Bozhidar Kraev formåede aldrig at slå igennem i FC Midtjylland - nu kan det være lillebrors tur til at prøve lykken i Danmark.
24-årige Andrian Kraev, der er halvandet år yngre end sin storebror, tiltrækker sig ifølge flere medier i Kraev-brødrenes hjemland Bulgarien interesse fra Danmark, og der kan være et bud på vej fra Superligaen.
Der nævnes ingen konkrete klubber.
Andrian Kraev tørner til dagligt ud for Levski Sofia, og han har gjort det så godt i denne sæson, at han er blevet en del af Bulgariens landshold. Kraev er defensiv midtbanespiller, så det er ikke antallet af scoringer, man skal bedømme ham på - han noterede sig dog for to af slagsen i den forgangne sæson.
24-årige Kraev har et år tilbage af sin kontrakt med Levski Sofia, og prismæssigt er han på et niveau, hvor mange dansker klubber sagtens kan være med. Spørgsmålet er selvfølgelig, om Andrian Kraev er blevet skræmt af storebrors ophold i Danmark.
Bozhidar Kraev, der er offensivspiller, kom til FC Midtjylland i 2017, og han forlod klubben for et år siden - undervejs var han udlejet to gange. Bozhidar Kraev nåede 54 kampe og seks scoringer i FC Midtjylland-trøjen.
Aktuelt tørner Kraev ud for Wellington Phoenix i Australien, og bulgareren har haft en strålende første sæson Down Under.