Det danske fodboldlandshold kan stille i stærkeste opstilling i Nations League-kampen på udebane mod Belgien 18. november.
De britiske coronarestriktioner gør det lige nu usikkert, om danske landsholdsspillere med base i England kan komme til Danmark og være med i testkampen mod Sverige på onsdag og i Nations League-kampen mod Island næste søndag.
Men ifølge DBU's administrerende direktør, Jakob Jensen, er der ikke noget til hinder for, at spillerne rejser fra England til Belgien.
Dermed kan de stå til rådighed for landstræner Kasper Hjulmand i den sidste kamp i den kommende landsholdstermin.
- Kampen i Belgien er ikke påvirket af de her regler.
- I værste fald vil vores spillere fra England kunne komme direkte til Belgien, når vi skal spille der, men vi håber selvfølgelig at kunne få dem om bord længe før, siger Jakob Jensen.
Hjulmand har søndag udtaget yderligere ni spillere til testkampen mod Sverige i Brøndby.
Det sker som konsekvens af de skærpede britiske restriktioner, der sender alle indrejsende fra Danmark til Storbritannien i karantæne.
I givet fald vil det gøre spillerne utilgængelige for deres klubber, når de vender hjem fra landsholdstjeneste i Danmark.
Men reglerne gælder altså kun for folk, der har været i Danmark, hvor der lige nu hersker en særlig situation med en ny variant af coronavirus i Nordjylland.
Derfor bliver Belgien-kampen ikke påvirket af de britiske regler. Men det gør landstrænerens mulighed for forberedelse til kampen til gengæld, hvis han ikke kan råde over spillerne i træningslejren.
DBU har da heller ikke opgivet at få spillerne til Danmark i den kommende uge.
- Vi sætter ind på alle kanaler for at forsøge at påvirke det her, siger Jakob Jensen.
DBU har kontakt til både Det Engelske Fodboldforbund (FA), Udenrigsministeriet, den danske ambassade i London og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
DBU-direktøren slår fast, at kampen mod Island på søndag ikke er i fare for aflysning, selv om det skulle ende med masseafbud.
- Det er ikke en mulighed. Vi kommer altid til at kunne stille et stærkt fodboldhold til at kunne spille en landskamp.
- Foreløbig er der heller ikke noget i de danske regler, der forhindrer islændingene i at rejse til Danmark og spille den kamp i Parken på søndag, som det hele riden har været planen, siger Jakob Jensen.
/ritzau/