– Det handler ikke kun om Brøndby

Bragt i Tipsbladet 15. marts
I den årsrapport, som Brøndby IF for nyligt udsendte står det blandt andet anført, at man i 2013 håber at slippe for at betale flere penge i den såkaldte feriepenge-sag, der blandt andet handler om manglende betaling af feriepenge og pension af engangsbeløb som sign-on fees og bonusordninger.

For skal den økonomisk trængte fodboldklub betale penge i sagen i år, kræver det flere penge end det minimum på 50 millioner kroner (nu 60 millioner, red.), der er stillet som krav, hvis likviditeten og dermed økonomisk overlevelse skal være sikret.

Hvis det står til spillernes fagforening, Spillerforeningen, der anlagde sagen ved Fodboldens Voldgiftsret må Brøndby på yderligere pengejagt, for de skal til lommerne – også i 2013.

”Vi vil gøre alt for, at det her bliver behandlet hurtigt. Det er for os helt uacceptabelt at være i en situation, hvor vi mener, at vi har fået en principiel afgørelse med kendelsen 11. september 2012, og at der nu er gået mere end seks måneder,” siger Spillerforeningens direktør Mads Øland.

”Vi kan ikke blive ved med at vente. Der er eksempelvis pensionskrav helt tilbage fra 2005, 06 og 07, og nu skriver vi 2013. De har skyldt de penge til vores medlemmer i rigtigt mange år, og der løber jo også renter på.”

4. februar 2012 betalte Brøndby i alt cirka fire millioner kroner til de tre tidligere spillere, Thomas Rasmussen, Peter Madsen og Martin Ericsson, som man i september 2012 via Fodboldens Voldgiftsret blev dømt til, da kravene for de tre tidligere spilleres blev kørt som prøvesager for hele hele sagen.

Brøndby valgte på samme tid at træde ud af forhandlingerne med Spillerforeningen om at finde en løsning på betalingen i forhold til de 89 yderligere sager i klubben, hvor der er rejst krav for et samlet beløb på omkring 28 millioner kroner.

I stedet for at lade de tre prøvesager danne præcedens for resten af de mange sager, vil Brøndby nu have hver enkelt sag prøvet hos Voldgiftsretten, da klubben sammen med klubbernes repræsentant Divisionsforeningen ikke føler, at de tre sager er tilstrækkeligt dækkende.

Hos Spillerforeningen er man derfor nu i fuld gang med at forberede retur til Fodboldens Voldgiftsret.

”Vi er i gang med at forberede vores henvendelse til Voldgiftsretten. Vi må bede retten præcisere, at afgørelsen af de tre prøvesager har principiel betydning for de lignende mange sager. Det her handler jo ikke engang kun om Brøndby, det drejer sig jo også om de andre involverede klubber,” siger Mads Øland, der er overbevist om, at det aldrig kommer på tale at køre de 89 sager fra Brøndby som enkelte sager.

”Det vil være en nyskabelse i dansk arbejdsret, hvis det skulle ske. Jeg kan i min vildeste fantasi ikke forstille mig, at det kan ende sådan.”

Det står skævt til
Brøndby har i mere end et år været synonym med den såkaldte feriepenge-sag, hvor den mangedobbelte Danmarksmesterklub står som den største skyldner i sagen om manglende betaling af feriepenge og pension af engangsbeløb og bonusordninger. Men at Brøndby er endt som en hovedrollehaver, er mere tilfældigt, for sagen tager sit udspring et helt andet sted.

I slutningen 2008 støder Spillerforeningen tilfældigvis på enkelte sager, hvor der er rod med feriepenge og pension i forhold til den overenskomst, der i 2004 blev forhandlet på plads med Divisionsforeningen og netop sikrede spillerne disse rettigheder.

”Vi påtaler fejltyperne stille og roligt over for de pågældende klubber pr. telefon, via mail eller på et møde. Men det, vi ikke kan se, er, at der er tale om mere generelle fejl og ikke bare enkeltstående tilfælde,” siger Mads Øland.

Spillerforeningen gransker i de forskellige sager, som man støder på, indtil lunten på den store bombe for alvor bliver tændt i sommeren 2009.

