I hvert fald vil verdensforbundet lave nogle restriktioner, der gør, at klubber ikke kan sende så mange spillere ud på lejeaftaler.
Men de regler vil kun gælde internationalt, ikke nationalt, og derfor skal der laves et sæt nationale regler, hvis man i Danmark vil undgå flere problematiske scenarier, som tipsbladet.dk har fortalt i denne historie.
Derfor ønsker flere danske klubber - blandt andet AaB og Silkeborg IF - en dialog omkring at få etableret regler på lejeområdet, og i Divisionsforeningen, der repræsenterer Superliga- og Divisionsklubberne, er man lydhør.
- Det lyder som et emne, der skal tages op, siger direktør Claus Thomsen til tipsbladet.dk, da han bliver forelagt fakta i historien:
- Det er dog ikke et emne, vi i DIvisionsforeningen har en holdning til endnu. Det er et emne, der kan komme på dagsordenen, og så må vi tage de her diskussioner og se, hvad det ender med.
I England har de allerede forholdsvis stramme restriktioner, når det handler om at leje mellem engelske klubber, men Claus Thomsen peger også på, at det på andre punkter er mere lempeligt. Der er eksempelvis bedre muligheder for at lave korttidslån i det engelske, ligesom man tidligere har haft såkaldte "emergency loans" - de er dog skrottet nu.
- Det vil handle om at få set på, om det er nyttigt eller ej at få reguleret. Er det noget man ønsker i Danmark? Det må diskussionerne jo afgøre, siger Divisionsforeningens direktør.
Tipsbladet.dk har i den seneste uges tid talt med mere end en håndfuld klubber, hvor flere ønsker en diskussion om, hvorvidt der skal nationale regler på lejeområdet.
FAKTA:
Disse spillere har FC Fredericia lejet i FC Midtjylland:
Manjrekar James, 25 år, forsvarsspiller
- Hentet på en fri transfer af FC Midtjylland i sommer. Sendt direkte til Fredericia på leje
---
Henry Uzochokwu, 19 år, forsvarsspiller
- Hentet af FCM i akademiklubben FC Eberdei i 2017. Udlejet til Fredericia denne sommer
---
Michael Baidoo, 19 år, midtbanespiller
- Hentet af FCM i Vision FC i sommeren 2017. Udlejet til Fredericia denne sommer
---
Victor Torp, 19 år, midtbanespiller
- Produkt af FCM's eget akademi. Udlejet til Fredericia denne sommer
---
Sebastian Buch Jensen, 19 år, angriber
- Produkt af FCM's eget akademi. Udlejet til Fredericia denne sommer
Billeder: Getty Images og FC Midtjylland