Corona-krise: Glem alt om spillerkøb - presset kan vokse i AaB
Foto: Getty Images
Superliga

Corona-krise: Glem alt om spillerkøb - presset kan vokse i AaB

Hvordan klarer den 14 Superliga-klubber den ufrivillige corona-pause? Tipsbladet.dk ser her nærmere på AaB's økonomi og udsigter på transfermarkedet.

AaB sagde i efteråret farvel til sportsdirektør Allan Gaarde og slog i januar mønt på Mikkel Kaufmann og Oliver Abildgaard, hvilket kan vise sig at være veltimet.

Tipsbladet.dk ser på, hvordan står rustet til de kommende måneder og år, hvor virussen og den økonomiske krise rammer Superligaen hårdt.

Stats
Spillerbudget før krisen: 40-42 millioner kroner
Placering: Nummer seks, 37 point i 24 kampe
Afslutninger per kamp: 13,8 (4)
Boldbesiddelse: 53,1% (4)
Vundne luftdueller: 404 (9)
Topscorer: Lucas Andersen, 9 mål (Delt 5. plads)

Krisestemning: 4 af 6

Resultat af seneste årsregnskab: -33,5 millioner kroner

Likviditet i seneste årsregnskab: 6,4 millioner kroner
AaB afsluttede regnskabet 31. december 2019, og solgte få uger senere Mikkel Kaufmann til FC København for over 20 millioner kroner. AaB har likviditet nok i de kommende måneder, men pengetanken er selvfølgelig ikke bundløs efter flere år med markante regnskabsunderskud.

I parentes er rangeringen i Superligaen.

Økonomisk situation
AaB solgte ikke Mikkel Kaufmann til FCK eller udlejede Oliver Abildgaard til Rubin Kazan med en forhåndsaftalt pris på et klubskifte til sommer, fordi der venter store armbevægelser på transfermarkedet i Aalborg.

AaB manglede i den grad penge i kassen efter et par år med et samlet tab et stykke over 50 millioner kroner, så derfor er situationen heller ikke bare rosenrød, selvom AaB ikke er presset her og nu. I de kommende uger og måneder får vi at se, om Rubin Kazan skal – eller vil – indfri et køb til omkring 15 millioner kroner.

I AaB vil man håbe, krisen forsvinder så hurtigt som muligt, og at transfermarkedet ikke dør helt ud. Trods AaB's status som den klub i Superligaen, der sammen med FC Nordsjælland bruger flest spillere fra egen ungdomsafdeling, har man et ret dyrt hold, så der skal millioner i kassen bare for at bevare status quo.

Lucas Andersen vil man meget gerne beholde, men et salg kan selvfølgelig redde meget.

Læs også:Økonom: Klubberne kan ende på en brændende platform

Hvordan påvirker nedlukningen klubben?
AaB ligger nummer seks men vil være a point med Randers FC, hvis randrusianerne vinder deres ekstra (udsatte) kamp mod AGF. Det bliver et drama, når, og hvis, ligaen begynder igen.

Man skal meget, meget gerne i Top 6 efter flere skuffelser de seneste sæsoner. AaB valgte 1. april at hjemsende spillerne, som trænede derhjemme, indtil de mandag i denne uge blev kaldt tilbage.

Salget af Oliver Abildgaard til Rubin Kazan og de resterende kampe i sæsonen og tv-pengene betyder meget for AaB. Kaufmann-pengene fylder hullet her i forårsmånederne, men kommer der hverken rubler fra Rusland eller tv-penge fra NENT og Discovery, er situationen kritisk til sommer.

I en ekstraordinær situation som denne kan man dog ikke forestille sig, AaB kommer i livsfare, dertil er klubben alt for vigtig for Nordjylland.

Klubbens næste transfervindue
”Om 6-12 måneder skal vi nok være deroppe igen. Det skal nok hurtigt normalisere sig igen, men de første handler skal nok prisfastsættes på ny først.”

Tipsbladet.dk havde AaB-direktør Thomas Bælum igennem på telefonen i begyndelsen af april til en snak om ikke mindst Oliver Abildgaard, og selvom Bælum regner med, at Abildgaard skifter til Rubin Kazan, er det ikke garanteret. Er han ikke solgt, skal AaB meget gerne sælge ham eller en anden spiller så dyrt som muligt.

