Video : Tipsbladet
Superliga

DBU-direktør: Det er selve fodboldens dna der lider

De fortsat manglende tilskuere til fodboldkampe har konsekvenser for mere end økonomien ifølge Jakob Jensen.

På et pressemøde fredag forlængede statsminister Mette Frederiksen en lang række coronarestriktioner.

Det gjaldt blandt andet suspendering af superligaordningen, som nu ikke tages i brug før tidligst i 2021.

Hos DBU er direktør Jakob Jensen ærgerlig over, at regeringen ikke har tillid til, at klubberne kan håndtere tilskuere på en coronasikker måde.

- På den ene side har jeg fuld forståelse for, at vi står i en vanskelig situation, hvor regering må træffe nogle beslutninger.

- På den anden side mener jeg ikke, man i tilstrækkelig grad har taget højde for de resultater, vi har lavet med superligaordningen, siger Jakob Jensen.

Han er bekymret for mere end blot de økonomiske konsekvenser, som den forlængede suspendering af superligaordningen kan få.

- Det er selve fodboldens dna, der lider. Fodbold lever og ånder for dens fans. Begejstringen og sorgerne man får, får man, fordi man er en del af noget større og en del af et fællesskab.

- Så jeg tror, man skal være opmærksom på, at et sundhedsbegreb både er fysisk og mentalt, siger han.

Superligaordningen tillader klubberne at inddele stadion i sektioner med 500 personer i hver. På den måde kan man fylde stadion delvist op med tilskuere.

/ritzau/