Det er kun et år siden, at Brøndby IF kunne lade sig hylde som danske mestre, men på mange måder virker det som om, at det er en evighed siden.
På et år er de blå-gule gået fra at være Danmarks bedste fodboldhold til en prygelknabe i Superligaen, og meget skal gå anderledes, hvis ikke førstepladsen fra i fjor bliver vekslet til en sjetteplads i denne sæson.
Hvad er der dog gået galt på den københavnske Vestegn?
Tipsbladet har taget en længere snak med Brøndbys bestyrelsesformand og storaktionær Jan Bech Andersen om de aktuelle problemer og fremtidens udfordringer.
- Hvis man skal sige det i tivoli-termer, har det været en rutsjebanetur af helt uhørte dimensioner. Vi fik den dårligste sæsonstart siden 2014, og det blev så efterfulgt af en periode på ni sejre i træk, før vi nu står med syv nederlag i træk. Selv en hærdet investor og bestyrelsesformand bliver jo rystet en smule i sin grundvold over, at udfaldene er så store, siger Jan Bech Andersen.
Hvad skyldes de her store udsving?
- Først og fremmest vil jeg sige, at det her ikke er nemt at gå igennem. Særligt de seneste uger har været hårde. Det er nærmest en traumatisk situation, vi går igennem med udfordringer på alle ledder og kanter. Derfor er det vigtigste for os lige nu at signalere ydmyghed.
- Vi skal ikke stille os op og komme med dumme undskyldninger og det ene og det andet. Langt hen ad vejen ligger vi, som vi har redt, men der er noget, jeg meget gerne vil slå fast, og det er, at jeg ikke køber, når jeg nu bliver skudt i skoene, at det er tid til, at jeg skal åbne pungen.
- I de to seneste transfervinduer har vi brugt 43 millioner, og det er selvfølgelig ikke, hvad FC København og FC Midtjylland bruger, men det er betragteligt mere end, hvad de tre andre klubber i mesterskabsspillet har brugt. Derfor er det jo også åbenlyst, at der er nogle ting, der ikke er gået, som vi havde forventet og håbet på.
- Vi skal være bedre til at sikre, at vores nye spillere ikke skal bruge så lang tid på at tilpasse sig. De skal i overført betydning lande på benene og kunne løbe med det samme. Vi var godt klar over, at der ville være nogle udsving efter sidste sæson, og vores strategi er og bliver, at vi skal satse på unge mennesker, men vi skal også være en top tre klub og have orden i økonomien. Det sidste har vi fået, men det første kniber jo gevaldigt i denne sæson.
- Summa summarum er bare, at jeg simpelthen ikke gider høre på, at vi ikke har brugt nogle penge, for det har vi godt nok.
Men så har I jo ikke brugt dem godt nok?
- Nej, det har vi jo ikke. Hvis man ser på mesterskabsspillet, er det en kendsgerning, at FC København og FC Midtjylland er langt foran os andre, men det er også en kendsgerning, at vi er langt foran de tre andre i forhold til budget og de penge, vi har brugt på transfer. Så konklusionen er jo, at vi ikke har været dygtige nok til at ramme plet.
Har Carsten V. Jensen gjort sit arbejde godt nok, siden I blev danske mestre?
- Det er vigtigt, at vi alle tager et ansvar og erkender, at der var en risiko ved at køre den her strategi igennem. Når man satser på unge mennesker, er der en vis risiko. Men vi skal lære af de fejl, vi har begået, og der, hvor vi skal prøve at finde et andet miks, er mellem de unge og de mere etablerede spillere.
- Det kan godt være, at fejlen er, at vi har handlet på en hylde, som var en tomme eller to for lavt. Vi skulle måske have handlet højere oppe i forhold til de spillere, der skal supplere vores unge. Det havde nok givet et bedre miks – især i en hård periode som nu.
- Så for at vende tilbage til dit spørgsmål – har vi været dygtige nok til at handle? Nej, det har vi jo ikke. Vi har brugt 43 millioner, og har det haft en nævneværdig impact i vores resultater? Nej, for så havde vi ikke tabt syv kampe i træk, og så havde de her spillere skinnet mere igennem. Vi er nødt til at være ærlige i forhold til den kommunikation, vi udsender. Jeg gider ikke sige, at vi har gjort alt perfekt, for det har vi ikke, og det gider vores fans heller ikke at høre på.
