Det lærte vi af Superligaen: Krisen er kolossal i FC København
Superligaen er tilbage efter en landsholdspause, og der var flere interessante resultater i runden.
FC Midtjylland vandt en vigtig kamp i Aarhus, og i bunden var der nye problemer for både AC Horsens go Lyngby Boldklub.
Vi samler herunder op på det vigtigste, vi lærte fra runden i Superligaen.
FC København er i en voldsom stor krise
Efter næsten halvdelen af grundspillet i dansk fodbolds bedste række er FC København tredjesidst i Superligaen. Det er ganske enkelt forbløffende, hvor dårligt Superligaens største klub har klaret sig.
Klubben lignede en skygge af sig selv, da det mandag aften blev til et nederlag hjemme mod Randers FC. Der blev lavet ukarakteristiske fejl, og det lignede bare ikke det FCK, man har set og kendt de sidste 20 år. Fundamentet var væk.
Krisen er kolossal i FC København, hvor Ståle Solbakken har stået for at hæve den sportslige overligger år efter år. Det har blandt andet betydet, at man har været fast deltager i europæiske gruppespil og har fejret store succeser.
Men under Solbakken var der sprækker i fundamentet, og med fyringen af netop nordmanden blev det fundament reelt smadret. Nu skal Jess Thorup bygge nyt på kort tid, og det ser i den grad svært ud, for han er allerede presset efter to elendige resultater. Først 0-4 i Herning, siden 1-2 hjemme mod Randers.
Det ser alvorligt ud i FC København.
FC Midtjylland er rækkens bedste hold
Dansk fodbolds bedste hold hedder FC Midtjylland. Klubben spiller i Champions League-gruppespillet, er videre i den danske pokalturnering, og så har mandskabet også genvundet førstepladsen i Superligaen.
Søndag eftermiddag vandt FCM fortjent med 2-1 ude over AGF, der ellers er blevet spået til at være en mesterskabskandidat, men FCM fik styr på aarhusianerne og virker i det hel taget klar til at tage de næste skridt som klub - hvilket meget vel kan være at genvinde en titel, noget man ikke tidligere har gjort.
Læs også:Vejle-franskmand glæder sig over teknisk og duelfyldt spillestil i Danmark
FCM har formået at være med i tre turneringer og alligevel undgå at tabe terræn i Superligaen. Det er imponerende og vidner om et glimrende og stærkt mandskab.
Det er dybt problematisk for AC Horsens og Lyngby
Av, av, av. Ni runder spillet i Superligaen, og hverken AC Horsens eller Lyngby har vundet en fodboldkamp. Fredag aften satte de to mandskaber hinanden skakmat, og så endte de med at dele. Et point hver. Nu har begge klubber tre point efter de første ni runder, og det er svært at se, hvor redningen skal komme fra.
Hvad er det, der skal få en til at tro på, at de kan sætte flere sejre i træk sammen og dermed hente et af de hold, der ligger foran, for eksempel Randers?
Indtil videre har de to hold vist sig at være de dårligste i Superligaen - ikke kun når man kigger på tabellen og de point, der er hentet, men også når man kigger nærmere på, hvad holdene reelt har fortjent af point.
Der skal altså ske noget, hvis det skal ende med redning for de to hold, for snart er halvdelen af grundspillet forbi. Man kan ikke nødvendigvis bare køre videre i samme stil, for det er ikke ufortjent, at Horsens og Lyngby ligger som de to nederste hold i Superligaen.
Læs også:Brøndby-spænding: De næste fem kampe er afgørende
Det er blevet hverdag igen for Vejle
Superliga-oprykkerne fra Vejle fik en glimrende start på denne sæson i Superligaen, men det er blevet hverdag igen for Constantin Galcas tropper.
De sidste tre kampe har bare kastet et enkelt point af sig, og nu ligger Vejle nummer seks i dansk fodbolds bedste række.
Søndag tabte man med 2-0 til Brøndby, og efter opgøret kunne Arbnor Mucolii forklare, hvordan VB ikke helt formår at overføre den gode træning til kamp.
Heldigvis for VB har man opbygget et forspring til konkurrenterne i bunden af Superligaen - lige nu er der 11 point mellem Vejle og de to bundhold, AC Horsens og Lyngby.
Og Vejle ligner da også stadig et hold, der har nok at byde på offensivt og defensivt, så man formår at hente de nødvendige point til at redde sig.
Læs også:Vejle-profil: Jeg ved sgu ikke lige, hvad jeg skal sige
Læs også:Randers tager 16-årig med til København
Læs også:Dansk målmaskine vil videre: Er åben for det meste