Glem alt om spillerkøb – for AaB handler de kommende vinduer om at sælge, og så måske snupper et par meget billige veteraner, som gerne skal sidde lige i skabet.

Glipper salget af Oliver Abildgaard, er det selvfølgelig helt oplagt at sælge Lucas Andersen, men han er altafgørende for AaB sportsligt og har kontrakt indtil 2024, hvilket gør det særdeles fornuftigt at vente med et salg i håb om, at transfermarkedet kommer i gang igen i 2021.

Bedste salgsemner

Lucas Andersen
25 år
Offensiv midtbane
Danmark
91 kampe/22 mål
Gammel pris: 35-50
Ny pris: 20-40

Lucas Andersen er en af Superligaens dygtigste spillere og kan spille på et niveau langt over Superligaen og de evige kampe om at nå i Top 6, der har kendetegnet AaB de seneste år. Selv på et dødt transfermarked vil Lucas Andersen kunne sælges til udlandet, men med Andersen på kontrakt indtil 2024 og som den velsagtens vigtigste enkeltspiller for sit hold i nogen Superliga-klub giver det langt bedre mening for AaB at vente på, at transfermarkedet måske komme i gang igen i 2021 eller 2022.

Læs også:AaB kalder spillerne tilbage på arbejde

Oliver Abildgaard (pt udlejet til Rubin Kazan)
23 år
Central midtbane
Danmark
90 kampe/4 mål
Gammel pris: 15
Ny pris: 8-15

Ja, denne AaB-gennemgang handler meget om Oliver Abildgaard, men det kan dårligt undgås, når hans skifte til Rubin Kazan er så vigtigt for nordjyderne. Den russiske liga ligger ligesom den danske helt stille, og tidligere har man oplevet, at delstaterne, der spiller en kæmpe rolle i russisk fodbold, slet ikke har samme tålmodighed med selv store russiske fodboldklubber, som Superliga-klubbers bagland har med deres tabsgivende favorithold. Bider Rubin Kazan ikke på, skal AaB forsøge at finde en anden køber, og det kan blive svært og meget hårdt, så hellere sælge til Rusland for 15 millioner.

Jacob Rinne
26 år
Målmand
Sverige
92 kampe
Gammel pris: 7-12
Ny pris: 3-9

Det er notorisk svært at sælge målmænd i Europa, og det bliver naturligvis ikke lettere nu. Det taler for, at der bliver solgt et rimeligt antal målmænd fra Superligaen, og at målmænd fra ligaen har et fint ry i udlandet, men nøj, det bliver hårdt arbejde. Rinne har to år tilbage på sin kontrakt til sommer, så det vil være et oplagt tidspunkt at sælge ham i transfervinduet, hvornår det end åbner igen. Det hører selvfølgelig også med til historien, at Rinne har været en af de bedste målmænd i ligaen uden for FC København og FC Midtjylland, siden han kom til Danmark i 2017, og at han står på scoutinglisten i klubber i større ligaer – bare ærgerligt, at der ikke er andet end gamle kampe at se.

Patrick Olsen
25 år
Central midtbane
Danmark
24 kampe/5 mål
Gammel pris: 4-8
Ny pris: 3-6

Det kunne meget vel være, AaB lettere kunne sælge en af de helt unge førsteholdsspillere eller et af talenterne på U17- eller U19-holdene, og få flere penge for dem, men Patrick Olsen skal have en plads på denne liste efter en fornem Superliga-sæson. Få havde ventet, han ville gå fra 1. divisions-nedrykkeren Helsingør til at blive en af de større Superliga-profiler uden for Top 2, men Olsen har fået et meget sent gennembrud som seniorspiller i Danmark efter reserveroller i Norge, Frankrig og Schweiz. Men, sorry guys – 25 er altså ikke ungt på transfermarkedet.

Læs også:Corona-krise: Silkeborg i samme dårlige båd som FCK og OB

Læs også:Corona-krise: Pengestærk by giver AGF transfermuskler

Læs også:Corona-krise: OB er hårdt ramt på trods af rigmand i ryggen

Læs også:Corona-krise: Stålkongen er Hobros es i økonomisk krise