Har ikke moralsk pligt til at skride ud af klubben

– Ese portugués, hijo puta es!

[Den portugiser, han er en ludersøn!]

Sådan råbte Atlético Madrids egne fans af den hjemvendte forward João Félix for nylig, en sag der vakte opsigt og opstandelse i Spanien.

🎥 Las cámaras de @DirectoGol captan los Graves insultos 🤬 del Civitas Metropolitano a Joao Felix
cuando se ejercitaba tras el partido

🔴⚪ La afición rojiblanca no le perdona sus declaraciones de este verano y no le quierenpic.twitter.com/mtd8y5dJ9i

— MARCA (@marca) August 14, 2023

At spanske klubber og fans har en tradition for at gå særdeles hårdt til deres egne, især dem man gerne vil af med, er nu en offentlig hemmelighed.

Overvej for eksempel, hvordan mediet El Mundo fik fat i Lionel Messis kontrakt til 555 millioner euro i FC Barcelona på et tidspunkt, hvor daværende præsident Josep Bartomeu havde brug for enten en undskyldning for at lade Messi gå, eller for at lægge pres på Messi til at indgå en ny og mindre aftale.

Når den slags kan gå ud over den bedste fodboldspiller i verdenshistorien, kan det ske for de fleste, og det gør det altså også denne sommer.

Nu er João Félix' karriere og transfers i en helt særlig kategori, hvor den unge portugisers skifte fra Benfica til Atlético Madrid i 2019 for 126 millioner euro stadig er ekstremt kontroversiel på grund af prisen og den sky af mistanke om vennetjenester og modydelser, der har fulgt den, i øvrigt uden den purunge knægt selv kunne gøre fra eller til i det beløb.

Men hans tilfælde slår mig nu alligevel som sigende og som noget, der kan vække til eftertanke, også herhjemme, når vi har med reserver og tiloversblevne spillere at gøre.

Vi gør det selv på Tipsbladet. Ser på især de større Superliga-klubber og på de største udenlandske klubber for at vurderer, hvem der er til overs, ikke passer ind eller bør videre, i hvert fald hvis man ser det fra arbejdsgiverens – og ofte fansenes – synspunkt.

Øvelsen er efter min mening legitim og rimelig nok, så længe vi husker at omtale de spillere på en ordentlig måde.

Og det er vigtigt, for man er jo ikke et dårligere menneske med mindre ret til at blive behandlet anstændigt, fordi man enten er havnet i en dårlig situation i en klub, bare ikke er god nok, eller hvis træneren, direktøren eller ejeren gerne vil af med én for at bruge pengene anderledes.

Jeg mener, at det nogle gange kammer over, og det mestendels i udlandet og på sociale medier.

Jeg har før trukket på den pointe, at klubberne generelt har været utroligt dygtige til at positionere sig i offentligheden og blandt fodboldfans, og om nødvendigt på bekostning af deres egne spillere.

Klubberne har i mange tilfælde formet en forståelse og et tæt bånd med fansene, hvor det bånd er det stærke og passes og plejes, velvidende at spillere ofte er hurtigt videre.

Det har så også den effekt, at grundindstillingen i klubfodbold og vores opfattelse af spillet omkring spillet bliver, at spillere nærmest på minuttet skal gøre, hvad deres klub vil.

Det unge stjerneskud skal skifte til den udenlandske klub, der byder mest, men for guds skyld først i sekund, klubben ønsker det.

Og spiller man ikke fast, samtidig med at man som spiller hæver en stor hyre, måske på en længere kontrakt, har spilleren nærmest en moralsk pligt til omgående at tage væk, om det så skal være til 1/10 af lønnen og langt fra familie, venner og sportslige udfordringer.

Jeg er klar over, at mange spillere og agenter også spiller spillet.

Men det er sjovt, hvordan nærmest enhver klub i udgangspunktet er at betragte som et offer, hvis en dyr spiller ikke er god nok og ikke på klokkeslæt forlader butikken, når det passer i trænerens og direktørens kram.

Og når det bliver perfidt og personligt med João Félix som et ekstremt eksempel, eller når klubber bevidst fryser spillere ude eller endda undlader at betale løn, som vi også her i 2023 ser tilfælde på, er vi langt ude over grænsen for rimelig adfærd.

Ja jeg vil strække mig dertil at kalde det usselt og kynisk at forsøge at jage spillere ud med den slags metoder, hvis det bare er fordi, man vil have yngre og bedre modeller i truppen.

Reserverne i de store københavnske klubber og i Århus og Herning har ikke en moralsk pligt til at skride, selv om det måske er, hvad fansene og deres chefer inderst inde ønsker sig.

Det kan vi fint huske på de næste to uger, hvad end vi har fokus rettet på vores favoritklub i Superligaen eller spillere på farten i udlandet.