Video : Tipsbladet
Superliga

- Det mest sindssyge i Superligaen nogensinde!

Tipsbladets kommentator Stig Tøfting er slet ikke i tvivl om, hvem der har vundet sommerens transfervindue. Det har Tipsbladet talt med ham om i dette interview.

Transfervinduet lukkede med et brag mandag ved midnat.

Her gjorde Superliga-klubberne sine sidste handler, og nu vil det så i løbet af efteråret vise sig, hvem der er kommet bedst ud af sommerens transfervindue, og hvem der skal begynde at planlægge en travl januar.

Store handler som Mileta Rajovic til Brøndby IF, German Onugkha og Pantelis Hatzidiakos til FC København og en intern transfer mellem Silkeborg og FC Nordsjælland af Mark Brink var noget af det, der gik igennem mandag.

Men hvem er egentlig kommet bedst ud af sommerens transfervindue? Det er Tipsbladets kommentator Stig Tøfting slet ikke i tvivl om.

- FC Midtjylland vinder big time kapløbet mellem de tre store. Der er er ro på bagsmækken og intet kaos. Det har der været i FCK. Det har været et virvar, hvor alle ville væk. Jeg har sagt før, at alle var klar til at tage væk på nær Rasmus Falk, siger Stig Tøfting og fortsætter:

- Der er blevet hentet spillere ind fra nær og fjern. Nu henter man så Onugkha, og så kan man altid starte en diskussion omkring, at de har hentet to spillere fra Vejle, og om det er den rigtige hylde for FCK.

- Omvendt vil jeg sige, at de har gjort det godt og har bevist sig i Superligaen. Men man kan undre sig over, at de ikke har stået klar med noget, når der allerede tidligt kom et bud på Orri Oskarsson fra Girona.

Både Nathan Trott og German Onugkha har taget turen fra Vejle til FC København denne sommer. Foto: Alamy

Faktum er, at German Onugkha bliver afløseren for Orri Oskarsson, som blev købt i en intern Superliga-handel med Vejle. Sjældnere og sjældnere sker der interne Superliga-handler, da klubberne ofte kigger mod udlandet.

Her er flere potentielle profiler også hentet fra, men før Stig Tøfting drager nogle konklusioner om tilføjelserne fra udlandet, vil han først se dem ved selvsyn.

- Jeg kender ikke noget til (Mileta) Rajovic eller (Stijn) Spierings, men jeg glæder mig til at se Kevin Mbabu i FC Midtjylland, for ham kommenterede jeg for mange år siden, da han kom frem i tysk fodbold. Jeg troede ikke på, at det var en spiller, vi kunne få til Superligaen. Det er jeg meget imponeret over, siger Stig Tøfting og tiføjer:

- Jeg aner heller ikke, hvem Max Power (ny AGF-spiller, red.) er. Jeg har hørt gode og dårlige ting om ham. Kristian Arnstad har jeg hørt, er en fantastisk spiller. Men hvis han er så fantastisk, så forlod han vel ikke Anderlecht.

Max Power har skrevet kontrakt med AGF efter mange år i engelsk fodbold og senest Al-Qadsiah i Saudi-Arabien. Foto: Alamy

Herfra går Stig Tøfting på rundtur i Superliga-landskabet.

- Andreas Bruus kommer, og det, synes jeg, er fint, for AaB har godt nok hentet i øst og vest. Man aner ikke, hvem deres spillere er, så derfor er det rart at se en gammel kending komme til AaB. De har også lige sagt farvel til Malthe Højholt for småpenge og ladet (Rasmus) Thelander gå til Silkeborg. Jeg kan slet ikke forstå, at man ikke kan bruge sådan en spiller til at bygge holdet op omkring. 

- Emmanuel Yeboah får sandsynligvis mere spilletid i Vejle, hvilket er godt for Brøndby. Jeg synes også, det er fedt, Justin Lonwijk er kommet tilbage til Viborg. Det fungerede godt, da han var der sidst.

- Randers har handlet skide godt ind hele vejen igennem. Der er kommet nogle spillere med fysik og fart og gode en-mod-en-færdigheder. André Rømer og Mathias Greve er bare gode løsninger.

Randers' sommerhandler har også allerede båret frugt, da man blander sig i kampen om en top 6-placering og har fået skabt afstand til, hvad der ligner en bundkamp mellem fem hold.

Ifølge Stig Tøfting er det: "pisse godt arbejde af min gode kammerat Søren P.," men han vender alligevel tilbage til FC Midtjylland, som Superligaens klare transferkonge.

- Jeg kan ikke se bort fra FC Midtjylland, der har handlet for 300 millioner (det seneste år, red.). Det er det mest sindssyge, der nogensinde er sket i Superligaen, slutter Tipsbladets kommentator.