”Her bliver vi klar over, at der er tale om rigtig mange sager og generelle problemstillinger. Vi indhenter kontrakter og lønsedler fra tre-fem spillere fra de danske top 20-klubber, og så finder vi ud af, at det efter vores mening står skævt til mange steder,” husker direktøren for Spillerforeningen.

Divisionsforeningen og klubberne bliver informeret om problemerne, og Spillerforeningen starter et større arbejde med at få indsamlet dokumentation fra klubber i forhold til kontrakter, tillægskontrakter og lønsedler.

I slutningen af 2010 og januar 2011 afholdes der flere mæglingsmøder mellem Spillerforeningen på den ene side af bordet og Divisionsforeningen på den anden. Men parterne har hver sin fortolkning af, hvad der er gældende og omfattet af den overenskomst, som de i fællesskab indgik i 2004.

I marts 2011 forfattes så det endelige klageskrift, der ud over brud på betaling af feriepenge og pension også drejer sig om eksempler på mangelfuld lønudbetaling. I klageskriftet tidligt i det retslige forløb fremlagde Spillerforeningen beregninger på 57 spilleres krav. Kontrakt- og lønseddelmaterialet for disse spillere fyldte mere end 20 store t t A4-ringbind.

”En af de afgørende årsager til, at det blev Brøndby, vi kiggede først på, var, at det var en af de nemmeste klubber at få dokumentation fra. Spillerne bor tæt på vores kontor og kunne komme forbi med papirerne. En anden årsag var, at Per Bjerregaard i 2004 som forhandler for Divisionsforeningen var med til at forhandle overenskomsten på plads, hvilket gjorde det logisk at tage fat på Brøndby,” siger Mads Øland.

”At det så siden viser sig, at Brøndby er den klub, hvor spillerne samlet har det største krav, kunne vi ikke vide i starten af 2011, hvor vi udarbejdede klageskriftet til sagen. Det havde vi ikke noget overblik over, da vi startede indsamlingsarbejdet.”

Mens Divisionsforeningen holder fast i, at sagerne bør behandles enkeltstående, argumenterer Spillerforeningen i sit klageskrift for, at flere af problemstillingerne er af generel karakter. Fodboldens Voldgiftsret beder derfor Spillerforeningen om at finde frem til tre prøvesager, som kan føres som principielle for hele sagen. Efter et forberedende retsmøde i januar 2012 var sagen klar til at blive behandlet af retten. Divisionsforeningen har i processen ikke været enige i, at de tre prøvesager dækker alle problemstillingerne. Efter kendelsen for har det vist sig, at Spillerforeningen har krav for i alt 89 medlemmer, som har spillet i Brøndby IF.

AaB, OB, FCK og alle de andre
Selv om fokus længe kun har været rettet mod Brøndby i feriepengesagen, gælder det stadig, at langt de fleste kontraktklubber har modtaget eller vil modtage krav fra Spillerforeningen. Da sagen for alvor så dagens lys, var der masser af ledere rundt om i Superliga-klubberne, der havde travlt med at slå fast, at deres klub ikke havde noget udestående i forhold til manglende betaling af feriepenge og pension.

Mads Øland har af flere omgange slået fast, at han ikke kan pege på mange klubber, der ikke har haft forskellige problemstillinger i sagen. Og det gælder også FC København og OB, som ellers flere gange har været omtalt i sagen som de to eneste Superliga-klubber, der har haft styr på reglerne.

”Vi ønsker ikke nu at tage en offentligt diskussion om vores krav i de andre klubber, men jeg kan selvfølgelig bekræfte, at de fejltyper, som vi har eksemplificeret med de tre prøvesager fra Brøndby, går igen i mange andre klubber. I dialog med Divisionsforeningen og de enkelte klubber forsøger vi at løse flest muligt af de problemstillinger, som vi finder. I nogle klubber har vi en god dialog, hvor vi arbejder os frem imod en enighed. I forhold til andre klubber synes vi, at vores sammenbrud i forhandlingerne med Brøndby spiller ind, således at vi har svært ved at komme videre, og det er naturligvis beklageligt,” siger han.

På trods af det endnu manglende overblik i den samlede sag, tør fagforenings-direktøren godt skyde på, at det i alt kan komme til at inkludere omkring 1400 spillere.

