"CV" uenig med Zorniger: I kan jo bare kigge på FC København
Brøndby IF's startopstilling i søndagens Superliga-opgør mod Hobro IK har vakt opsigt, idet den bestod af 11 udenlandske spillere. Det er første gang i Superligaens historie, at et hold stiller op uden en eneste dansker i startopstillingen.
Alexander Zornigers valg af 11 udlændinge har ikke overraskende rejst en debat om, hvorvidt Brøndby IF sylter egne talenter, og i den forbindelse har den tyske cheftræner bedyret, at niveauet i Brøndbys eget Masterclass lige nu ikke er til, at to-tre unge spillere kan komme i førsteholdstruppen pr år, hvis de blå-gule samtidig skal holde fast i en placering i toppen af dansk fodbold. Zorniger fastslog dog samtidig, at det ikke kun er et problem i Brøndby - efter hans mening er der mange danske talenter, der falder igennem.
Alexander Zorniger brugte de tidligere FC Nordsjælland-spillere Andreas Maxsø, Marcus Ingvartsen og Emiliano Marcondes som eksempler, da de stadig har til gode at få succes i udlandet, efter de forlod Farum.
I FC Nordsjælland synes sportschef Carsten V. Jensen, at kritikken klinger hult.
- Brøndby IF kan jo kigge til FC København og se, hvordan det kan lade sig gøre at få unge danske spillere igennem samtidigt med, at man køber internationale profiler og spiller med om mesterskabet. Brøndby har jo historisk set haft et af de største talentudviklingsmiljøer i Skandinavien. At det ikke kan lade sig gøre er lidt underligt, siger "CV" til BT.
Joel Kabongo er i denne sæson den Masterclass-uddannede spiller, der har fået flest minutter i Brøndby IF. Midtstopperen har været på banen i 11 Superliga-kampe.