Video : Tipsbladet
Superliga

DBU interesseret i dialog om Parken-medejerskab

Der er dog brug for klarhed, understreger DBU-direktør Erik Brøgger Rasmussen.

Siden 1998 har Parken været ejet af selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, men der er nu blevet åbnet op for, at der kan blive tale om et medejerskab med Dansk Boldspil-Union. 

I et interview med TV 2 er DBU-direktør Erik Brøgger Rasmussen ikke afvisende overfor sådan et træk.

- Vi er først og fremmest interesseret i at finde en model, om det så er medejerskab eller en langsigtet aftale er for os ikke så afgørende, men vi har brug for klarhed, lyder det fra DBU-direktøren.

Selv peger han også på, at stadionet ikke længere er tidssvarende, men at man dog godt kan spille i Parken - men det er afgørende for fodboldforbundet at få klarhed over, hvor længe det kan stå på.

Ifølge Erik Brøgger Rasmussen kan det ikke vare i al evighed, og så minder han om, at der i 2060 er en bagkant, hvor hjemfaldspligten falder ind. Det betyder, at Københavns Kommune til den tid skal have Parken tilbage gratis.

Torsdag havde kommunen åbnet op for et muligt offentligt-privat partnerskab, og der er nu lagt op til, at der skal afholdes møder mellem dem og Parken Sport & Entertainment. Der er i den sammenhæng lagt op til at diskutere visionen med navnet 'Fodboldhimlen', som blandt andet handler om at undersøge mulighederne for en eventuel kapacitetsudvidelse.

Parken blev ombygget til sit nuværende udseende tilbage i 1992 og siden renoveret i 2009.