Mens den tidligere Brøndby-spiller Peter Madsen har haft den største sag på krav om mere end to millioner kroner, drejer de mindste sager sig formentlig om ganske få hundrede kroner.

Hvad, Mads Øland ikke vil sætte beløb på, er størrelsen på det millionbeløb, som sagen samlet vil blive fra det mindste krav i 2. division til millionkravene i Superligaen.

”Jeg vil ikke sige så meget om beløbene i de andre klubber. Vi har ikke noget behov for at diskutere beløb i medierne, vi har behov for at løse sagerne. Men flere af klubberne er jo børsnoterede, så tallene vil nok komme frem løbende den vej rundt, siger han.

Den nordjyske Superliga-klub AaB har tidligt i sagens forløb været nævnt som den næststørste skyldner i sagen, og Mads Øland bekræfter, at AaB kan vente et krav i million-størrelsen.

”I AaB forventer vi desværre et forholdsvist stort krav, men hverken klubben eller vi har beregnet det endnu.”

Tre spillere under pres
Da Spillerforeningen i 2011 af Fodboldens Voldgiftsret bliver bedt om at finde tre prøvesager, der skal afdække de problemstillinger, der går igen, kræver det et større research-arbejde i de mange sager hos Brøndby.

Der skulle både tages hensyn til sagernes indhold og problemstillinger i forhold til de forskellige tolkninger Spillerforeningen og modparten Divisionsforeningen havde omkring eksemplerne, og så skulle der på samme tid tages et stort hensyn til de tre spillere, der ville ende som centrale figurer i den historiske sag.

”Vi skulle have nogle spillere, der havde pondus til at stå igennem sagen. Vi vidste, at de ville komme under pres. Vi havde lange samtaler med de tre spillere. Jeg var i Göteborg for at tale med Martin Ericsson og vi talte også flere gange med Peter Madsen og Thomas Rasmussen, så de alle var helt forberedte på, hvad sagen handlede om og kunne føre til,” husker Mads Øland.

Det faktum, at Thomas Rasmussen, Peter Madsen og Martin Ericsson var blandt de bedst lønnede i deres Brøndby-tid, havde Mads Øland gerne været foruden. Han havde gerne fundet et brugbart eksempel med en spiller, der havde en mere ordinær løn.

”Vi kunne ikke både få nogen, der både havde en personlig styrke til at stå det her igennem og også havde en ordinær løn. Så vi var nødt til at leve med, at det var nogen af de allerhøjst lønnede, vi tog op som de tre sager, selvom vi vidste, at alene dette forhold ville føre til kritik i offentligheden af spillerne og af Spillerforeningen.”

Både Thomas Rasmussen og Peter Madsen blev hentet til Brøndby på en fri transfer fra tysk fodbold og i begge tilfælde kunne spillerne tiltræde på en paragraf 48E-ordning – den såkaldte forskerordning – hvor skatteprocenten er lavere i en årrække for udlændinge eller danskere, der har været i udlandet i tilpas mange år.

I begge de to profilers tilfælde handlede et af stridsspørgsmålene om det engangsbeløb – den såkaldte sign-on fee – spillerne havde fået ved underskrivelse af kontrakten. Begge spillere havde modtaget et stort sign-on fee, inden de reelt flyttede til Danmark, hvilket gjorde, at beløbet ikke blev anført som skattepligtigt i Danmark, så der derfor heller ikke skulle betales feriepenge af beløbet.

I dommen fra Fodboldens Voldgiftsret hedder det om emnet:

Særligt for så vidt angår sign-on fees, lægges det til grund, at sådanne engangsbetalinger er skattepligtige til Danmark og derfor omfattet overenskomsten, hvorfor der skal betales feriepenge.

Altså bliver det slået fast i Voldgiftsretten, at engangsbeløb som sign-on fee skal betegnes som indkomst i Danmark og derfor er omfattet af aftalen om feriepenge på 12,5 procent af beløbet.

En væsentlig faktor i forhold til, at det siden eksempelvis er blevet kendt, at Peter Madsen modtog næsten 10 millioner kroner i sign-on fee og dermed altså ikke fik de 1,25 millioner kroner i feriepenge, som reglerne berettigede ham til.

