Video : Tipsbladet
Superliga

DBU slår alarm til Folketinget: Risikerer konkurser uden tilskuere eller hjælp

Dansk fodbold har brug for tilskuere på stadion eller hjælp fra staten. Ellers risikerer klubber at dreje nøglen om, siger DBU's formand forud for forhandlingerne om næste fase af genåbningen og nye hjælpepakker.

Både DBU og de danske fodboldklubber er økonomisk presset over, at de ikke ved, hvor mange tilskuere de må lukke ind til efterårets kampe. I værste fald risikerer klubber at gå konkurs og måtte lukke, siger DBU-formand Jesper Møller i en pressemeddelelse.

Udtalelserne falder forud for Folketingets forhandlinger om fase fire af genåbningen og nye hjælpepakker. Møller advarer mod, at det fører til store indtægtstab for både klubber og DBU, hvis de kun må lukke få eller ingen tilskuere ind.

Læs også:Solbakken om DBU-formand: Han har ingen power i UEFA

- I dansk fodbold har vi alle udvist stor ansvarlighed, overholdt samtlige retningslinjer fra sundhedsmyndighederne og lavet særlige corona-regler, da dansk fodbold åbnede igen. Alt sammen for at passe på hinanden og på dansk fodbold. Nu er økonomien i dansk fodbold så presset, at vi har brug for hjælp, når regering og Folketing forhandler nye hjælpepakker. Ellers kan det i værste fald betyde konkurser og lukninger i dansk fodbold, siger DBU-formand Jesper Møller.

Den nuværende ordning for tilskuere i Superligaen udløber 31. august, mens det også er uvist, hvor mange der må lukkes ind til landsholdets forestående Nations League-kampe på hjemmebane mod Belgien, England og Island samt venskabskampene mod Færøerne og Sverige.

Læs også:DIF afviser ønske fra DBU om en uafhængig matchfixing-enhed

Det kan koste DBU 25 millioner kroner i tabte billetindtægter, anslår administrerende direktør Jakob Jensen.

- Indtægter til Herrelandsholdets kampe er en vital del af fodboldens kredsløb, da de går til udvikling af hele dansk fodbold herunder børnefodbold, pige/kvindefodbold, trænerkurser og en lang række andre områder. Indtægter fra herrelandsholdets kampe er med til at skabe grundlaget for resten af dansk fodbold til glæde for bl.a. mange tusinde børn og frivillige. Vi står derfor i en situation, hvor den økonomiske kompensation er afgørende for hele dansk fodbold, siger han.

Den nuværende ordning for tilskuere på Superliga-stadioner tillader 500 personer i en række opdelte sektioner på stadion. Rigspolitiet beslutter, hvor mange der må lukkes ind på hvert enkelt arena.

Læs også:DBU nedstemt i forsøg på at ændre DIF-matchfixingregler

Læs også:Efter ny VM-skandale: DBU skal lægge maksimalt pres på FIFA og Qatar

Læs også:EM-udskydelse koster DBU en million kroner