FC Midtjylland skal hente spillere til efter salget af Evander.
FC København har store ambitioner, Brøndby IF har nye ejere, FC Nordsjælland har en usædvanlig chance med en førsteplads i vinterpausen, og flere andre klubber er også på udkig efter nye folk.
Tipsbladets redaktion har set nærmere på aktiviteten frem mod åbningen af Superligaens transfervindue og har 10 navne på udlandsdanskere, der er god grund til at holde øje med i den kommende måned.
Vito Hammershøy-Mistrati
Nuværende klub: CFR Cluj
Mulige destinationer: Et bredt udvalg af Superliga-klubber
Midtbanespilleren forlod endelig Randers FC sidste sommer, men der er ualmindelig meget fart på i Cluj.
Der har været økonomiske problemer, og i en grad, så der allerede i sommer var rygter om en straks-retur til Danmark.
Han kunne godt bruges i en snæver vending i en af de store klubber, men vi tror mere på en midterklub, hvis det bliver til en retur til Superligaen.
Jeppe Kjær
Nuværende klub: Ajax
Mulige destinationer: AC Horsens, AGF, Viborg FF, Silkeborg IF, FC Nordsjælland, OB
Det har slet ikke fungeret i Ajax, og det sandsynlige er, at Jeppe Kjær skal tilbage til dansk fodbold.
Horsens er en realistisk mulighed, mens FC Nordsjælland lader til at have meldt sig ud af kapløbet.
Andre Superliga-klubben i eller i nærheden af Østjylland kunne også give god mening.
Jens Stryger Larsen
Nuværende klub: Trabzonspor
Mulige destinationer: Brøndby IF
Andreas Cornelius forsvandt kort tid efter, at Jens Stryger Larsen var ankommet, og med den store omsætningsrate af spillere i Trabzonspor er der dukket rygter op om en retur til Brøndby IF.
Om Brøndby vil være interesseret i endnu en ældre eksspiller er usikkert.
Emiliano Marcondes
Nuværende klub: Bournemouth
Mulige destinationer: FC Nordsjælland, FC Midtjylland, Brøndby IF
Sidste sommer var FCN, FCM og Brøndby mulige destinationer for Emiliano Marcondes, der valgte at blive i Bournemouth.
Det lønnede sig ikke for offensivspilleren, der nærmest ikke har været på banen for Bournemouth i denne sæson, og det er oplagt med et skifte i januar.
Vi ved, at FCN og FCM er muligheder, men det er klubber i flere udenlandske ligaer også, og det kunne meget vel ende med, at Marcondes bliver ude.
Frederik Winther
Nuværende klub: Augsburg
Mulige destinationer: Forskellige Superliga-klubber
Winther har ikke fået det gennembrud, man kunne have håbet på i Tyskland, så står nogen og mangler en midtstopper i januar, ville et lejemål være oplagt, en transfer hvis det er en af de Superliga-klubber, der har mulighed for at betale millioner for en januar-transfer.
Andreas Jungsdal
Nuværende klub: AC Milan
Mulige destinationer: Forskellige Superliga-klubber
For Jungsdal handler det nu om at komme til at stå på et førstehold.
Skulle nogen mangle en keeper i Superligaen, kunne han være en overvejelse, men det er spilletiden, der er det vigtige.
Jacob Bruun Larsen
Nuværende klub: Hoffenheim
Mulige destinationer: FC København, FC Midtjylland
Han skal spille fodbold regelmæssigt, og det er alt for længe siden, det sidst har været tilfældet.
FC København har før haft kig på landsholdskandidaten, og det er helt oplagt, at skal det blive til en Superliga-transfer, bliver det til FCK.
FC Midtjylland ville givetvis også være interesseret, men om Bruun Larsen vil dertil er mere end usikkert.
Det sandsynlige er, at Bruun Larsen fortsætter i udlandet.
Thomas Delaney
Nuværende klub: Sevilla
Mulige destinationer: FC København
Thomas Delaney har en skade, hvilket komplicerer tingene lidt, men januar 2023 kunne godt være tidspunktet, hvor den retur, begge parter ønsker, skal ske.
Det lader ikke til, Thomas Delaney skal være fast mand igen i Sevilla.
Måske er spørgsmålet i sidste ende, om Sevilla og FCK kan mødes i prisen.
FCK har forståeligt nok ikke den store lyst til at betale 20-30 millioner kroner, som Sevilla kræver, så det kunne godt ende med et nervespil hen mod transferdeadline, hvor en af parterne skal give sig.
Lasse Vigen Christensen
Nuværende klub: Zulte Waregem
Mulige destinationer: Forskellige Superliga-klubber
Det vil ikke være nemt eller billigt, men har man brug for en stærk, pålidelig central midtbanespiller, kunne Lasse Vigen være løsningen.
Kontrakten udløber til sommer, med mindre Zulte Waregem beslutter sig for at smide et år til på aftalen, så det kunne muliggøre et klubskifte.
Kenneth Zohore
Nuværende klub: West Bromwich Albion
Mulige destinationer: Topklubber i Superligaen
Han har slet ikke slået til i WBA, hans navn i Superligaen er godt, så hvis nogen ellers kan finde pengene, ville Zohore være en interessant muligheder.
Han er som 28-årig ikke en spiller, nogen kan sælge videre og tjene på, så det skal være i en klub som FC Midtjylland eller en anden klub med pænt med penge, der vil have en hovedstødsstærk angriber.