I flere af Brøndbys sager er det hævdet, at spillerne har været indforstået med at se bort fra feriepenge eller pension ved forhandle beløbet ind i deres sign-on fee, bonusordninger eller bruttoløn. Af samme grund har det været et af de største modargumenter fra Brøndbys og Divisionsforeningens side, at spillerne i flere tilfælde reelt kommer til at indkræve penge, som de reelt har fået en gang i form af aftalerne i deres kontrakter.

Men det argument køber Mads Øland ikke.

”Det er ikke rigtigt, at klubben med afgørelsen fra Fodboldens Voldgiftsret kommer til at give pengene to gange. Jeg har hørt dem sige det 100 gange, men det bliver ikke rigtigt af at sige det mange gange. Det er faktuelt forkert. Disse synspunkter fra klubben blev forelagt retten, hvor der blev argumenteret i den retning, men det blev altså ikke fulgt af retten,” siger han.

”Man tilkender ikke lønmodtageren betalinger to gange. Når man har en månedsløn, t t skal man tillægge arbejdsmarkedspensionen efter de regler der er – to tredjedele skal betales af virksomheden og en tredjedel af lønmodtageren. Hvis man i stedet for har taget hele delen og reduceret i lønnen, betyder det ikke, at man har fået delen to gange. Man mangler at få en løndel og mangler at få en pensionsdel. Man har ikke fået noget to gange, man har simpelthen fået for lidt, og det er også, hvad retten kommer frem til. Man har ikke fået det fulde beløb to gange, hverken på pensionsdelen eller feriepengedelen.”

Spillerforeningens direktør slår fast, at hvad enten det handler om fodbold eller andre grene af erhvervslivet, er det arbejdsgiveren, der hovedsagligt har ansvaret for at overholde og implementere overenskomsten efter de gældende og aftale regler.

”I Brøndbys tilfælde er der oven i købet tale om en virksomhed, der havde en ret stor lønafdeling. De havde en personalechef specifikt for fodboldspillere i form af en sportschef, hvilket man stadig har. De havde bogholdere, der med professionelle lønbehandlingssystemer håndterede lønnen. Det man forventer af sådan en virksomhed er, at de kan implementere en overenskomst korrekt.”

Læs resten af historien på side 2 

Anede intet om pensionsordning
I sagsanlægget mod Divisionsforeningen og Brøndby søgte Spillerforeningen også at få lagt til grund, at udenlandske spillere i Superligaen blev særligt forskelsbehandlet i de danske klubber. Den del af anklagen blev dog afvist i retten. Men svenske Martin Ericsson, der holdt en høj løn i Brøndby, endte alligevel med at blive offer for sin uvidenhed omkring det danske overenskomst-system.

”I forbindelse med Martin Ericssons pension, hævder Brøndby, at det var en skattemæssig fordel for ham ikke at få pension og bare få løn, og at det var hans eget ønske med sådan en løsning. I den sag var der et dokument, der var underskrevet af mellem en pensionsmægler og Martin Ericsson otte måneder efter, at han havde indgået sin kontrakt i Brøndby. Her blev der lavet en fraskrivelseserklæring, hvor han angiveligt fraskrev sig sine pensionsrettigheder. Men som det blev frembragt i retten, havde Martin Ericsson slet ikke forstået, at det havde noget med Brøndby at gøre. Det var en mægler fra et pensionsselskab, der har sin daglige gang ude i Players Lounge efter kampene, hvor han tegnede private forsikringer og pension med spillerne, hvilket er sket med flere spillere. Men Martin Ericsson havde ingen anelse om, at pensionsmægleren i dette tilfælde repræsenterede klubben, for det burde nok have været daværende sportschef Anders Bjerregaard eller Per Bjerregaard, der havde været med til det.”

”Men i kendelsen er dette forhold ikke tillagt betydning. En spiller kan nemlig ikke fraskrive sig sin obligatoriske pension.”

”Martin Ericsson anede intet om arbejdsmarkedspension og vidste ikke, hvad det var, da han forhandlede kontrakt med Brøndby. Han bad om løn og sign-on fee i sin aftale, og efter enighed om disse lønforhold så er det jo virksomhedens opgave at sikre, at han dertil får, hvad han er berettiget på det overordnede og obligatoriske plan som følge af overenskomsten.,” fortæller Mads Øland.

