HVIDOVRE STADION (Tipsbladet): Han blev hentet ind som redningsmand, og han leverede varen.
Efter slutfløjtet i 0-0-kampen mod Hvidovre IF stod det klart, at missionen lykkedes for David Nielsen, der tidligere på foråret blev hentet ind efter Magne Hoseths fyring. Og redningen blev fejret i bar overkrop for David Nielsens vedkommende, da Lyngbys cheftræner efter slutfløjtet var nede for at juble med de medrejsende fans.
- Det er selvfølgelig fantastisk. Det har krævet rigtigt mange point at blive i Superligaen i år. Vi matcher det, og vi overlever, med alle de point, det har krævet. Man har ikke kunnet fedte den hjem. Man har været nødt til at vinde sine kampe, og vinde de rigtige kampe. Og det har vi formået at gøre, lød det fra David Nielsen kort efter, da Lyngby-træneren mødte pressen.
Vi har klaret en fuldstændigt vanvittig mission her, og det var fantastisk for os. Det er meget, meget vigtigt for klubben at blive i Superligaen.
David NielsenCheftræner, Lyngby Boldklub
- Det er jo klart, at når man tager sin egen karriere og kaster ind i det, så er det selvfølgelig tilfredsstillende, når man også er gået ind i det for at redde klubben. Det er super godt. Men jeg har også haft en tro på, at vi ville kunne gøre det. Det har krævet alt, så det er fantastisk, at vi kunne lykkedes med det.
Hvordan var det at være træner i en kamp som den her?
- Jamen, i dag var jo… vi skulle bare igennem første halvleg. Og da vi så har 0-0 efter første halvleg, der begynder vi at skrue lidt op, lød det fra David Nielsen.
Hvad gjorde OB’s tidlige føring for jeres tilgang?
- Jeg får det først at vide i halvlegen. Jeg sagde, at jeg gerne ville spille første halvleg uden at vide, hvad der skete (i Viborg-OB, red.). Og når der ikke var ‘dong’ på stadion, så var det fint, for så kunne vi koncentrere os om første halvleg. Det var en rodet kamp, men det er ren vilje, og det handler om at forsvare sig. At vi kunne tage herud og få 0-0, når vi skulle have point, det synes jeg er stærkt.
Så I undgik at spille med for mange nerver?
- Nej, det var højspændt, og det kunne man også se på spillet inde på banen. Sådan bliver sådan nogle her kampe, der dog afviste, at Lyngby-spillerne var for nervøse.
- Man kan ikke sige, at man var for nervøs. Man skal ud og spille sådan en kamp, og det er ubehageligt. Vi spiller om alt, jo. Spillerne ved, at deres karrierer er på spil. Så det betyder alt.
Det sker ikke hver dag i Superligaen, at en cheftræner jubler i bar overkrop, men i dag var selvfølgelig heller ikke en dag som de fleste andre.
- Det er en stor dag. En gang imellem kan vi jo godt feste lidt, når der er noget at feste over. Og det er der jo nu. Så det var fint. Det er sommer og solen skinner, lød det fra David Nielsen, der under interviewet stadig ikke havde fået sin t-shirt på igen.
Uvis fremtid
Det er endnu uafklaret, om David Nielsen også skal stå i spidsen for Lyngby i næste sæson, og fremtiden var heller ikke et emne, som cheftræneren havde så meget at sige til.
- Nej, det tager vi bagefter, lød det fra David Nielsen, der ikke kunne sige, om dagens kamp var hans sidste som Lyngby-træner.
- Det ved vi ikke. Vi har ikke snakket om det. Vi har haft fokus på det her. Nu nyder vi den her aften, og så kommer de der ting efterfølgende.
Andreas Bjelland udtrykte efter dagens kamp, at han gerne ser David Nielsen fortsætte, men Lyngby-træneren vil i første omgang gerne selv nyde den vellykkede redningsmission.
- Alle de ting tager vi her i næste uge. Vi har klaret en fuldstændigt vanvittig mission her, og det var fantastisk for os. Det er meget, meget vigtigt for klubben at blive i Superligaen. Vejle giver alt, OB giver alt her sidst, så det har været super drabeligt.
- Det her er kæmpestort, for jeg smed også alt ind i potten. Selvfølgelig er det stort at lykkes med at gøre det. Klubben stod i en svær situation, og jeg kunne komme ind og hjælpe, og at man så ender med at gøre det, det var dejligt, lød det afslutningsvist fra David Nielsen.
Det er anden sæson i træk, at Lyngby redder sig i sidste spillerunde af Superliga-sæsonen. Nu er spørgsmålet, om næste sæson fortsat bliver med David Nielsen på sidelinien. I første omgang skal der festes igennem i Lyngby i aften.