FC Midtjylland har længe formået at holde på klubbens største profiler, men spørgsmålet er, om spillere som Erik Sviatchenko og Pione Sisto overlever endnu et transfervindue i Herning. Som sædvanlig er interessen for de to landsholdsspillere massiv.
Torsdag skriver Noticiascelta, at Pione Sito er et emne i Celta Vigo, der har haft god held i sprøjten, når de har kastet deres transfermønter efter en dansk spiller.
Først havde Michael Krohn-Dehli kronede dage i den spanske klub, og i denne sæson har Daniel Wass gjort det fremragende. Nu er spørgsmålet, om den tidligere Brøndby-spiller får selskab af Pione Sisto i løbet af januar.
Pione Sisto har kontrakt med FC Midtjylland frem til udgangen af 2018.