Der var dårligt nyt til sportens verden, da statsminister Mette Frederiksen (S) fredag holdt pressemøde og lancerede flere restriktioner, der skal dæmme op for coronapandemien.
Det, der allerede blev en kendsgerning for en række kommuner blandt andet omkring hovedstaden, er nu gjort nationalt, og til eksempelvis fodboldens Superliga, må der på intet stadion samles mere end 500 personer.
Det samme gælder alle andre sportsgrene.
- Det er en mavepuster, konstaterer direktøren for Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen.
- Vi er ret ærgerlige over, at det skal ramme os så hårdt. Særligt når intet arrangement inden for idrætten har skabt superspredning. Vi har gjort en kæmpe indsats for at undgå spredning.
- Derfor havde vi håbet på, at restriktionerne kunne holdes lokalt, men når regeringen beslutter noget, bakker vi selvfølgelig op og viser samfundssind, uddyber Morten Mølholm.
Han pointerer, at også breddeidrætten bliver hårdt ramt, da forsamlingsforbuddet er sat ned fra 100 til 50 personer.
- Klubberne bliver hårdt ramt. Allerede i weekenden vil en masse stævner blive ramt, da man ikke kan holde sig på maksimalt 50 personer. Det er et hårdt slag for hverdagsaktiviteterne.
- Der vil også være sportskampe, der ikke kan afvikles, fordi der er 25 på hvert hold, forklarer DIF-direktøren.
Fodboldens Superliga har haft en ordning, hvor der måtte lukkes meget mere end 500 personer ind på stadion.
Eksempelvis var der udsigt til, at 12.000 tilskuere på søndag skulle følge FC København mod Brøndby fra lægterne i Parken, men det bliver der intet af foreløbigt indtil 4. oktober.
/ritzau/