”I en overenskomst gælder nogle vilkår, man får, hvad enten du vil have dem eller ej. Der er altid overenskomstelementer, der ikke er til forhandling i den individuelle lønforhandling. Her forhandler du om lønnen og bonussens størrelse, men ikke om du skal have pension og feriepenge, eller hvor meget du skal have. Og det var åbenbart her kæden hoppede af for Per Bjerregaard, da han angiveligt i nogle tilfælde begyndte at forhandle med de enkelte spillere om de ting, som han selv havde været med til at fastsætte som obligatoriske tilbage ved overenskomstforhandlingerne i 04/05.”

Mads Øland sad som direktør for Spillerforeningen selv med ved bordet, da der i sommeren 2004 blev forhandlet overenskomst for spillerne i de danske klubber. Modparten var Divisionsforeningen, der var repræsenteret af daværende formand Claus Rode, Per Bjerre-gaard, der dengang var direktør i Brøndby og Thomas Christensen, der i 2004 var formand for BK Skjold, men nu er formand i OB og også har overtaget formandskabet i Divisionsforeningen.

Dengang var et af de store punkter i overenskomst-forhandlingerne netop spørgsmålene om feriepenge og pension til spillerne i en periode, hvor forhandlingerne var mere end tæt på at ende i lockout og spillerstrejke. Men parterne blev i 11. time enige og gav hinanden håndslag på, at spillerne blandt andet i fremtiden skulle have 12,5 procent i feriegodtgørelse af alle kontante betalinger og løndele (f.eks. sign-on fee, sign-off fee og bonusbetalinger) samt 4,8 procent i pension af grundlønnen.

Som aktiv part i overenskomstforhandlingerne måtte Per Bjerregaard i Voldgiftsretten også grave i hukommelsen i forhold til, hvad der var blevet aftalt og på hvilket grundlag tilbage i 2004.

Den tidligere Brøndby-boss forklarede i retten, hvordan pensionsordningen i 2004 blev vedtaget for at den ”skulle trækkes ned over hovedet på de spillere, der levede i nuet og som ikke tænkte på fremtiden.”

Mads Øland supplerer:

”Det var netop, hvad vi sad og forhandlede om dengang. At det både skal omfatte spillere på 48E-ordningen, spillere der var meget egennyttige i lønforhandlingerne, spillere med høj og lav løn. Det skal gælde for alle. De skal have pension. Dels fordi, de skal opstarte opsparing, dels fordi der er nogle forsikringer, der følger med i pensionen,” siger Mads Øland.

”Derfor var det princip også så vigtigt for os dengang – men også for Per Bjerregaard, og t t det var også, hvad han gengav i sin forklaring i retten, hvilket blev bemærket af dommerne. At han i retten bakker forhandlingspunkterne fra dengang op, gør det jo blot endnu mere uforståeligt, at fx pensionsfejlene kunne opstå i Brøndby, således at der pt stadig er 30 spillere i Brøndby, der slet ikke har fået pension.”

Beklageligt på 
branchens vegne
En af de ting, Mads Øland er ved at være træt af at høre om Spillerforeningens arbejde er, hvordan der bliver langet ud efter foreningens arbejde i forhold til at ville ”normalisere” fodbolden i forhold til resten af erhvervslivet.

”Det er også en usandhed, man gentager og gentager uden at det altså bliver rigtigt. Præmissen er jo helt forkert. Det er ikke sådan at andre erhverv end fodboldspilleres er normale og vores erhverv er unormalt. Det rigtige billede er jo, at alle erhverv er specielle.

 Danske læreres overenskomst er ikke den samme som stilladsarbejdernes overenskomst. De fleste overenskomster indeholder bestemmelser om beregninger for feriepenge. Men der står ikke noget om feriepenge-beregninger af sign-on fees eller bonusordninger hos lærerne, men det gør der selvfølgelig hos os, fordi vi ofte opererer med sign-on fees og bonusordninger. Så at sige, at noget er normalt og noget andet er unormalt er noget vrøvl. Det handler om, hvad de forskellige parter i en overenskomst bliver enige om, så det passer til netop den branche, hvilket Divisionsforeningen og Spillerforeningen blev enige om i 2004/05.”

Når der nu var enighed mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen i overenskomstforhandlingerne, er den oplagte undren, hvorfor der så siden og nu er en slående uenighed om de forhandlede emner fra 2004.

