Næste sæson i landets bedste fodboldrække bliver påvirket kraftigt af den igangværende coronakrise, hvilket kan betyde, at der skal spilles kampe i Superligaen hen over julen.
Det fortæller turneringschef i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, til bold.dk.
- Selvfølgelig har vi så muligheden for at kunne spille midtugerunder.
- Men vi kommer ikke udenom, at vi skal spille fodbold langt ind i december og måske endda over julen og så starte igen i slutningen af januar, hvilket giver en vinterpause på blot tre-fire uger, siger turneringschefen til hjemmesiden.
Læs også:Næste sæson: På disse datoer starter Superligaen og Champions League
Næste sæson i Superligaen skulle efter planen starte op 19. juli, men det bliver umuligt, da coronapandemien i øjeblikket har sat fodbolden på flere måneders pause.
Divisionsforeningen sigter ifølge Peter Ebbesen i stedet mod en sæsonopstart 23. august, alternativt en uge senere.
I planlægningen skal der blandt andet tages højde for, at de danske klubber spiller kvalifikationskampe til de europæiske klubturneringer.
Læs også:Horsens-anfører tilbage: Har sat holdkammerat på plads
Derudover byder efteråret også på landsholdsterminer.
Det er samtidig ikke muligt at skubbe sæsonafslutningen i 2021, da EM starter op 11. juni.
EM er flyttet fra sommeren 2020 og et år frem på grund af coronapandemien.
/ritzau/
Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud
Læs også:Avis: Superliga-klubber kæmper mod ny trussel
Læs også:Tidligere OB-topscorer vil være træner: Kan ikke leve uden at dele min viden