De næste 43 millioner, der skal bruges, skal spenderes af nøjagtigt de samme folk. Har du tillid til de folk, du har ansat til at bruge pengene og til at skaffe resultaterne på banen?
- Ja, 100 procent. Det er der slet ingen tvivl om. Det hele er et fælles ansvar, og vi må hele tiden tage ved lære. Ellers udvikler vi os jo aldrig. Jeg skal ikke hænge nogen til tørre, men det har været en bizar situation, som vi alle skal blive klogere af.
- Der er mange fans, der har sagt til mig; ”Jan, er det virkelig sådan her, vi vil formøble et mesterskab?”. I den forbindelse skal man huske, at vi har med fodboldspillere at gøre, som ser Brøndby som et springbræt til at komme videre og tjene til resten af livet. Så for at vi også kan tiltrække spillere i fremtiden, er vi nødt til at vise, at der er mulighed for at komme godt videre.
Det er ikke så længe siden, at I blev mestre. Hvor forbavset er du over, at det ser sådan her ud blot et år senere?
- Jeg havde ikke regnet med, at udsvingene ville være så store, det er jeg nødt til at sige. Jeg kunne forstå det, hvis vi havde puttet alle pengene i banken, men det er jo ikke tilfældet. Vi har det tredjestørste budget og har brugt 43 millioner kroner på nye spillere, så jeg er meget overrasket.
I har budgetteret med, at I skal kvalificere jer til Europa i næste sæson. Det ser svært ud. Hvor alvorligt er det?
- I forhold til budgettet har vi jo den mulighed, at vi bare kan sælge en fodboldspiller eller to, hvis det kommer der til, og vi har trods alt nogle spændende emner i truppen. Jeg bryder mig ikke om at være tvunget til at sælge, men vi har nogle geværgreb, vi kan gøre, så vi i det mindste holder vores budgetter.
Er I så nødt til at sælge en spiller mere end planlagt til sommer, fordi denne sæson har været skuffende?
- Nej, det er vi ikke. Vi har stadig mange penge i banken og mange penge til gode rundt omkring. Vi har ikke en bank, der kimer os ned, og vi er heldigvis herre i eget hus. Men vi må tage ansvar og få vendt det her. Der er nogle ting, vi er nødt til at gøre anderledes, ellers er det jo ikke engang sikkert, at vi kommer i top seks næste år.
Hvad er det for nogle ting, I skal gøre anderledes?
- Truppen skal forstærkes, og den skal trimmes. Det kan godt være, at vi skal handle på en højere hylde end tidligere. Det miks, vi har nu, er sårbart, og det falder ikke i tråd med hverken top tre i Superligaen eller europæisk deltagelse. Vi skal være skarpere til at rekruttere og finde de rigtige spillere.
Betyder det, at du sætter flere penge ind på CV's transferkonto, eller skal han bare blive bedre til at bruge de penge, der er?
- Vi har brugt mange penge, og dem skulle vi nok have brugt lidt anderledes, end vi har gjort. Det er jo nok svaret. Vi har hentet syv spillere til en samlet sum af 43 millioner kroner. Det har bare ikke rigtigt hjulpet os.
Hvordan skal I blive bedre til at bruge hver krone rigtigt? Det er jo noget, alle gerne vil, men hvad er planen?
- Det kan være, vi skal rykke fokus lidt, og så skal vi måske kigge på vores rekruttering. Meningen var jo ikke, at vi skulle vinde et mesterskab og blive bombet fem år tilbage. Så der venter et stort stykke arbejde, og det er jo ikke raketvidenskab. Det kan vi også læse i pressen hele tiden. Det bliver et meget vigtigt transfervindue, hvor vi skal komme med et andet udtryk for at give vores trænerteam noget mere kvalitet at arbejde med.
Hvor mange nye spillere skal I have?
- Det er altid svært at sætte tal på, men kortene skal blandes anderledes i forhold til alder og kvalitet. Og så skal vi selvfølgelig ikke forsømme at gøre vores nuværende spillere bedre, slutter Jan Bech Andersen.
Brøndby IF møder arvefjenderne fra FC København på hjemmebane søndag eftermiddag. Niels Frederiksens mandskab har før kampen to point op til Randers FC på femtepladsen, mens AaB på fjerdepladsen er fire point foran de forsvarende mestre.