”Det er ikke unormalt, at man har uenigheder i forhold til fortolkningen af en overenskomst. Det, der er usædvanligt, er omfanget i den her sag. Men med voldgiftskendelsen i ryggen, vil jeg tillade mig mene, at det skyldes, at der er begået en række fejl i Brøndby og andre klubber ved implementeringen af den her overenskomst. Det synes jeg godt, jeg kan tillade mig at sige.”

”Jeg kan kun beklage på hele branchens vegne. Voldgiftsretten bekræftede på pensions- og feriepengeområdet vores fortolkning af overenskomsten. Det er helt afgørende for os, at spillerne får, hvad overenskomsten berettiger dem til – hverken mere eller mindre.

Brøndby har som bekendt allerede betalt mere end fire millioner kroner i sagen og har endnu krav liggende på 28 yderligere millioner kroner. Andre klubber vil også blive hårdt ramt i sagen, og et af kritikpunkterne fra klubbernes side har været, at sagen vil komme til at ramme lønningerne og forholdene for de nuværende spillere og ikke mindst de talenter, der i fremtiden skal blomstre i dansk fodbold.

”Sådan er det altid, når man har et efterbetalingskrav. Da Vejle-spilleren Lennart Lynge blev uberettiget bortvist fra klubben, måtte Vejle betale over 600.000 kroner til ham. Den case resulterede i, at Vejle kunne tilbyde færre eller dårlige kontrakter i det følgende år. Men det gør ikke, at vi skal droppe at forfølge, hvad spillerne har ret til, når der bliver begået åbenlyse fejl.”

”Feriepengesagen handler ikke om marginaler. Det er vi klar over. Spillerforeningens bestyrelse og direktør ved godt, at pengemængden ikke er uendelig i dansk fodbold. Det var den ikke i Vejle, og det er den ikke i branchen generelt, så tager man et millionbeløb eller endda et meget stort millionbeløb ud, har det konsekvenser. Men det gør ikke, at vi kan ringe op til Marcus Lantz, Alexander Farnerud og alle de andre og fortælle dem, at de har store beløb til gode, men fordi at Brøndby skal have råd til at ansætte nye spillere, skal de fraskrive sig pengene. Sådan fungerer verden ikke – vi er nødt til at forfølge de krav, der er. Vi har tilbudt en afdragsordning til Brøndby, hvilket i sig selv er ret atypisk i den slags sager, hvis vi endelig skal sammenligne med andre fagforeninger.”

Tilliden til Brøndby er skadet
Da Brøndby i september 2012 blev dømt til at betale i første omgang fire millioner kroner, var klubben allerede i store økonomiske vanskeligheder, og forelagt risikoen for, at feriepengesagen kunne være med til at vælte Brøndby ud over konkurskanten, slog Mads Øland fast, at Spillerforeningen ingen interesse har i at lukke fodboldklubber og dermed arbejdspladser for deres egne medlemmer.

”Vi påtager os også det ansvarsområde, at vi godt er klar over de store konsekvenser, det har for visse klubber, og derfor er vi også indstillede på at tale om de her afdragsordninger i de klubber, hvor vi kan se, at behovet er. Men det bliver ikke hos flertallet, at vi gør sådan. En klub som FC Nordsjælland, hvor der er likviditet til at betale her og nu, tilbyder vi ikke nogen afdragsordning. Men i Brøndbys tilfælde, kan vi se, at det er en nødvendighed.”

Afdragsordningen virkede i første omgang til at være løsningen, der kunne føre til, at Brøndby både kunne overleve og få betalt kravene ud i løbet en tre-årig periode. Men selv om der nu er gået over en måned siden Brøndby pludselig trak sig ud af forhandlingerne og ikke vil anerkende de tre prøvesager som principielle, har Mads Øland stadig svært ved at forklare, hvad der skete omkring forhandlingssammenbruddet.

”Jeg synes stadig det er meget irrationelt, men jeg ved ikke, hvad der skete i Brøndbys bagland. Vi forhandlede os i retning af en afdragsordning på kravene for de 89 spillere. Vi drøftede beregningerne, renterne, afdragsvilkår, sikkerhed for betaling osv. Men lige pludselig kom de tilbage med en melding om, at de ville tilbyde os 20 millioner kroner og ikke en krone mere. Pengene skulle først betales efter en aktie-emission, og der ville ikke være nogen sikkerhed for beløbet. Og så skulle spillerne enkeltvis have mulighed for at fraskrive sig deres krav, så det samlede beløb kunne blive mindre.

