Video : Tipsbladet
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: FCK har ikke fikset sine problemer

Svage favoritter, gode indkøb og mange mål. Der var nok at se tilbage på i sæsonens første Superliga-runde.

Vi fik både et par røde kort, straffespark og debut til VAR. Første runde af Superligaen gav rigeligt med stof til dem, der holder af at debatere dansk fodbold.

Også rent sportslig åbenbarede eller bekræftede runden en række ting. Her har vi lavet tre nedslag fra weekendens kampe. Flere kan komme til, efter AGF og Vejle Boldklub slutter premiererunden af mandag aften.

Her er, hvad vi lærte af runde ét.

SønderjyskE’s indkøb ser spændende ud
Vi vidste godt, at Marc Dal Hende er god, men de andre SønderjyskE-indkøb er ubeskrevne blad i dansk fodbold. Bedømt alene på sæsonpremieren ser det dog ud til, at klubben har ramt plet på transfervinduet.

Læs også:Riddersholm roser nyindkøb: Kunne ikke have ønsket en bedre start

I målet stod Lawrence Thomas en stor kamp, da sønderjyderne slog FC Midtjyllands forsvarende mestre med 2-0. Det afgørende mål satte angriberen Haji Wright ind efter et kontraangreb, hvor han både med fart og fysik holdt ligaens bedste spiller i sidste sæson, Erik Sviatchenko, væk.

Trioen ligner en klar gevinst for SønderjyskE, der gerne skal levere en bedre sæson i ligaen end den seneste.

Brøndby-FCN er ligaens sjoveste matchup
Fodbold er et spil med få scoringer, men når Brøndby IF og FC Nordsjælland mødes, er det, som om den tendens bliver sat ud af kraft. 3-2-kampen søndag var bare endnu en i rækken af eksempler på målrige opgør.

De seneste år har de fleste kampe mellem Brøndby og FCN nærmest haft karakter af målorgier. Siden begyndelsen af 2017/18-sæsonen har holdene mødt hinanden 13 gange og har i alt scoret 55 mål. Det giver over fire scoringer pr. kamp i gennemsnit.

Læs også:Solbakken truer spillerne med usikker fremtid: Det siger sig selv

Dermed er der i hvert fald én ting at glæde sig til, når Superligaen vender tilbage i vintermørket i begyndelsen af februar: FC Nordsjælland og Brøndby åbner forårssæsonen mod hinanden.

FCK har ikke fikset sine problemer
Slutningen på seneste sæson gav forhåbninger om bedre tider for FC København. Navnlig indsatserne mod Istanbul Basaksehir og Manchester United i Europa League viste, at FCK’s topniveau ikke fejler noget.

Til gengæld viste sæsonpremieren mod OB, at bundniveauet langt fra er højt nok. I første halvleg var FCK helt ude i tovene, og manager Ståle Solbakken tordnede i pausen, at hvis den slags fortsatte, ville mange af de involverede spillere gå en usikker fremtid i møde.

Det blev bedre, langt bedre, i anden halvleg, men det ændrer ikke på det faktum, at FCK ikke har rettet op på de problemer, der har skabt et hidtil svagt 2020: Holdet har tabt flere ligakampe, syv, end det har vundet, seks. I gennemsnit har man bare hentet 1,29 point pr. kamp i år. Det er i FCK-sammenhæng et katastrofalt snit.

Læs også:OB-træner: Har ikke set så god en præstation i mange år

Læs også:FCM-direktør giver igen: Det ser ud til at Ståle fucking cares

Læs også:Isaksens ambitioner: Vil med til U21-EM og være fast mand i FCM