- Det værste jeg har oplevet
Lyngby faldt helt sammen søndag eftermiddag.
De Kongeblå gik til pause med en 2-0-føring mod bundproppen Hvidovre, men i anden halvleg gik alt galt.
Hvidovre fik vendt 0-2 til 4-2, og derfor kan Per Frandsens tropper rejse hjem med sæsonens anden sejr i bagagen.
Tilbagevendte Frederik Gytkjær var nærmest i chok over, hvor dårlig Lyngby-præstationen var i anden halvleg.
Det fortæller han til Viaplay efter kampen.
- Anden halvleg var noget af det værste, jeg har oplevet i min tid i Lyngby.
- Der var ingen passion, ingen vildskab og dårlige beslutninger hele vejen rundt.
- Det er selvfølgelig på os spillere, det der skete i anden halvleg, og det er selvfølgelig ikke acceptabelt.
- Det er trist og surt, for det lå i kortene, også i pausen, at vi skulle have en fantastisk dag på Lyngby Stadion, men ærgerligt vi ikke kan sende fansene hjem med en sejr, fortæller Gytkjær efter kampen.
Lyngby er nu for alvor med i nedrykningskampen, for man er kun to point foran Vejle, der i skrivende stund spiller mod Brøndby.