På det tidspunkt var kravet på godt 31 millioner, da de fire millioner til Martin Ericsson, Peter Madsen og Thomas Rasmussen ikke var betalt. Så over en weekend havde de hugget 11 millioner kroner af de beløb, som vi ellers havde forhandlet om. Det afviste vi, da vi slet ikke ville kunne forsvare en sådan en løsning.”

Det har tidligere været skrevet, at en af årsagerne til, at forhandlingerne brød sammen, var Spillerforeningens vedvarende krav om at få stillet en bankgaranti omkring betalingen såfremt Brøndby ikke kunne betale eller endte med en konkurs. Men andre løsninger var også i spil.

”Det skulle ikke nødvendigvis være en bankgaranti – det kunne også være en garanti der stod i mursten, men som kunne omsættes til rede penge. Vi fik på et tidspunkt tilbudt en sikkerhed i en del af Gildhøjcenteret via nogle pantebreve, men vores advokat vurderede ikke, at der var en reel sikkerhed i disse papirer, og vi måtte konstatere, at vi ikke kunne tillade os over for vores medlemmer at acceptere det som en garanti. Spillerforeningens medlemmer har en sikkerhed via Lønmodtagernes Garantifond, der dog ikke dækker ikke det fulde krav, men Spillerforeningens advokater vurderede, at det ville kunne sikre de 89 spillere en pulje på omkring 13 millioner kroner, hvilket var samme sikkerhed, som Spillerforeningen har søgt at få hos Brøndby.

Da Brøndby trak sig fra forhandlingerne med Spillerforeningen, skete det efter dage, hvor klubben havde signaleret, at man var umådeligt tæt på en konkurs, hvilket en overgang gjorde spillere og ansatte til hovedpersoner, da man som gruppe var tæt på at indgå en aftale med klubben om kun at få udbetalt 25 procent af januar-lønnen mod at få beløbet tilbage, når aktie-emission er gennemført senere på året.

I Brøndbys årsrapport fremgår det, at klubben mandag 4. februar i løbet af formiddagen fik reddet økonomien ved hjælp at velvillige investorer, men Mads Øland har kaldt det et bluffnummer, der var et forsøg på at få Spillerforeningen til at give afkald på millionkravet. Den holdning har han stadig.

”Præmissen viste sig ikke at være sand. De lod alle vide, at en konkurs lå lige om hjørnet, hvilket pludselig blev afløst af en meddelelse om, at man fra den ene dag til den anden havde likviditet frem til maj. De havde pludselig råd til at betale spillerne fuld løn, så spillerne og de ansatte alligevel ikke behøvede at indgå lønaftale omkring en udbetaling på bare 25 procent fra januar-lønnen.”

”Historien, hvor Brøndby i årsrapporten fortæller om, hvordan man i løbet af en mandag formiddag reddede det hele, kan jeg ikke tro på. Det er godt nok mange millioner, man pludselig skal have hevet op af lommen i forhold til, hvad de fortalte mig søndag eftermiddag. Derfor har jeg også tilladt mig at kalde det for et bluffnummer fra deres side.”

Direktøren holdt for en uge siden et mæglingsmøde med Divisionsforeningen om sagens tilstand og beskriver forholdet mellem de stridende foreninger som professionelt og balanceret. Dialogen med Brøndby skal også genoptages, selv om den part kan blive sværere, da tilliden har lidt alvorlig skade.

”Vi er stadig indstillet på at tilbyde Brøndby en afdragsordning, men det bliver uden tvivl en svær forhandling, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ikke er den store tillid mellem Brøndby og os. Vi har ikke været i dialog med Brøndby siden bruddet. Jeg troede, vi var godt på vej dengang i januar, og dengang foregik tingene også ordentligt og professionelt, synes jeg. Men tilliden til Tommy Håkansson, klubbens nuværende bestyrelse og klubbens advokater har lidt et knæk og det er selvfølgelig ikke befordrende, at vi i den grad blev forsøgt bluffet tilbage i januar.”