OB har sagt farvel til sin anfører gennem en årrække, Anders Møller Christensen, og dermed har cheftræner Troels Bech skulle finde en ny kaptajn for fynboerne.
Et oplagt valg kunne være sidste sæsons viceanfører Daniel Høegh, men Troels Bech har peget på Ari Skulason som ny kaptajn, selvom islændingen kun har været i klubben i et år. Daniel Høegh er afklaret med, at han fortsætter i rollen som viceanfører.
- Havde han peget på mig, havde jeg taget imod det og båret anførerbindet med ære. Det kommer der forhåbentlig en ny chance for. Jeg synes også, at Ari er et godt valg. Alle os, der har været her i et stykke tid, er et team, og der er ingen, der kan klare det her alene. I sidste ende er et lille bind ren og skær kosmetik, men havde han peget på mig, havde jeg selvfølgelig taget imod det. Nu har han peget på Ari, og det bakker jeg hundrede procent op om. Ari er et glimrende valg, siger Daniel Høegh til tipsbladet.dk.
Daniel Høegh er efterhånden blevet en af de erfarne spillere i OB-truppen, der indtager ungdomseleksir hver sommer. Når der skal spilles 'ung mod gammel' på OB's træningsanlæg i disse dage, er Daniel Høegh på de gamles hold, selvom han kun er 23 år, men det har han det helt fint med.
- Det er jo en helt ny tid hernede. Vi skal ikke langt tilbage, før at man skulle være over 30, hvis ikke man skulle på de unges hold. Det er nye tider nu, men det er også noget af det, der gør, at der er kommet god tro på tingene. De unge kommer med en masse friskt mod og tro på tingene. Det er rigtig godt for vores miljø hernede. Hvis man krydrer det med nogle af os gamle på 23 år, så skal det nok blive godt, siger Daniel Høegh, der ser frem til den kommende sæson med OB.
- Jeg forventer, at vi kan bygge videre i forhold til sidste sæson. Der er stadig nogen tilbage fra sidste år, som har været med til den her opbygningsfase. Vi skal hele tiden bygge på, og jeg satser på, at vi kan udvikle os og slutte endnu højere, siger han.
OB indleder sæsonen den 20. juli med en hjemmekamp mod Hobro.