Det virker nærmest stille i FC Midtjylland her i januar, når man tænker på det hav af spillere, der kom til klubben sidste år.
Men, måske kan der, traditionen i FC Midtjylland, alligevel ske noget til sidst i transfervinduet, selv om Claus Steinlein og den øvrige ledelse har nedtonet muligheden.
Over 200 millioner kroner brugte FC Midtjylland ifølge Tipsbladets opgørelse på transfers, og derfor er det måske ikke så overraskende, at tilgangen denne januar er noget mere afdæmpet.
Valdemar Byskov og Victor Bak er vendt tilbage fra lejeaftaler i FC Midtjyllands samarbejdsklub CD Mafra, forwarden Victor Lind skal kæmpe for chancen efter et års leje til IFK Norrköping, mens backen Nikolas Dyhr er solgt til MLS-klubben St. Louis City.
Det er ikke klubskifter på en skala, hvor nogen mister pusten, men FC Midtjylland er næppe færdige endnu.
Mest oplagt er det, at norske Iver Fossum skal videre, efter han ikke har kæmpet sig til nogen nævneværdig rolle på banen efter en fri transfer fra AaB i sommer.
For klarhedens skyld ville det givetvis passe FC Midtjylland bedst, hvis Fossum skiftede væk i denne måned, men det er oplagt at have øje for, at spillermarkedet er åbent i Sverige og hjemlandet indtil marts, hvor Allsvenskans og Eliteseriens 2024-udgaver begynder.
Mindre åbenlyst men lige så vigtigt er, at FC Midtjylland også skal være lydhør, hvis nogen byder på brasilianske Charles, der kom til FCM fra Ceará i 2021.
Midtbanespilleren så i de første uger under Thomas Thomasberg ud til at have muligheden for at spille en større rolle, men han er blevet udpræget reserve, især efter han startede inde i FCM's tre liganederlag i sæsonen til Lyngby, Brøndby IF og FC Nordsjælland.
Brasilianeren er 27 år og viser ikke større tegn på, at han kan blive en Superliga-profil, og dermed kan hans dage i Superliga-sammenhæng være talte, hvis et fornuftigt tilbud dukker op.
Giver plads
Tager FC Midtjylland afsked med Iver Fossum, der kan spille central midtbane og om nødvendigt på den offensive midtbane eller kanten, og med den centrale midtbanespiller Charles, giver det samtidig ekstra plads.
Tilbagevendte Valdemar Byskov kan hjælpe til på den offensive midtbane og på kanten, det samme kan Victor Lind, hvis han bliver.
Men centralt vil FC Midtjylland, hvis vi skal være kræsne på førsteholdets vegne, have noget spillerum, især når Oliver Sørensen og dennes enorme energi og løbepensum bliver brugt på kanten.
Emiliano Martínez, der på papiret er FCM's førstevalg som midtbaneanker foran André Rømer, har ikke spillet siden begyndelsen af september på grund af en skade og vil uundgåeligt være behæftet med en vis risiko, selv om han i længere tid har trænet fuldt med og var tilbage på bænken i 2023's sidste kamp, 5-1-sejren over Viborg FF.
FC Midtjylland har Kristoffer Olsson og Armin Gigovic til den anden plads med Olsson som relativt sikkert førstevalg.
Nicky Beloko (til højre) fra FC Luzern er en af mange spillere, FCM har haft til observation. Det er langt fra garanteret, FCM henter en ny spiller denne måned.
Men i den perfekte verden, og penge frigjort fra et farvel til Fossum og Charles, er midtjyderne ifølge Tipsbladets kilder i markedet efter en stærk central midtbanespiller med starter-potentiale.
Den i Danmark ukendte Nicky Beloko, der spiller for FC Luzern i Schweiz, er en spiller, FC Midtjylland har fulgt, og det giver mening med en oprydder-type i tilfælde af, at Martínez ikke rammer niveauet fra efteråret 2022.
Men nettet kastes bredt ud i FC Midtjylland, og listen af muligheder skal være lang med emner, der spiller i klubber langt længere væk end Schweiz, en liste hvor Beloko ikke lader til at være i toppen.
Skulle FC Midtjylland hente en central midtbanespiller ind, vil konkurrencen i foråret være særdeles hård.
Men midtjyderne vil og skal tilbage i et europæisk ligaspil, som turneringerne bliver til i september, og med otte runder i Champions League og Europa League og seks i Conference League vil man altså stå med et væld af kampe i 2024, hvis man ellers indfrir egne forventninger.
Med Charles og Fossum i truppen lige nu er det også oplagt, at den midtjyske ledelse, inklusiv den nye fodbolddirektør Peter Sand, skal have fingre i en central midtbanespiller, man selv sammen med cheftræner Thomas Thomasberg tror markant mere på end brasilianeren og nordmanden.