Video : Tipsbladet
Superliga

Disciplinærinstans frifinder FC Midtjylland

Fodboldens Disciplinærinstans frifinder FC Midtjylland i en sag om partiske boldbørn.

Efter at FC Midtjylland besejrede rivalerne Viborg FF på hjemmebane i slutningen af september lød det efterfølgende i kamprapporten, "at bolddrengene i 2. halvleg var partiske i FC Midtjyllands favør."

Det - sammenlagt med flere affyrede romerlys - sikrede FC Midtjylland en bøde på 60.000 kroner.

Men nu er FC Midtjylland blevet frifrundet i anklagen om de partiske boldbørn. Det oplyser "ulvene" selv onsdag morgen.

- Både den sportslige afdeling og de frivillige, som har ansvaret for boldbørnene, følte sig efterfølgende truffet over indbretningen, der ifølge dem ikke stemte overens med de virkelige hændelser under kampen. Tværtimod viste boldbørnene under hele kampen fairplay ved at aflevere bolden hurtigst muligt til begge mandskaber.

- Derfor er det også glædeligt, at anklagen – efter at være blevet taget op af Fodboldens Disciplinærinstans – nu er blevet afvist, hvorfor FCM frifindes, skriver FC Midtjylland. 

FC Midtjylland vandt den pågældende kamp 3-1, selvom Viborg FF kom foran. 

I den kommende runde mødes de to hold igen i Superligaen, denne gang i Viborg.